Bibelsk oldtid på internettet:

Google Dødehavsrullerne

Ældste tekster distribueres med mest moderne teknologi.
Ældste tekster distribueres med mest moderne teknologi.

ODENSE (22.10.2010): En gang i det første århundred før vores tidsregning sad en mand koncentreret, foroverbøjet ved et stenbord i en lille flække dybt nede i Jordandalen og møjsommeligt kopierede en tekst over på et garvet gedeskind, der lå bredt ud foran ham. Stedet hed Qumran, og teksten han kopierede var profeten Esajas. Omkring ham sad andre skrivere og arbejdede. Alle kopierede de forskellige bibeltekster.

 
 
En jødisk skriver fra Yemen: Selv den dag i dag kopieres Torah-rullerne i hånden præcist som på bibelens tid.

Alle håbede de sikkert, at deres indsats ville være til gavn for mange andre end dem selv, men realistisk set har de den gang kun kunnet håbe på, at de ”mange” ville blive de andre troende fra deres egen lille gruppe af essærere, som holdt til ved Det døde Hav. I allerbedste fald nogle hundreder. De har i hvert fald ikke i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig, at deres håndskrifter to årtusinder senere, ville blive digitaliseret og blive distribueret elektronisk til hele verden.

I virkeligheden forestillede de sig selv ikke at verden ville eksistere i endnu tusindvis af år. De var overbevist om, at verden stod lige på tærsklen til Dommedag og den helt store apokalypse… men det er en helt anden historie.

Nu bliver Dødehavsrullerne nemlig affotograferet, digitaliseret og alle sammen uploaded til internettet, så enhver interesseret på få sekunder kan google sig frem til en hvilken som helst tekst fra det efterhånden ret omfattende bibliotek, som vi kender under fællesbetegnelsen ”Dødehavsrullerne”.

* * *

De fleste ser Dødehavsrullerne som det mest afgørende fund indenfor den bibelske arkæologi i de sidste hundrede år. Der er tale om de ældst kendte bibelhåndskrifter, og de har på en række områder ændret vores syn på bibelen. Dødehavsrullerne omtaler ikke Jesus, de er stort set alle fra tiden inden, men de har givet os en meget mere nuanceret viden om den virkelighed, hvori Jesus levede, og dermed giver de os også en væsentlig ny viden, der gør det muligt for os bedre at forstå selv Det nye Testamente.

 
 
Et af de mange fragmenter af Torah-ruller og andre bibeltekster fra Det andet tempels tid, som er fundet i hulerne omkring Qumran ved Det døde Hav.

Mange bøger citerer hinanden for en sukkersød historie om en lille beduindreng, en fårehyrde, som kravlede ind i en hule for at redde et vildfarent gedekid, og derinde fandt han disse tidlige bibelhåndskrifter. Det er en smuk beretning, som er meget passende til søndagsskolerne, men den har desværre intet med sandheden at gøre. Dødehavsrullerne blev derimod fundet af nogle beduiner, som bevidst søgte efter oldsager og pergamenter, fordi de vidste, at der var et marked for den slags ting. Ikke desto mindre, så dukker der i 1947 en række pergamentruller op, som viser sig at være håndskrifter af en række kendte bibelske bøger. Senere finder man ud af, at de formentlig stammer fra det 2. – 1. århundred før vores tidsregning. Altså fra tiden lige inden Jesus.

Der er ganske enkelt tale om de ældste bibelhåndskrifter, vi kender til.

I årene derefter blev der fundet flere ruller og tekstfragmenter i området omkring Qumran. Og i midten af 60’erne gennemførte Israel en kæmpemæssig efterforskning af alle huler i hele området på den israelske side af Det døde Hav, og her dukkede endnu en lang række tekster op.

I dag taler vi både om Dødehavsrullerne – som er dem, der er fundet i og omkring Qumran, og Dødehavsteksterne – som er fundet langs resten af Dødehavskysten. I særdeleshed er Dødehavsrullerne bibelrelaterede, mens de resterende tekster også indbefatter en lang række andre typer af religiøse skrifter og tekster og masser af dokumenter af verdslig karakter.

Man plejer at dele Dødehavsrullerne fra Qumran op i tre grupper:

  1. Bibelafskrifter og kopier af forskellige allerede kendte bibelske bøger.
  2. Sekteriske skrifter som viser noget om Dødehavssektens egen særlige levevis og religiøse overbevisning.
  3. Andre religiøse tekster og fortolkninger.

Historien om opdagelsen og oversættelsen er i sig selv en lang dramatisk røverhistorie. På grund af internt jalousi i forskergruppen, som i mange år havde eksklusiv adgang til hver deres del af teksterne, og dermed kunne holde andre videnskabsmænd ude, opstod der rygter om, at teksterne bevidst blev holdt hemmelige, fordi der i dem fandtes rent ”dynamit”, som ville være en bombe under den kristne kirke og i særdeleshed Vatikanet.

 
 
Jordandalen og det døde Hav.

Sandheden var langt mindre dramatisk.

Der var ”kun” tale om jalousi, inkompetence, druk og alt muligt andet sørgeligt. Så det, der kunne have været en international thriller med kosmisk perspektiv, endte mere som en banal sæbeopera.

Forskerne havde dog, for at sikre at fremtiden ikke ville blive berøvet viden om indholdet af disse unike bibelskrifter – hvis originalerne skulle forsvinde eller blive beskadiget – lavet en total affotografering af dem på mikrofilm. Disse mikrofilm blev deponeret som sikkerhed på en række universitetsbiblioteker rundt om i verden.

I løbet af 90’erne nåede utålmodigheden med de forskergruppen, som havde patent på Dødehavsrullerne, kogepunktet. Det amerikanske tidsskrift Biblical Archaeology Review gik sammen med en række bibelforskere og fik overtalt et af de amerikanske universitetsbiblioteker til at give dem adgang til mikrofilmene. Derefter offentliggjorde de kopier af alle håndskrifterne. Herefter kom der pludselig gang i oversættelserne, publiceringerne og fortolkningerne af teksterne.

I dag er så godt som alle Dødehavsrullerne blevet oversat, publiceret og kommenteret.

Hvad kan man så sige om dem?

Her bare ganske kort:

Der er ingen bombe under den kristne kirke eller tro i Dødehavsrullerne.

 
 
En bibelforsker tager en af Dødehavsrullerne i nærmere øjesyn.

Men rullerne giver et uhyre interessant indblik i livet og de interne jødiske religiøse debatter i tiden op til Jesu levetid, og som sådan kaster de også et nyt lys på Jesus selv.

Blandt andet bliver det klart, når man læser nogle af Dødehavssektens egne sekteriske skrifter, hvori der er en bidende og kompromisløs kritik af Tempeltjenesten og præsteskabet i Jerusalem, at Jesus’ kritik af Templet og præsterne er vand ved siden af. Det er jo interessant, fordi mange kristne forskere tidligere troede, at det netop var Jesus’ udfand imod Templet, præsterne og den etablerede jødedom, der var grunden til at han blev arresteret og dømt til døden. Men i virkeligheden var Dødehavssektens kritik langt værre end Jesus’.

Det giver næring til den teori, som de fleste bibelforskere i dag mere hælder til, nemlig at Jesus ikke blev korsfæstet af jøderne på grund af sin kritik af Templet og præsterne (jøderne ville også snarere have stenet ham), men at han tværtimod blev henrettet af romerne, fordi han udgjorde en trussel imod Pax Romanum – Den romerske Fred.

Man kan også i Dødehavsrullerne se, at ikke alle bibelske tekster er helt identiske. Nogle er bedre og mere formfuldendte end de samme bøgers nutidige versioner. Andre er sprogligt set fattigere og dårligere skrevet, hvilket viser, at man dengang formentlig havde et lidt mere afslappet forhold til teksterne.

 
 
En af hulerne i Qumran, hvor Dødehavsrullerne blev fundet.

Vi kan også se, at Dødehavssekten, som mange tror, er dem vi i dag kalder for essenerne eller essæerne, havde en Dommedagsforventning, som mange kristne bibelforskere tidligere troede, var unik for Jesus. Og at de havde en forventning om hele to Messias’er: En konge-Messias af Davids slægt, og en præstelig-Messias af Arons slægt!!!

Dødehavssekten kørte i øvrigt også efter en helt anden kalender end resten af datidens Judæa. Folkene i Qumran brugte en sol-kalender, mens resten af jøderne brugte en måne-baseret kalender, som jøder også gør den dag i dag. Men det betød altså, at jøderne i Qumran fejrede de jødiske fester på et andet tidspunkt end jøderne i Jerusalem 40 kilometer borte.

* * *

Når jeg nu har kastet mig ud i dette epos, så lad mig også lige nævne nogle andre interessante tekster. For da Dødehavsrullerne blev fundet, var der allerede dukket nogle andre bibelhåndskrifter op i en hule i Egypten, men der var næsten ingen, der havde hørt om dem. (Det er der for den sags skyld næsten heller ikke i dag.)

 
 
Nogle af de ny-testamentelige tekster fra Nag Hammadi i Egypten.

Teksterne i Egypten var en del yngre end dem fra Det døde Hav. De egyptiske tekster er formentlig fra det 2. – 4. århundrede, selvom mange af dem uden tvivl er afskrifter af langt ældre tekster. Visse forskere mener ligefrem, at nogle af håndskrifterne kan være afskrifter af originaler, som stammer fra tiden lige efter Jesu’ død.

Teksterne fra Egypten er såkaldte codex’er. Det vil sige bøger, som er hæftet sammen i ryggen, og altså ikke ruller, som man tidligere brugte.

De blev fundet i nogle keramikkrukker i en hule i Nag Hamadi i Øvre Egypten af nogle fattige bønder, som egentlig var ude at lede efter gødning til deres marker.

Bønderne vidste ikke, hvad det var, de havde fundet, men tog alligevel bøgerne med hjem, hvor den enes mor tilsyneladende brugte nogle af dem som brænde, inden en lokal præst hørte om dem, og fik dem bragt til Kairo, hvor de senere endte på Det koptiske Museum.

De fleste af teksterne er skrevet på koptisk, men der er også en smule på græsk. Kopterne var den første organiserede kristne kirke udenfor Det hellige Land. Den koptiske kirke blev grundlagt allerede i det 2. århundred.

I Kairo får teksterne lov til at ligge en tid indtil rygtet om dem når til Europa. Så sammensættes der et internationalt forskerteam, fortrinsvist bestående af franskmænd og briter, men også nogle få andre. Der er blandt andet en enkelt ung dansker. Søren Giversen, som er kommet med som studentermedhjælp, fordi han kan læse koptisk.

 
 
Det koptiske museum i Kairo.

Kort tid efter gruppens ankomst til Kairo bryder Suezkrisen ud. Det er Storbritannien og Frankrig, der i 1956 sammen med Israel forsøger at vriste Suez-kanalen tilbage fra præsident Nasser, som havde nationaliseret kanalen året før. Derfor bliver briter og franskmænd pludselig uønskede i Egypten, og det meste af forskerteamet bliver smidt ud. En af de få, der får lov til at blive tilbage er danske Søren Giversen, som nu alene næsten har eksklusiv adgang til disse bibelhåndskrifter. Han oversætter blandt andet det senere så berømte Thomas-evangelium.

* * *

Hvorfor er Thomas-evangeliet så interessant?

Fordi det passede præcist ind i en teori om, hvordan det allerførste bibelhåndskrift måtte have set ud.

Bibelforskere havde nemlig allerede længe vidst, at Markus-evangeliet var det ældste. Det stammer formentlig fra omkring år 80 eller 90 – måske lidt ældre. Hele Markus er derefter, kan man se, skrevet næsten ordret af i både Matthæus og Lukas, som begge formentlig stammer fra de efterfølgende årtier. (Johannes er helt anderledes end de andre tre, og stammer formentlig først fra år 150-180).

Man kan yderligere se, at både Matthæus og Lukas også begge to ordret citerer en anden kilde, som dog ikke er Markus. Den kilde kender man ikke, men man kan rekonstruere en del af den, ved at tage de tydeligtvis kopierede dele fra Matthæus og Lukas, som ikke stammer fra Markus. Og når man gør det, så ser man, at der udelukkende er tale om Jesus-citater.

 
 
Thomas-evangeliet: Måske er der tale om en kopi af en af Det nye Testamentes allerførste tekster.

Denne kilde kalder bibelforskerne for ”Q” efter det tyske ord ”quelle”, der ganske enkelt betyder kilde. Og mange mener, at ”Q” må være den ældste kilde til Det nye Testamente overhovedet.

Teorien er, at Jesu’ disciple, da de første gang samles efter deres mesters død, forsøger at finde ud af, hvordan de nu skal fortsætte bevægelsen uden deres leder. Det første de beslutter er, at de må skrive alt ned, som de kan huske at Jesus igennem årene har sagt, for at det ikke skal gå tabt. Derfor mener forskerne, at det allerførste nytestamentelige håndskrift må have været en samling af Jesus-citater.

* * *

Tilbage til Det koptiske Museum i Kairo, hvor den unge Søren Giversen sidder og oversætter Nag Hamadi-teksterne i slutningen af 50’erne. Han er lige færdig med en tekst, og begynder på en ny.

Hans egen beskrivelse af det, får næsten hårerne til at rejse sig.

Han skriver ned mens han oversætter:

”Dette er de hemmelige ord som den levende Jesus talte, og som tvillingen Didymos Judas Thomas skrev dem ned…”

Giversen stivnede og læste ordene igen.

”Dette er de hemmelige ord som den levende Jesus talte…”

Hvad kunne dette dog være for noget?

Han oversatte videre, og teksten viste sig at være EN lang samling af Jesus-citater. Ingen egentlig fortælling, som i de allerede kendte evangelier. Ingen jomfrufødsel. Ingen korsfæstelse eller genopstandelse. Kun citater. ”Jesus sagde… og Jesus sagde…”

 
 
En anden af teksterne fra Nag Hammadi.

114 Jesus-citater.

Omkring to tredjedel af dem er allerede kendt fra de kanoniske evangelier. Men i Thomas er nogle af de kendte citater interessant nok LÆNGERE end de kendte dele af dem. Og i Thomas er der altså yderligere en tredjedel FLERE citater, som ikke tidligere var kendt.

Kunne dette være den oprindelige ”Q”-tekst, som bibelforskerne havde fantaseret om?

Nogle mener det var, andre ikke.

Men interessant er teksten under alle omstændigheder. For selvom den ganske vist er senere end andre bibelhåndskrifter, så mener mange, at den er en afskrift af en afskrift som daterer sig før alle andre kendte forlæg til Det nye Testamente.

Hvad nyt og anderledes man får ud af Thomas-evangeliet afhænger naturligvis af, hvordan man læser det. Men den måde jeg læser det på, så mener jeg, at man her får billedet af en langt mere jødisk Jesus, end det, de kendte evangelier giver. Thomas lægger også op til, at hver enkelt person har sin egen direkte forbindelse til Gud, hvilket også er meget jødisk.

Det har naturligvis ikke været noget den tidlige kirke, som kæmpede for sin overlevelse, var glade for. Kirkens opfattelse var naturligvis, at den var et nødvendigt mellemled, som skulle formidle kontakten mellem mennesker og Gud.

Blandt andet derfor, mener man, blev teksterne banlyst og dømt til tilintetgørelse. Teorien er, at nogle munke forsøgte at redde nogle af bøgerne ved at gemme dem i en hule, og at de derefter selv er døde, og derfor aldrig har fået dem hentet igen. Hvilket naturligvis er vores held.

* * *

Nag Hamadi-teksterne er meget andet end Thomas-evangeliet. Teksterne omfatter en lang række tekster, som kan opfatter som såkaldte gnostiske tekster. Populært sagt tekster som deres tilhængere mente gemmer på en dyb og hemmelig viden og indsigt.

Blandt disse andre tekster finder vi blandt andet et Maria Magdalene-testamente, som mere end antyder, at hun var langt mere end blot en kvinde, der fulgte Jesus, men måske direkte en discipel på ligefod med mændene. Næppe noget den senere katolske kirke, som kun vil have mandlige præster, synes om.

Der er også en Philip-evangelium, hvor vi finder det senere så berømte citat om Jesus, der elsker Maria Magdalene så meget, at han ofte kysser hende på munden til de andre disciples fortørnelse. Det ser nogen bibelforskere som en antydning af, at Jesus måske var gift med Maria Magdalene!?! Naturligvis lige vand på Dan Brown’s mølle. Han citerer det naturligvis også i sin bestseller ”Da Vinci-Mysteriet”.

Under alle omstændigheder så har arkæologien, historieforskningen, de tekstlige analyser og ikke mindst Dødehavsrullerne og Nag Hamadi-teksterne i de senere år givet os en mængde ny viden om Jesu tid og den kristne bibels tilblivelse, som på mange måder kommer til at påvirke vores syn på både den nytestamentelige beretning og den bibelske historie.

Ovenstående var bare en lille hurtig populær smagsprøve.

 
Tilføj kommentar
 
 
4 Kommentarer: