Fotodagbog:

Sandheden er altid mere nuanceret

Ugens absurde teater: Alle aktørerne er mødt op, og alle spiller samvittighedsfuldt deres rolle. Stykket handler om ingenting og betyder ikke noget, men det fortæller en del om det skøre Mellemøsten.
Ugens absurde teater: Alle aktørerne er mødt op, og alle spiller samvittighedsfuldt deres rolle. Stykket handler om ingenting og betyder ikke noget, men det fortæller en del om det skøre Mellemøsten.

JERUSALEM (18.12.2010): Når jeg ikke har andet at tage mig til om fredagen, bruger jeg fra tid til anden dagen på at filme de sære ugentlige sammenstød i landsbyer som Na’alin, Bila’in og Nabi Salah ude på Vestbredden. Jeg har allerede haft et par tidligere dagbogsblade om Bila’in her på siden, så nogle af Jer vil have læst om det tidligere. Denne fredag var jeg igen ude i området. Min plan er at lave et indslag til TV2/Nyhederne eller TV2/NEWS om disse underlige ugentlige sammenstød, som nærmest synes at blive afviklet efter en drejebog. Scenen er den samme hver uge. Det samme er de fleste af skuespillerne – soldaterne, demonstranterne og medierne. På demonstrantsiden skiftes de internationale, unge solidaritetsturister som regel ud, men alle spiller de hver uge deres roller, som de skal ifølge manuskriptet.

 
 
Den søde og hjælpsomme ledsageofficer, Gal, fra militærets talsmandskontor (th), som var med os, sammen med enhedens læge.

Hvorfor gør de det dog? Det spørgsmål trænger sig altid på. Hvad pokker er det for et absurd teater? Der er jo intet, der flytter sig en millimeter fra uge til uge. Det ender altid, præcist hvor det begyndte. Hvorfor protesterer demonstranterne det samme sted hver eneste uge? Hvorfor ikke et sted, hvor det faktisk betyder noget? Imod byggerierne i bosættelserne for eksempel? Hvorfor sætter de sig ikke foran bulldozerne? Hvorfor bliver soldaterne ikke bare hjemme? Hvorfor gider de uge efter uge? Hvorfor lader de ikke bare demonstranterne råbe så meget de vil ud i tomheden, uden at have nogen at råbe det af? Og hvorfor møder medierne op til denne pseudobegivenhed, der intet har med en nyhed at gøre?

Det er spørgsmål, jeg vil vende tilbage til i det TV-indslag, som jeg er ved at forberede. Til den tid vil jeg sikkert også skrive en artikel om det her på hjemmesiden. I dag får I blot et par billeder og et kort dagbogsblad fra min arbejdsdag.

Som regel kører jeg bare ud til en af de tre landsbyer, som alle ligger indenfor 10 minutter fra hinanden. Sammenstødene udfolder sig som et urværk lige efter fredagsbønnen, og det er ingen kunst at filme det. Man skal blot huske sin gasmaske, for der er ofte rigelige mængder af tåregas. Demonstranterne vil hellere end gerne tale. De nærmest klæber til kameralinsen og mikrofonen. Så deres synspunkter er det ikke svært at få. Soldaterne derimod vil ikke tale med pressen. Det må de ganske enkelt ikke. Vil man have militærets syn på sagen, må man gå den lange, træge vej igennem bureaukratiet i militærets talsmandskontor, og så kan man være heldig, at nogen vil tale med en. Det havde jeg gjort op til denne uges sammenstød, så denne gang var jeg med militæret ude i området.

 
 
Det handler ikke om soldaterne, selvom det oftest er dem, der må tage imod alle ukvemsordene. For demonstranterne handler det først og fremmest om at komme i fjernsynet.

Det hele gik godt. Ingen problemer. Soldaterne var venlige og hjælpsomme. Obersten, som havde kommandoen over området, var fornuftig, og kunne i visse sammenhænge endog godt forstå palæstinensernes vrede. Jeg fik mine interviews og filmede ved denne lejlighed sceneriet fra den modsatte side – fra soldaternes. Og det var en underlig oplevelse.

Ved Nabi Salah var demonstranterne allerede samlet, da vi ankom. De var åbenbart ikke vant til, at et TV-hold befandt sig og filmede fra soldaternes side, og det provokerede dem i ekstrem grad. Mens jeg interviewede soldaterne, råbte og skreg demonstranterne om, hvorfor jeg ikke interviewede dem. Jeg har allerede masser at interviews med demonstranterne, så denne fredag koncentrerede jeg mig om, hvordan soldaterne oplevede disse ugentlige sammenstød. Det huede dog ikke de unge demonstranter, som svinede mig til med alle mulige ukvemsord og meget lidt flatterende betegnelser, hvilket fik mig til at tænke over, hvordan soldaterne, der er tvunget til at stå her og tage imod det uge efter uge, må føle det. Og hvor svært det fra tid til anden må være for dem at bevare fatningen og tålmodigheden.

Da demonstranterne opdagede, at det eneste professionelle TV-hold, der var mødt op til dagens protest, ikke var interesseret i at filme og interviewe dem, stoppede dagens demonstration!!! Det er end ikke min egen opblæste fornemmelse af min egen betydning, men det var helt tydeligt. Demonstrationen stoppede, fordi de ikke blev filmet og interviewet, og de gik tydeligt deprimerede hjem! Man kunne ligefrem se, at det var et nederlag. Det handlede ikke om soldaterne, om Israels hegn, om bosætternes vej eller noget som helst andet i området. Det handlede om pressen – denne dag mig! En helt absurd oplevelse. Det var helt klart, at de ikke gad spilde tiden mere denne fredag, hvis de alligevel ikke kunne komme i fjernsynet. It really makes you wonder!

Jeg kommer tilbage til alle disse spørgsmål og tanker ved en senere lejlighed.

 
 
En stille, fredelig picnic ude i naturen. En mere behagelig måde at tilbringe sin fredag på.

Da dagens absurde teater var hurtigere overstået end forventet, kørte vi med soldaterne op på et billedskønt udsigtspunkt på en af bjergene, hvorfra man kunne nyde Vestbreddens smukke natur. En af soldaterne lavede te på et primusapparat, i jeepen havde de småkager, og vi havde i stedet en stille, fredfyldt picnic sammen ude i naturen. Nogle slikkede sol. Andre sad i skyggen under et træ og fortalte vittigheder. Også lidt absurd, når man tænker på det image, ”den israelske militærmaskine” har ude omkring.

Men sandheden er ofte langt mere nuanceret end det billede, vi bliver præsenteret for i medierne, hvor de skarpe meninger, konflikten og konfrontationen altid er med til at kendetegne ”den gode historie”. Vi ved det jo godt. Men det er alligevel altid underligt og belærende at blive mindet om det.


Artiklen her hører egentlig hjemme ovre i Fotodagbogen, hvor den også findes. Men den er lidt lang, og på den her måde får Fotodagbogen også lidt reklame: http://www.steffen-jensen.dk/dan/om-fotografering/

Jeg har også lige oprettet et helt fotogalleri med billeder fra Bila'in og Nebi Salah, som du kan se ved at følge dette link: http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/59-bila-in-og-nebi-salah/

 

 
Tilføj kommentar