Revolution i Tunesien:

På første parket til historien

 
 
TUNIS (21.01.2011): Hver dag er der demonstrationer i byen. Da jeg ankom her til Tunesien, var demonstrationerne dramatiske og voldelige. Demonstranterne smed med sten og politiet svarede igen med tåregas… masser af tåregas og knippelsuppe. Men dag for dag har begge parter fundet sig selv i deres nye roller.

Præsident Ben Ali tog flugten, og revolutionen var en realitet. Tunesien ville aldrig blive det samme land mere. Det var klart. Men der var stadigvæk mange ting, der kunne gå frygtelig galt. Og selvom demonstranterne er nået ubegribelig langt, så er det stadigvæk masser af farer, der lurer.

”Diktatoren er flygtet. Nu skal vi også af med diktaturet”, råbte demonstranterne. Militæret var de første til at tage stilling: For folket og imod diktatoren. Måske var det vendepunktet. Og demonstranterne har ikke glemt dem. Soldaterne er helte og bliver omfavnet og kysset af demonstranterne. Politiet tog lidt længere tid, men de er langsomt ved at fatte, at diktatoren ikke kommer tilbage, og de nu er folkets beskytter.

Og – må jeg sige – selvom jeg fra fødslen har været allergisk overfor alt autoritært i uniform og med kasket på hovedet, så er det tunesiske politis metamorfose imponerende.

De første dage jagtede politifolkene de unge rundt i gyder og baggårde, bankede dem sønder og sammen, når de kunne, truede tilskuere med deres våben og bankede også på de journalister og fotografer, der dækkede urolighederne. Nu, ganske få dage senere, kan fo stikke kameralinsen lige op i ansigtet af en politimand, uden at han fortrækker en mine, og i dag fok demonstranterne lov til at protestere – trods den militære undtagelsestilstand, der forbyder forsamlinger og demonstrationer – uden at den store politistyrke på Ave. de Bourguiba foretog sig noget.

 
 

Selvom vi stadigvæk er midt i januar måned, og det ifølge kalenderen burde være vinter, så er der en forårsstemning her i hovedstaden Tunis. Et revolutionært forår. En begejstring og næsten grænseløs glæde, som smitter.

Alle smiler, giver hånd, siger: ”Velkommen til Tunesien!” Det er den mest venlige revolution, jeg har oplevet. Og fantastisk at få lov til at være så tæt på. Det er som at have fået første parket til historieskrivningen.

Jeg vil forsøge at få nogle flere små stemningsbilleder på hjemmesiden de kommende dage, men jeg har problemer med internetadgangen, og når jeg endelig er på, er forbindelsen så langsom, at det er svært at uploade noget. Men jeg prøver.


Se flere af mine billeder fra revolutionen i Tunesien ovre i fotogalleriet:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/62-revolution-i-tunesien/

 

 
Tilføj kommentar