Magten korrumperer

JERUSALEM (13.11.2010): I den seneste tid har jeg siddet og bladret gamle artikler, TV-manuskripter, noter og fotografier igennem, for at udvælge det bedste og mest interessante til en ny bog. Jeg har nemlig lige indgået aftale om at skrive en meget personlig beretning om min egen oplevelse af Israel-Palæstinakonflikten, baseret på mine fotografier med tilhørende tekst.

Jeg har endnu ikke helt lagt mig fast på, hvordan bogen bliver bygget op, og præcist hvad der bliver balancen mellem fotos og tekst. Men for mig er det også en interessant opgave bare at grave mig igennem bjerget af materiale, der igennem tiden har hobet sig op i mine skuffer og på min harddisk. Her kommer en artikel, som jeg skrev i Gaza-striben i november 2006 inden palæstinenserne endte i en intern borgerkrig mellem Fatah og Hamas. Selvom artiklen og billederne har nogle år på bagen, synes jeg i al beskedenhed stadigvæk, at de fortæller en interessant historie, der også kaster lys over af de begivenheder, vi oplever i dag. Artiklen og billederne er noget af det, jeg har lagt til side, og som måske kommer med.

---

 

Skuddene brager løs omkring os. Her er fyldt til bristepunktet af unge palæstinensiske mænd og store drenge med skydevåben. Mest russisk producerede Kalachnikov AK 47 militære angrebsrifler.
   Og de skyder. Fyrer hele magasiner af i én lang serie skud.
   I dag skyder de heldigvis kun op i luften. Til gengæld gør de det hele tiden. Og de elsker det. Drenge i alle størrelser flokkes om dem, der er lidt ældre, som med cool Rambo-look, selvhøjtidelig spankulerer rundt med et dødsensfarligt, skarpladt våben i hånden.
   I det her miljø dyrkes skydevåbnene. Mænd og drenge får en eller anden form for macho-orgasme, når der skydes. De elsker det, og der bliver ikke sparet på patronerne. De pumper luften fuld af bly. Enkelte kugler rammer væggene på en ufærdig bygning ved siden af, og flår i en lille støvsky bidder af betonen op. De unge, der er søgt op i bygningen for at få bedre udsigt over begivenheden, dukker sig. For sent. Havde kuglerne haft en smule anden retning, ville der have været både døde og sårede. Men alle griner fjoget. Sådan noget er sjovt hernede.
   De bevæbnede er hverken politifolk eller soldater. De tilhører Fatah-bevægelsens mange forskellige væbnede grene. Og de er i opposition til den valgte Hamas-regering. Alene det – at der er så mange væbnede grupper, som ikke er under den legitimt valgte regerings kontrol, er i sig selv et faresignal, og deres demonstration i dag er et ”signal med en vognstang” til Hamas, at det godt kan være, at islamisterne har vundet valget, men Fatah opgiver ikke magten af den grund.

Det er to år siden PLO-leder Yassir Arafat døde. Derfor er de væbnede Fatah-folk ude i gaderne i de palæstinensiske områder i langt større tal end normalt. Det er ikke et helt almindeligt demokrati, man har her. Der bliver ganske vist afholdt valg, men hvem der har magten afhænger mere af, hvem der kan få flest bevæbnede folk ud i gaderne. Retten afgøres af, hvem der har fingeren på aftrækkeren.
   Denne magtdemonstration fra Fatah’s side viser, hvor svækkede de anser Hamas for at være lige nu. Hvis Hamas ikke skal miste regeringsmagten igen, bliver de snart nødt til at vise, at de ikke er blege for at tage magten over gaderne tilbage – om det så skal være med våbenmagt.

Efter mere end otte måneder ved magten er det indtil nu ikke lykkedes Hamas at levere et eneste af sine valgløfter til den hårdt prøvede palæstinensiske befolkning. Tværtimod er det palæstinensiske samfund blevet mere isoleret internationalt end nogensinde. Økonomien er kollapset. Arbejdsløsheden og fattigdommen vokser astronomisk. Konflikten med Israel er intensiveret, og det palæstinensiske samfund er på randen af en borgerkrig.

   Hamas vandt valget i januar. Ikke så meget fordi de selv pludselig var blevet overordentligt populære, men mere fordi Fatah var blevet så umådelig upopulær. Fatah og hele magtapparatet omkring organisationen – hvilket vil sige myndighederne som helhed – var gennemråddent og korrupt. Fatah-bevægelsens topfolk her i Gaza-striben inklusive de ledende palæstinensiske politikere USA og EU-landene konstant forhandler med, har bygget kæmpemæssige pragtvillaer til sig selv og kører rundt i store Mercedes-limosiner, mens 80 procent af palæstinenserne hernede bor under de kummerligste forhold i overbefolkede flygtningelejre.

Fatah har traditionelt været den altdominerende palæstinensiske bevægelse lige siden Yassir Arafat overtog kontrollen med PLO i 1968. Så meget har Fatah vænnet sig til magten, at de anser den for at være deres førstefødselsret, ikke noget de skal gøre sig fortjent til, og i hvert fald ikke noget, de har til sinds at opgive, blot fordi Hamas har vundet et demokratisk valg. Så når både Fatah og Hamas hver især har sine egne væbnede militsgrupper, så er der lagt i ovnen til problemer. Mange frygter for at de palæstinensiske områder kan blive opslugt af en ødelæggende borgerkrig.
   For mange almindelige palæstinensere er det svært at forstå, at hverken Fatah eller Hamas tilsyneladende er villige eller i stand til at løse samfundets problemer, endsige til at enes om at danne en national samlingsregering, og begynde at tage sig af folkets problemer snarere end de enkelte politiske og religiøse gruppers snævre magtinteresser.

En af mine palæstinensiske venner fortæller mig, at én enkelt patron til en Kalachnikov i øjeblikket koster mellem 10-15 shekel her i Gaza-striben, fordi ammunition efter Hamas’ valgsejr skal smugles ind i Gaza-striben. Det vil sige omkring 15-20 kroner.
   Så Fatah’s magtdemonstration her for årsdagen for Yassir Arafats død, hvor der netop nu bliver affyret i titusindvis af kugler af op i luften …for sjovt, kunne give brød på bordet til tusindvis af palæstinensiske familier i flygtningelejrene i flere uger.
   Jeg taler ikke om udgifterne til ceremonien som helhed… bare til de kugler, der bliver skudt af til ingen verdens nytte!

På vej tilbage fra Fatah-ceremonien kører vi igennem Gaza By. Foran Shifra-hospitalet møder vi Muhammed Abu Ayada. En fattig palæstinensisk familiefar fra Shati-flygtningelejren ikke langt herfra. Han sælger cigaretter fra en lille trækvogn på hjørnet ved indgangen til hospitalet. Folk hernede er så fattige, at Abu Ayada også sælger cigaretterne enkeltvis.
   Jeg spørger ham, hvor meget han tjener på en normal dag.
   ”25-30 shekel”, svarer han.

Det er bare to skud i luften med en Kalachnikov. To skud!!! Og i baggrunden brager det stadigvæk løs! Hver gang vi hører to brag, er det en hel arbejdsdag for Muhammed Abu Ayda – en husstandsindkomst for hans familie, for han er den eneste, der arbejder.
   Jeg oplyser ham om mit lille regnestykke, og spørger ham, hvad han mener, mens vi hører skyderiet et par gader borte.
   Abu Ayda siger ikke noget. Han smiler blot træt og sørgmodigt og gør en opgivende bevægelse med hænderne. Hvad skal han sige? At den nationalbevægelse, han en gang havde investeret hele sin fremtid i, ikke bekymrer sig en døjt om ham. Eller at den islamiske gruppe, han så håbede, ville gøre det bedre, er ude af stand til at regere, og hellere vil fortsætte krigen med Israel end gå på kompromis og forsøge at hjælpe de fattige som ham selv.
   Der er ikke noget at sige, andet end opgivende at vende håndfladerne opad, og med øjnene sige: ”Hvad kan jeg gøre?”

Men spørgsmålet som sådan en dag her efterlader mig med er: ”Hvordan vil Fatah nogensinde gøre sig håb om at genvinde respekten i den almindelige palæstinensiske befolknings øjne, når en enkelt teenageknægt med et partisantørklæde om halsen og en Kalachnikov i hånden for sjovt kan få lov til at fyre i snesevis af almindelig palæstinenseres daglønne af op i luften, i stedet for at gå ud i flygtningelejrene og hjælpe det folk, som bevægelsen påstår, at den repræsenterer?”