Bila'in endnu en gang:
En rigtig stinker
JERUSALEM (08.01.2011): Hvis man kan forestille sig lugten af det affaldsvand, der måtte komme ud af rengøringen af en gammel osteforretning, som ikke har fået gjort rent i måneder, blandet med en god portion gylle fra en svinefarm, så er man lidt på vej til at fornemme stanken af Israels nye hemmelige våben – stinkende vand.
Det grønfarvede, ildelugtende vand, som man næsten brækker sig over, er blevet taget i brug, fordi Israels brug af tåregas under uroligheder igen er kommet i søgelyset.
Dagen efter de faste ugentlige sammenstød udenfor den palæstinensiske landsby Bila’in på Vestbredden i sidste uge, døde en ung palæstinensisk kvinde på hospitalet i Ramallah. Palæstinenserne siger, at hun døde, fordi hun indåndede tåregas under urolighederne i Bila’in dagen før. Israelerne siger derimod, at man ikke dør af tåregas, og at hun måtte have haft en anden eksisterende sygdom.
Dødsfaldet var én af grundene til at jeg endnu en gang begav mig til Bila’in denne fredag. Jeg er ellers holdt op med at tage derud, fordi dette absurde ugentlige teater ikke har så forfærdelig meget med virkeligheden at gøre, men dødsfaldet kunne jo betyde, at demonstrationen i denne uge ville blive voldsomt meget større, eller måske løbe fuldstændig ud af kontrol på grund af vreden. Derfor tog jeg derud endnu en gang.
Det eneste nye var det stinkende vand. Og det stinker! Helt enormt! Selvom jeg end ikke blev ramt af det, og selvom jeg siden har taget flere bad og skiftet tøj, så hænger den vamle, kvalmende stank stadigvæk ved mig. Dem der blev ramt direkte, må virkelig få sig en bunke sociale problemer, indtil stanken fortager sig. Men man dør formentlig ikke af det.
Jeg tog også ud til Bila’in af en anden grund. Jeg har for tiden besøg af en ung dansk fotograf, som udover en række andre opgaver også gerne vil følge mig i mit arbejde et stykke tid. Han kunne jo lige så godt få en hurtig introduktion til den lidt surrealistiske virkelighed i Mellemøsten ved at komme med til de ugentlige sammenstød.
Uanset om urolighederne er virkelige, tilrettelagte eller helt ude i skoven, så er der jo gode billeder i skidtet, og så kunne Søren Kjeldgaard, som han hedder, jo også få prøvet, hvordan det er at arbejde med gasmaske på.
Tro mig – det er ret svært at fotografere med en gasmaske for ansigtet. Hele tiden klasker man kameraet mod glasset foran øjnene. Og man kan ikke have sine briller på. Men et par hurtige indåndinger af tåregas uden gasmasken på, overbeviser hurtigt en om, hvilket onde, det er til at holde ud, og hvilket man helst vil undgå.
De ugentlige demonstrationer i Bila’in var oprindelig rettet imod Israels anlæggelse af et hegn – det som Israel selv kalder et ”sikkerhedshegn” og som palæstinenserne omtaler som ”Apatheidmuren” – imellem sig selv og flertallet af de palæstinensiske befolkningscentre på Vestbredden. Hegnet skulle angiveligt beskytte Israel imod palæstinensiske selvmordsbombere, som der i 2002-3 var en hel bølge af. Men opførelsen betød også, at palæstinensere i området på mange måder blev generet og for nogens vedkommende direkte blev forment adgang til deres landbrugsjord.
Palæstinenserne i Bila’in ankede hegnets linjeføring hen over deres jord til Israels højesteret, som for godt og vel to år siden gav dem medhold. Dermed skal hegnet nu flyttes, hvilket Israel er i gang med, men på den anden side ikke synes at have noget hastværk med at få færdiggjort.
Omvendt tror de færreste dog på, at de ugentlige sammenstød mellem vrede palæstinensere og israelske soldater blandt oliventræerne udenfor landsbyen vil ophøre, når det gamle hegn formentlig snart fjernes. Dertil er de blevet en for fast del af måden at vise sin utilfredshed på. Desuden er urolighederne også blevet et fast punkt på europæiske solidaritetsturisters Mellemøstudflugter.
Jeg spurgte den israelske officer, som har kommandoen over området, hvorfor den israelske hær dog møder op hver eneste uge, og pligtskyldigt spiller sin rolle i dette absurde teater. Hans svar var meget praktisk og ligefremt:
”Palæstinenserne har ret til at protestere, og disse ugentlige vredesudbrud er en praktisk måde at få lukket overtrykket ud af trykkogeren på. Som det er nu, så er det muligt at planlægge ugens arbejde. Hver fredag fra 13-17, da aktioneres der herude. Hvis Israel stoppede det, så ville balladen bare bryde ud et helt andet sted.”
Og hvis demonstranterne ønskede at vælte hegnet, så kunne de jo bare gøre det søndag nat i ly af mørket eller onsdag morgen, når ingen forventer det, men det gør de heller ikke. De møder op hver eneste uge, samme tid, samme sted. Når fredagsbønnen er slut, og de internationale solidaritetsturister er mødt op og har spist deres felaffel.
Sært?!? Underligt!?! Måske. Men uanset om man kan lide det eller ej, så er det jo også en del af Mellemøsten.
* * *
Se hele fotogalleriet fra denne uges sammenstød udenfor Bila’in her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/61-bila-in-endnu-en-gang/
