Så er der kun kaos tilbage

JERUSALEM (13.12.2010): Vi er på vej mod “interessante tider”, for at bruge formuleringen fra den gamle kinesiske forbandelse. For det bliver nok interessant, men næppe behageligt. Israel skal i fremtiden ikke blot at skulle slås med sine fjender. Landets venner synes også at have fået nok. Palæstinenserne vil komme til at stå mere alene, og selvom de måske proklamerer en stat for tredje gang, og visse lande endog anerkender den, så vil de være så langt fra faktisk at få den, som nogensinde.

Det synes ret sikkert, at Israel som helhed og Benyamin Netanyahu-regeringen i særdeleshed er på vej ud i en international isolering. Regeringens politiske træk i forhold til fredsprocessen, bosættelserne og forholdet til USA i de seneste måneder har været ubegribeligt kortsigtede, og meget tyder på, at USA's – og dermed også Europas og det meste af resten af verdens – tålmodighed er opbrugt.

...USA's – og dermed også Europas og det meste af resten af verdens – tålmodighed er opbrugt.USA's særlige Mellemøstudsending, senator George Mitchell er lige kommet til Israel for at gøre endnu – formentlig et sidste – forsøg på at få gang i direkte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne. Men det synes ret klart, at USA er på tærsklen til at sige stop. Washington anser allerede forsøget på at genstarte fredsprocessen for en fiasko, som bør opgives.

På et niveau er det sørgeligt. Utrolig sørgeligt. For det ville alt andet lige have være bedst, om en fremtidig fredsløsning var et resultat af begge siders positive medvirken, og ikke, som det nu måske bliver tilfældet på et eller andet senere tidspunkt efter blod, sved og tårer, fordi parterne har bragt hinanden til afgrundens rand, og der derfor ikke længere er andre alternativer. Desværre har ingen af dem vist tilbøjelig til at yde, det minimum der kræves. På den anden side er det måske en virkelig smertefuld chok-behandling parterne har brug for.

Netanyahu en katastrofe
Jeg har skrevet det før, men det er stadigvæk korrekt: Netanyahu er en katastrofe som premierminister. Han regerer ikke, er ikke proaktiv, tager ingen initiativer, har ikke nogen løsninger, men reagerer kun, når noget går galt. For kort tid siden ville jeg sikkert have skrevet, at Netanyahu kun slukker de brande, der opstår. Men det har de forløbne uger jo vist, at end ikke dét kan han. Selv brandberedskabet er blevet systematisk udsultet på samme måde som social- og sundhedsområdet er, uddannelse og undervisning og alt andet… lige med undtagelse af bosættelserne i de besatte områder.

Bosættelserne og de besatte områder selv, og i den her sammenhæng burde jeg sikkert bruge den bibelske betegnelse – Judæa og Samaria – som bosætterne gør, er blevet en ny ”guldkalv”. En afgud som den højrenationalistiske regering og det national-religiøse jødiske Israel fanatisk tilbeder. Og disse landområder og jødiske beboelser, der er blevet opført derude, er denne israelske regerings højeste og tilsyneladende eneste prioritet. Alt andet må vige for bosætterne og deres ret til at hælde mere beton i Vestbredden. 

Fra november 2009 til september 2010 havde Israel et næsten fungerende, 10 måneder langt byggestop i bosættelserne på Vestbredden. Betød det at himlen faldet ned? Har Gud den Almægtige udspyet svovl og ild fordi der ikke er blevet bygget i en periode? Led befolkningen, eller er Israel gået nedenom og hjem? Nej! På ingen måde.

Bosættelserne og de besatte områder selv... er blevet en ny ”guldkalv”. En afgud som den højrenationalistiske regering og det national-religiøse jødiske Israel fanatisk tilbeder.Det er helt normalt, at israelske byggeprojekter bliver forsinket i måneder og år. Jerusalems Light Rail Train er allerede 4-5 år forsinket, og det er endnu ikke på skinner, og verden er ikke gået under af den grund. En pause i byggeaktiviteterne i bosættelserne i nogle måneder mere vil heller ikke betyde det store. Byggestoppet i bosættelserne var naturligvis en gene for bosætterne selv, men ikke mere end det. For Israel som sådan betød det så godt som intet.

Dråben der får bægeret til at flyde over
Så fik Netanyahu-regeringen et fantastisk tilbud fra en altid loyal amerikansk regering: Forlæng byggestoppet med bare tre måneder. 3 måneder! Ikke 10, men blot endnu tre måneder. En lille smule mere af noget, som landet levede med i 10 måneder, uden at mærke det. Til gengæld vil de direkte fredsforhandlinger med palæstinenserne komme i gang igen, og med dem i det mindste et håb om en fredelig fremtid. Israel vil få en taknemmelig amerikansk præsident i Det hvide Hus, hvilket heller ikke er at kimse af, når man så ofte har brug for hans støtte og velvilje. Dertil en sikkerhedsassistance-pakke til en værdi af tre milliarder dollars, et antal af de nyeste F-35 kampfly, og en amerikansk garanti om et veto imod FN-resolutioner, som regeringen i Jerusalem ikke kan lide.

Alt dette for et tre måneders byggestop.

Og er fredsprocessen ikke kommet i gang efter den tid, så kan byggeriet gå i gang igen.

Men nej! Det kunne ikke komme igennem i den israelske regering. Heller ikke selvom Det israelske Arbejderparti sidder med i regeringskoalitionen af lige præcist den grund: At sikre at fredsprocessen kommer i gang igen. At Arbejderpartiformand Ehud Barak, som er forsvarsminister, så ikke trækker partiet ud af regeringen og på den måde i det mindste bevarer en lille smule værdighed viser blot, hvor lavt niveauet i israelsk politik efterhånden er blevet.

Premierminister Benyamin Netanyahus insisteren på at Israel vil bygge huse i de jødiske bosættelser uanset hvad er, udover at det i sig selv er et sørgeligt testamente over en forfejlet politik, formentlig også det, der bliver ”dråben der får bægeret til at flyde over”. USA's præsident Obama og hans udenrigsminister Hillary Clinton har allerede længe været ved at miste tålmodigheden med Benyamin Netanyahu og hans regering. Og Israels afvisning af det gavmilde amerikanske tilbud, for at få gang i en fredsproces, der burde være mere i Israels og palæstinensernes interesse end Washingtons, kan meget nemt få USA til at sige, at landet også har andre prioriteter og brændende problemer at tage sig af, ens at spille rig, gavmild legeonkel for to uartige og forkælede unger.

"De sku' skamme sig"
Den indflydelsesrige New York Times-columnist Thomas L. Friedman, skriver i dagens avis, hvad jeg også selv har skrevet talrige gange (det er sikkert derfor jeg synes, at et er så klogt), at vi i resten af verdenen ”…ikke kan ønske fred mere end parterne selv”. Friedman ved, hvad han taler om, han var selv Mellemøstkorrespondent i 10 år i 80’erne.

I en tid hvor USA hjemme slås med næsten 10 procents arbejdsløshed, så har vi israelerne og palæstinenserne siddende derovre med armene over kors, ventende på mere amerikansk hjælp og penge for at gøre, hvad der i bund og grund er i deres egen interesse til at begynde med: At forhandle (fred og) en to-statsløsning. De sku' skamme sig...Præsident Barack Obama har selv politiske problemer, han skal tage sig af, og USA's økonomi er langtfra så stærk, som den har været, derfor kunne han godt fortjene en lille smule samarbejdsvilje fra de to folk i Mellemøsten, som han stadigvæk bruger så mange ressourcer på at hjælpe, skriver Thomas Friedman, og fortsætter:

”I en tid hvor USA hjemme slås med næsten 10 procents arbejdsløshed, så har vi israelerne og palæstinenserne siddende derovre med armene over kors, ventende på mere amerikansk hjælp og penge for at gøre, hvad der i bund og grund er i deres egen interesse til at begynde med: At forhandle (fred og) en to-statsløsning. De sku' skamme sig…”

For Thomas Friedman har Israels optræden været et sandhedens øjeblik, der har åbnet hans egne øjne for, hvad der er galt. Den israelske regering og den palæstinensiske ledelse er helt ude af kontakt med virkeligheden skriver han.

Israelerne og palæstinenserne er som en slags stiknarkomaner blevet afhængige af denne konstante støtte og involvering udefra. Og det i en sådan grad, at deres virkelighedsopfattelse forvrænges, og de hver især tror, at de ikke er bundet af historiens, geografiens og demografiens politiske naturlove.

Det er på tide, at vi (USA og omverdenen) ophører med at være deres narkobagmænd, der hele tiden giver dem stof, så de kan forblive ude af kontakt  med virkeligheden, skriver Thomas Friedman, og så giver han Israel en opsang:

”Israel! Når USA, når USA, et land som i de sidste 50 år har ladet milliarderne rulle for at hjælpe Jer, og har forsvaret Jer i talrige fjendtlige internationale sammenhænge, beder Jer om at stoppe byggeriet i bosættelserne i tre måneder for at få fredsforhandlingerne i gang igen, så bør Jeres svar ikke være: ”Hvor meget får vi for det?”, men tværtimod: ”Ja, naturligvis! Hvad end I beder om, for I er vore eneste virkeligt trofaste venner.”

Palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, får også et par ord med på vejen i Friedmans kommentar i The New York Times:

”…præsident Mahmoud Abbas, hvad har du gang i? Israels tidligere premierminister Ehud Olmert gav dig et fantastisk tilbud om en to-statsløsning, som også omfattede Øst-Jerusalem – og det lod du få lov til at falde til jorden. Og nu, i stedet for at jagte rundt efter Barack Obama og trygle om forhandlinger hvor som helst, når som helst, så stiller du forhåndsbetingelser!

Her får du lige et godt råd med på vejen.

Hvis du tror, at Kina, når USA bliver økonomisk svækket , vil træde til og levere Israel på en sølvbakke til dig, så tager du fejl. Jeg kender Kina virkelig godt. For et par skibsladninger israelsk software, microchips, militære droner vil Kina vende Jer ryggen så hurtigt, at det vil få dit hoved til at snurre.”

Thomas L. Friedman har tabt tålmodigheden med Netanyahu og Abbas og deres regeringer. Han plejer at have en meget god fornemmelse af stemningen i Washington. Og han klumme bliver læst. Både i de ledende kredse i USA og her i Mellemøsten. Derfor kan man i det mindste håbe, at den får nogen til at vågne op. Men jeg tvivler.

Brug for en "kold tyrker"
Fred – og forhandlingerne for at opnå det – er ikke en ”gave”, som palæstinenserne allernådigst giver Israel, hvis der ikke bygges i bosættelserne. Fred er i begge folks interesse – også palæstinensernes, og de burde begge have travlt med at overbyde hinanden for at få skabt fred. I stedet sidder de tilbagelænet og kræver ind, til gengæld for måske allernådigst at gå med til at sidde ansigt-til-ansigt med modparten.

En palæstinensisk stat er ikke en ”gave” fra Israel til palæstinenserne. En palæstinensisk stat er også i Israels interesse. For kommer den ikke, så bliver Israel lige så stille uden at ville det en bi-national stat, hvor et jødisk mindretal med demokratiske rettigheder regerer over et stadigt voksende arabisk/palæstinensisk flertal uden de samme rettigheder. Dermed er Israel lagt i graven – både som en jødisk og en demokratisk stat. Desuden er en palæstinensisk stat ikke en præmie for god opførsel til palæstinenserne. Det er deres ret!

Der er ingen tvivl om, at både israelerne og palæstinenserne desperat har brug for at blive kastet ud i en politisk-økonomisk ”kold tyrker” – et brat ophør af den vanedannende internationale støtte og hjælp udefra, og i stedet komme i gang med at gøre det sure arbejde, som de begge fra starten grundlæggende selv burde være interesseret i at gøre af hensyn til deres befolkninger.

Ingen forhandlinger - nye uroligheder
Vi er på vej mod ”interessante tider”. Desværre mere interessant for mig som journalist, der beskæftiger sig med krig, krise og katastrofer, end for de to folk, der, hvis det kommer til at gå, som jeg frygter, skal til at gennemleve det.

Hvis USA og resten af os udenfor Mellemøsten opgiver fredsprocessen, som israelernes og palæstinensernes egne ledelser har, så er der ikke længere noget håb blandt palæstinenserne om at kunne få en anstændig fremtid via forhandlinger. Derfor vil mange ikke se mange andre muligheder end den væbnede kamp.

De færreste vil for alvor tro på, at den væbnede kamp kan give dem den frihed og nationale uafhængighed, de drømmer om. Men kan de ikke selv nå deres mål, er der efter mange palæstinenseres mening heller ikke nogen grund til at israelerne skal have den fred og sikkerhed, de drømmer om. Desuden er der altid det håb, at den væbnede kamp kan få resten af verden til at beskæftige sig med det palæstinensiske problem igen. Det har den gjort en gang tidligere.

Det er bare så sørgeligt, hvis Mellemøsten skal igennem endnu en Intifada eller krig med alle de menneskelige lidelser, det fører med sig, når de flrste allerede ved, hvad løsningen på konflikten er.

---

 

 

EU's udenrigsminister Catherine Ashton

EU-landene lægger let pres på Israel

BRUXELLES (mandag): EU er klar til at anerkende Palæstina som stat, når tiden er rigtig og kalder Israels bosættelser ulovlige.

EU beklager, at Israel ikke forlænger sit forbud mod yderligere byggeri i bosættelserne og kalder dem samtidig ulovlige.

Det er resultatet af et udenrigsministermøde i Bruxelles mandag, hvor de 27 EU-lande skulle forsøge at finde et fælles standpunkt om fredsforhandlingerne i Mellemøsten. Efter mødet udtrykte EU's udenrigschef, Catherine Ashton, bekymring over situationen i Gaza.

- Vi ser med stor bekymring på situationen i Gaza. Vi opfordrer til en øjeblikkelig åbning af grænseovergangene. Vi er klar til at hjælpe med genopbygningen og den økonomiske genopbygning af Gaza, siger Ashton.

Konklusionerne fra mødet kalder bosættelserne for "ulovlige" og "en hindring for fred". Samtidig gentager EU-landene, at de er klar til at anerkende Palæstina som stat.

- Rådet gentager sin vilje til, når det er relevant, at anerkende en palæstinensisk stat, står der i konklusionerne, hvor EU slår fast, at Jerusalem skal deles mellem de to lande, medmindre de aftaler noget andet.

Siden Israel besluttede ikke at forlænge byggeforbuddet i bosættelserne, har der fra flere sider være pres på EU for i højere grad at skrue bissen på over for Israel.

Så sent som mandag har den palæstinensiske chefforhandler i fredsforhandlingerne, Saeb Erakat, opfordret EU til at anerkende Palæstina som selvstændig stat.

Og der har verseret rygter om, at EU ville være klar til at sætte dato for, hvornår de europæiske lande vil anerkende en palæstinensisk stat, men det er dog sidenhen blevet afvist.

En amerikansk diplomat bebudede for få dage siden, at man ind til videre opgiver at få direkte fredsforhandlinger i stand. I stedet vil amerikanerne forsøge sig med såkaldt penduldiplomati, hvor de forhandler med parterne på skift.

/ritzau/

---

 

 

USAs Mellemøstudsending, senator George Mitchell sammen med Israels premierminister Benyamin Netanyahu i Jerusalem.

Mitchell proposes 'parallel' but separate U.S. talks with Israel, Palestinians

By Barak Ravid
Haaretz
December 16, 2010

Prime Minister Benjamin Netanyahu was to convene his inner forum of seven senior cabinet ministers on Thursday morning, to discuss a new proposal by the United States’ Middle East envoy George Mitchell aimed at restarting indirect talks between Israel and the Palestinians.

Prime Minister Benjamin Netanyahu was to convene his inner forum of seven senior cabinet ministers on Thursday morning, to discuss a new proposal by the United States’ Middle East envoy George Mitchell aimed at restarting indirect talks between Israel and the Palestinians.

According to the French news agency AFP, Mitchell suggested that the U.S. hold separate but "parallel" talks with both sides, for a period of six weeks. A Palestinian source told AFP Mitchell had proposed that the U.S. conduct bilateral talks with each side, rather than any direct peace negotiations.

Representatives from both sides will, under the terms of the proposal, meet separately with officials from the Obama administration, to discuss security and borders, as well as other issues.

"What is discussed with each side will not be divulged to the other, but the aim is for the U.S. administration to form an idea of what the two parties want with a view to drawing up a strategy to relaunch direct negotiations at the time it deems appropriate,” AFP quoted the Palestinian official as saying.

Mitchell was in Cairo on Wednesday, where he met with Egyptian President Hosni Mubarak, as he continues his drive to breathe new life into the moribund talks. The official Egyptian news agency MENA said Wednesday that Mubarak and Netanyahu had spoken by phone, and had discussed the stagnant peace process. Mubarak also met Wednesday with Palestinian President Mahmoud Abbas in the Egyptian capital.

Netanyahu was expected to hash out with his ministers Israel’s positions on a variety of issues considered to be at the core of the negotiations for a peace agreement with the Palestinians.

Meanwhile, foreign ministers from Arab nations came out out Wednesday against any talks between Israel and the Palestinians, direct or indirect, unless the United States takes a firm stance on the future borders of a Palestinian state.

The Palestinian Authority is also demanding that Israel reinstate its freeze on settlement construction in order for talks to go ahead, while Netanyahu has said that such a move would bring down his coalition government. His coalition comprises of right-wing parties who are staunchly opposed to any new moratorium on settlement construction, as are key members within the prime minister’s own center-right Likud party.