Nyt ligegyldigt byggestop i bosættelserne

TRANEKÆR (16.11.2010): En af de nærmeste dage får vi sikkert at vide, at Israel er gået med til at forlænge byggestoppet i de jødiske bosættelser på Vestbredden i yderligere tre måneder – eller 90 dage.

Det er, hvis det bliver til noget, det kontante resultat af møderne mellem den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton og Israels premierminister Benyamin Netanyahu, som lige har deltaget i en række møder med jødiske organisationer i USA.

Til gengæld for byggestoppet, som er USA's gave til palæstinenserne, får Israel en række sikkerhedsgarantier, amerikansk støtte i FN og løfte om at kunne købe nye avancerede amerikanske kampfly til sit luftvåben.

Amerikanerne forsøger at lyde opstemte. Det bør blive indledningen til nye, seriøse forhandlinger om fred mellem Israel og Det palæstinensiske Selvstyre, mener det amerikanske udenrigsministerium, og der er næppe nogen tvivl om, at præsident Barack Obama efter nederlaget i midtvejsvalget til Kongressen, vil forsøge at score sig nogle udenrigspolitiske sejre. Nye forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne kunne være en af dem.

Men sejren er ikke hjemme endnu. Der er flere forhindringer på vejen. Først skal forslaget vedtages af den israelske regering, og her er modstanden allerede ved at mobilisere sig på koalitionens højre-nationalistiske fløj. Og palæstinenserne er heller ikke tilfredse. Blandt andet fordi byggesoppet ikke omfatter Øst-Jerusalem, som de håber en dag skal blive deres hovedstad.

 

 

Men det gjorde det 10-måneder lange byggestop, som palæstinenserne i september krævede forlænget, som betingelse for overhovedet at ville forhandle igen, faktisk heller ikke. Og det er det byggestop, som amerikanerne nu af hensyn til palæstinenserne med møje og besvær har forhandlet på plads.

Endnu en gang trækker palæstinenserne ”det korteste strå”, og de gør det på grund af deres egen ledelses talentløshed i forhandlingerne.

Nu får de det, de har krævet: En forlængelse af byggestoppet i bosættelserne. Men det er i bedste fald blot en midlertidig affære. I første omgang havde de 10 måneder, som de ikke udnyttede til noget som helst, andet end at kræve byggestoppet forlænget, da det udløb, og det er det, de måske nu får gennemført. Og om tre måneder, står de præcis, hvor de befinder sig i dag. Endnu et israelsk byggestop vil være udløbet, og palæstinenserne vil stadigvæk ikke have noget som helst konkret at vise frem for deres befolkning.

På den modsatte side har Israels premierminister Netanyahu – uanset hvad man i øvrigt kan mene om ham – haft held til at ”sælge” endnu et midlertidigt byggestop til palæstinenserne via amerikanerne, som om der var tale om landets kronjuveler. Til gengæld får han amerikanske garantier for veto i FNs Sikkerhedsråd, hvis palæstinenserne igen efter dette nye byggestops udløb forsøger at mobilisere EU, Rusland, de arabiske lande eller andre imod sig. Desuden får han en række andre amerikanske sikkerhedsgarantier og militært isenkram. Alt sammen noget, der vil have betydning for Israel langt efter udløbet af byggestoppet.

I virkeligheden fortsætter begge parter bare deres ”dans om den varme grød” i stedet for at komme i gang med at få løst de brændende problemer, som kun ligger og bliver mere og mere komplicerede og uløselige, jo længere parterne stirrer sig blinde på ligegyldige forhåndsbetingelser så som byggestop i bosættelserne og Israels krav om anerkendelse som en "jødisk stat".

I stedet for i den grad at fokusere på, om der bygges i de jødiske bosættelser eller ej, skulle den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas hellere i september eller endnu bedre helt tilbage i november sidste år, da Netanyahu proklamerede det første byggestop, være gået i gang med at forhandle de egentlige fremtidige grænser mellem Israel og en kommende palæstinensisk stat.

 

 

Kan parterne finde en løsning på det, så bliver spørgsmålet om byggeri overflødigt helt af sig selv. For i de områder, der i fremtiden bliver en del af den palæstinensiske stat, skal de jødiske bosættere pakke sammen og fraflytte. Så simpelt er det! Mens de områder, der bliver en del af staten Israel, der kan byggeriet fortsætte, så vildt, som israelerne måtte ønske.

En sådan politik ville kunne give nogle langvarige, mærkbare forbedringer i almindelige palæstinenseres liv, og de ville kunne se, at der i det mindste sker noget, at deres ledelse har kurs imod oprettelsen af en uafhængig stat, og der sker synlige fremskridt i den retning på landjorden for alle at se. Men en sådan politik valgte Abbas ikke at følge, og om kort tid vil han igen slå i bordet, protestere og føle sig bedraget.

Man kunne helt klart på samme måde kritisere Benyamin Netanyahu for en kortsigtet politik. For alle og enhver, der seriøst studerer Israel-Palæstinakonflikten, ved, at der på længere sigt ikke er nogen vej udenom en palæstinensisk stat, hvis Israel ønsker fred og sikkerhed.

Men set med Netanyahus øjne, så er det i den nuværende situation, med den regering, han i øjeblikket sidder med, uligt nemmere at sælge et ligegyldigt symbol, som en tre måneders midlertidig forlængelse af et byggestop er. Et byggestop som Israel uden problemer levede med i 10 måneder, desuden får Israel nu til gengæld også en række ganske kontante og betydningsfulde indrømmelser fra USA. Det gør det nemmere at ”sælge” til regeringen og befolkningen, end en aftale med palæstinenserne ville være, fordi den ville betyde, at tusindvis af jødiske bosættere skulle tvangsflyttes fra store dele af Vestbredden på grund af en ny grænsedragning.

At den israelske politik er kortsigtet er åbenbar.

 

 

Det er endog også kortsigtet af israelerne at lade de palæstinensiske ledere blive ved med at begå tåbelige fejltagelser, som den de nu tilsyneladende er på vej til at gøre igen. For hver gang præsident Abbas kommer ud på den anden side af disse kriser mere ydmyget og nedværdiget end gangen før, jo mere svækket bliver han internt i den palæstinensiske befolkning og i de magtfulde kredse i det palæstinensiske samfund, som han er afhængig af. Og Abbas’ problem er ikke bare Hamas i Gaza-striben. Magtfulde kredse i hans egen Fatah-bevægelse er også snart ved at have fået nok af ham.

Falder Mahmoud Abbas, vil Israel næsten helt sikkert komme til at sande, at den, der kommer efter ham, vil have langt mindre forståelse for Israels ønsker og krav.

Det er i virkeligheden i Israels interesse at holde liv i den palæstinensiske præsident Abbas og hans regering under ledelse af premierminister Salam al-Fayyad så lang tid som muligt. Det har USA og EU for længst indset, og de bruger formuer på at holde dem ved magten, samtidig med at Israel næsten lige så systematisk forsøger at undergrave dem.