Forandringer:

Arabisk forår?

KAIRO (02.02.2011): Hvad sker der? Er det et ”arabisk forår” vi oplever? Vil der nu blæse en forandringernes vind henover den arabiske verden? Lige nu kunne det faktisk se sådan ud, men af frygt for at blive så bitterligt skuffet, tør man næsten ikke håbe.

Udover det kroniske demokratiske underskud, som den arabiske verden altid har lidt under, og den akkumulerede vrede fra befolkningernes side, så har det været begivenhederne i Tunesien, der har sat det i gang, som nu tilsyneladende sender sine chokbølger udover resten af Mellemøsten.

Tunesiens præsident Zine el-Abidine Ben Ali er allerede draget i exil, og meget tyder på, at både forfatningen og hele det politiske system i Tunesien vil blive grundlæggende omstruktureret. Meget kan dog fortsat gå galt.

 
 

Egyptens præsident Hosni Mubarak har meddelt, at han ikke søger genvalg, når hans femte seksårs præsidentperiode udløber til september. Lige nu ser det ikke ud til, at anti-Mubarak-demonstranterne anser det for at være nok. Hvad opstanden nu fører til af andre ændringer i det egyptiske politiske system, ved vi heller ikke endnu, men visse demokratiske reformer kan man vel godt forvente. Og da Egypten er langt mere centralt placeret i den arabiske verden end Tunesien, bliver det, der sker her, helt afgørende for, hvordan disse omvæltninger kommer til at udvikle sig.

Det sidste nye er, at Yemens præsident Ali Abdullah Saleh nu følger Mubarak og siger, at han også vil gå på pension, når hans valgperiode udløber i 2013. Til den tid har han, siddet i 34 år.

Men hvad med den arabiske verdens kulørte sprællemand, Libyens leder oberst Muammar Gadaffi? Han har siddet ved magten i mere end fire årtier, og han holder sig på posten på en måde, som giver hans regime et langt sørgeligt kapitel om brud på menneskerettighederne i Amnesty International’s årsrapport.

Eller hvad med Saudiarabien? Officielt er det et kongerige, men i realiteten er landet et stort familiefirma. Onde tunger siger, at Ibn Saud-klanen er den eneste familie i verden, der har sin egen repræsentation i FN. Frihed, demokrati og menneskerettigheder opfattes som lige så store trusler som alkohol, sex og kvinders rettigheder i det ubegribeligt rige ørkenrige. Og – mærkværdigt nok – så er befolkningen ofte endnu mere reaktionære og bagstræberiske end den ultrakonservative kongefamilie.

Syrien er blevet et præsidentielt dynasti, hvor republikken går i arv fra far til søn. Al-Assad-familien har ejet præsidentposten i 40 år. Øjenlægen Bashar al-Assad, som ellers syntes godt tilfreds med sit liv i Storbritannien, blev i midten af 90’erne hentet hjem af sin sygdomssvækkede far, Hafez al-Assad – også præsident i tre årtier, fordi broderen Basil, som ellers var udset til at overtage præsidentposten, blev dræbt ved en trafikulykke. Trods mange forhåbninger til den moderne Bashar og hans nærkontakt med frihed og demokrati i Storbritannien, så er Syrien forblevet en politistat.

Abdelaziz Bouteflika har været Algeriets præsident siden 1999. Han havde efter sigende planer om at udnævne sin yngre bror som sin efterfølger, men det er tilsyneladende blevet undergravet af general Mohamed Toufik Mediène, som er chef for den militære efterretningstjeneste. Striden mellem disse to potentielle efterfølgere foregår som i en film om mafiaen. Henrettelser, snigmord og massemord i landsbyer rundt om i landet.

Irak var under Saddam Hussein et af den arabiske verdens mest brutale og bestialske regimer. Det satte den amerikanske præsident George W. Bush en pludselig stopper for i 2003, da han i spidsen for en international koalitionsstyrke rullede ind i Irak, og væltede Saddam. Irakerne begyndte derefter at plyndre sig selv og myrde hinanden, samtidig med at den vestlige koalition fumlede rundt og på mange måder gjorde ondt værre. Mange håber, at Irak nu er ved at ”hive sig selv op ved håret”, men der er stadigvæk meget lang vej igen, inden Irak blot kommer i nærheden af et fungerende demokrati. Og Vesten er blevet næsten allergisk overfor at involvere sig i regimeskifte og oprydning iblandt den arabiske verdens gamle diktatorer.

Derfor ville det være forløsende for alle – ikke mindst for araberne selv – hvis den arabiske verdens ungdom selv tager ansvaret, og fører an i ”et arabisk forår”, så denne fantastiske del af verden kan komme med på civilisationens tog, som i sin tid startede sin rejse i den her del af verden, men siden kun er suset forbi de arabiske stationer uden at stoppe.

 
Tilføj kommentar
 
 
3 Kommentarer: