Gadens forsamlingshus i Tunis:

Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet!

Man føler sig næsten hensat til studenteroprørets dage i Paris '68, men revolutionen i Tunesien er noget helt andet.
Man føler sig næsten hensat til studenteroprørets dage i Paris '68, men revolutionen i Tunesien er noget helt andet.

TUNIS (22.01.2011): Måske er det fordi alle taler fransk hernede? Eller fordi mange af demonstranterne er unge studerende? Det er de godt nok ikke alle sammen. Der er også midaldrende og ældre med i protesterne. Men jeg bliver grebet af atmosfæren, og føler mig hensat til studenteroprørets dage.

”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de og løber op og ned ad gaderne med politiet efter sig.

Naturligvis er det ikke Paris ’68 men Tunis ’11. Demonstranterne er ikke marxister, anarkister eller andet samfundsundergravende. De er tværtimod småborgerskabets børn, som kæmper for en borgerligt samfund. Men mine 68’er-stemning blev sikkert understreget af, at jeg i dag, hvor vi havde lidt mindre travlt, spiste frokost i et lille snedigt fransk spisested i et kælderlokale fuld af unge med røde og hvide tunesiske flag om skulderen og lokale handlende, rødvin på bordet og revolutionære slagord, som trængte ind igennem vinduerne.Vi er sluppet af med diktatoren, nu skal vi også af med diktaturet”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet!”

Hver dag buldrer revolutionen rundt på boulevarderne.

De unge og reformkræfterne vil helt af med alt, der bare har haft den mindste forbindelse med præsident Ben Ali. Det er næppe realistisk, men det kræver de. Og indtil videre ser det ikke ud til, at de har tænkt sig at gå på kompromis.

”Vi er sluppet af med diktatoren, nu skal vi også af med diktaturet”, råber de.

Og så oplevede vi den særeste af alle demonstrationer i dag.

Politiet!

Politiet demonstrerer!

De føler sig misforstået, de sølle puds, som har forsvaret diktatoren.

Nu vil de gerne ses, som ”Folkets Politi”, og så vil de i øvrigt også gerne have mere i løn!

Jeg fulgte nogle unge, der som det efterhånden er traditionen skulle ud at demonstrere på Avenue de Bourguiba.

 
 
Den ene dag står politiet opmarcheret for at stoppe demonstranterne. Den næste demonstrerer de selv.

”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råbte de og pløjede sig som sædvanlig ind i demonstrationen, blot for at opdage, at den bestod af vrede politifolk, som var ude for at demonstrere.

De ville ikke have nogen med, som kun ville have ”frihed, demokrati og af med diktaturet”, uden samtidig at kræve mere forståelse for politiets vanskelige vilkår og mere i lønningsposen til ordensmagten. Så de unge, jeg var med, blev venligt men bestemt bedt om at forføje sig, for godt nok var der tale om en ulovlig demonstration i strid med den militære undtagelseslovgivning, men det var dog stadigvæk politifolk, der gennemførte den, og de har det stadigvæk diktaturet lidt i blodet, så de kan bryde loven lidt mere lovligt end normale mennesker.

”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de rundt om i gaderne, og det giver ekko imellem husmurene. Det er en fantastisk oplevelse at overvære. Demokratiet og kravet om frihed der bare bobler op nedefra med en styrke, som når man tager proppen af en champagneflaske.

Det synes som en mere naturlig måde at få demokratiet til at blomstre i den arabiske verden, end ved at sende amerikanske kampvogne ind i Bagdads gader.

Hvor er George W. Bush i øvrigt henne? Hvorfor er han ikke på CNN morgen, middag og aften for at lykønske de unge i Tunesien. De er jo godt i gang med at gennemføre det, han ikke formåede: At omdanne en autokratisk stat til et demokrati.

Alle burde vi vel sende fact-finding-teams af sted til Tunesien, for at lære, hvad det er, de gør rigtigt. Dengang vi i Danmark stadig havde noget, der blev kaldt ”Det Arabiske Initiativ”, var et af målene at styrke de arabiske landes civilsamfund, græsrødder, presse og menneskeretsorganisationer, så demokratierne og friheden en dag kunne blomstre frem. Og så sker det lige pludselig i Tunesien, som vi ikke har hjulpet…

Måske skulle vi blot hyre nogle tunesiske studenter, og så sende dem på turné i de arabiske lande for at lære fra sig.

I hvert fald bliver begivenhederne i Tunesien studeret i detaljer i de arabiske hovedstæder. Det er der ingen tvivl om. Arabiske efterretnings- og sikkerhedstjenesterne optjener masser af overarbejdstimer i disse uger for på den ene side at finde ud af, hvad det er, der sker i Tunesien, og for på den anden at sikre, at noget lignende ikke gentager sig hjemme hos dem selv.

 
 
Folk stimler sammen for at betragte de tidligere forbudte bøger, som nu bliver udstillet i boghandlerens vindue.

I Al Kitab-boghandleren på Ave. de Bourguiba har de stillet tidligere forbudte bøger frem i vinduet. De har altid haft bøgerne, blot ikke udstillet dem. Nu har de indtaget den mest prominente plads, og små tunesiske flag pryder dem. Lange uddrag af bøgerne er blevet fotokopieret og hængt op i udhængsskabene. Der står sikkert noget om ”frihed, demokrati og ned med diktaturet”.

Bøgerne er det store tilløbsstykke. Folk stimler sammen, blot for at se på de forbudte bøgers omslag igennem vinduet. Jeg ved ikke, hvad de forventer at se. De ligner præcist alle de andre bøger. De blev blot anset for farlige, at en diktator, som var bange for tanker og ord.

”Vi er stolte over at være med i revolutionen på vores egen måde”, siger Selma ???, som driver boghandelen. ”Her i butikken var vi aldrig enige med diktaturets begrænsninger og censur over for bøger og alt muligt andet.”

Udenfor boghandleren råber de: ”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet!”

I andre sammenhænge taler vi om ”gadens parlament”, men Ave. de Bourguiba er nærmest blevet en slags ”gadens forsamlingshus”. På alle de bænke mellem træerne, hvor ældre, pensionerede borgere normalt tilbringer eftermiddagen står der nu politiske vækkelsesprædikanter, og proklamerer deres budskaber. De forsamlede svarer og ofte kommer det til et hav af mindre, højtråbende diskussioner.

 
 
Mellem træerne på Ave. de Bourguiba er Gadens Forsamlingshus opstået. Alle har meninger. Og alle lufter dem højlydt. Diktaturet er borte. Nu kan man få luft.

Da jeg i dag passerede forbi, var der fem sådanne forsamlinger omkring forskellige bænke og talere, politiets demonstration i den ene ende af avenuen og nogle studenters i den anden. Lidt kaotisk måske, men denne revolutionære boulevard er blevet en slags mellemting mellem en dansk højskole og Speakers Corner i Hyde Park.

Jeg bliver altid revet med at sådan noget, og det bør jeg jo ikke. Jeg skal bare rapportere. Lykkes revolutionen, rapporterer jeg om det. Mislykkes den, og en eller anden kontrarevolution bringer den arabiske autokratiske normaltilstand tilbage, så rapporterer jeg også bare det. Mine egne sym- og antipartier er ligegyldige.

Men… jeg er ikke lavet af sten. Det er umuligt for mig ikke at fatte sympati for den bevægelse imod frihed, som har revet sig løs i Tunesien. Den begejstring, som lyser ud af alle, man møder. Den drøm om at få det ligesom jeg har haft det hele mit liv, og taget det for givet at sådan har man det, den kan man ikke andet end blive grebet af.

Jeg håber inderligt at det må lykkes. Og guderne skal vide, at jeg frygter, at farerne venter forude.

”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet!”

 


Se også mit fotogalleri fra omvæltningerne i Tunesien. Det er netop blevet opdateret med endnu flere billeder:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/62-revolution-i-tunesien/

 

 

 
Tilføj kommentar