Iran:

Økonomisk ruin og politisk kaos

JERUSALEM (19.04.2009): Iran er igen i nyhederne. Både på grund af landets atom-program, som det meste af verden er imod, fordi der er udbredt frygt for, at Iran forsøger at opbygge en atom-slagstyrke. Men også fordi iranerne går til præsidentvalg til juni, hvilket får nogen til at håbe på en ny politisk linje i Teheran.
    I det efterfølgende vil jeg i kort noteform give en række facts og korte analytiske noter om Iran, som måske kan hjælpe med til at sætte situationen i landet lidt i perspektiv.
    Umiddelbart vil den megen snak om økonomi måske synes lidt tør og kedelig for mange, men tallene er faktisk ganske interessante, når man ser på dem, fordi de viser, hvor dyb den iranske økonomiske krise er, og det kan måske give os en anden end kun en militær opskrift på, hvordan man kan friste Iran ud af et atomvåben-kapløb.


ØKONOMI OG BEFOLKNING
Faldet i oliepriserne er en katastrofe for Irans økonomi. Intet mindre. Oliepriserne har i de seneste måneder ligget på mellem 50-60 dollars per tønde olie (Dow Jones forudser en oliepris i maj på omkring 50-51 dollars per tønde). Det er et fald på mere end 60 % siden juni 2008. Derfor strømmer pengene i øjeblikket ud af den iranske statskasse, og landet kræver, at OPEC effektivt begrænser produktionen i et forsøg på at få hævet priserne igen. Det har OPEC faktisk gjort hele tre gange på det seneste, men oliepriserne fortsætter med at falde, fordi den internationale økonomiske krise har sænket efterspørgslen endnu mere.
    85 % af den iranske stats indtægter kommer fra olieeksporten. (Iran er verdens fjerde største olieeksportør). Og det iranske statsbudget balancerer efter sigende ved en oliepris på 90 dollars per tønde olie. Det var et tal, der syntes realistisk, dengang oliepriserne lå på godt 140 dollars per tønde. Men det gør de ikke længere. Derfor er landet på vej ud i et rekordstort underskud på statsfinanserne.
    Derfor er der mange, der forudser at ikke bare den politiske situation og det kommende valg, men også den økonomiske krise kan skabe social uro i Iran. Det er interessant fordi de uddannede, middelklassen og de rige er de mest kritiske overfor præsident Mahmoud Ahmadinejad og det iranske præstestyre, mens de fattige på landet og byernes underklasse traditionelt er blevet set som præsidentens stærkeste støtter. Kommer de nu til at lide under den økonomiske krise, kan Ahmadinejads magtbase måske begynde at erodere.

Befolkningstilvæksten i Iran lå til langt op i 80'erne på over 3 %, og var dermed blandt verdens højeste. Det har landet nogenlunde fået bugt med. Nu ligger befolkningstilvæksten anslået på omkring 0,8 %, selvom der er kilder, der stadigvæk taler om en befolkningstilvækst på mellem 1-1,5 %. Alligevel er Irans befolkning fortsat meget ung (60-70 % af befolkningen er under 30 år gammel) og derfor stadigvæk hurtigt voksende i særdeleshed i forhold til den økonomiske udvikling. En trendens der formentligt vil fortsætte mange år ud i fremtiden. Det betyder blandt andet, at der hvert år sendes massevis af unge færdiguddannede iranere ud i arbejdsløshed.
    Arbejdsløsheden i 2008 var på officielt 11 %. Det er en nedgang fra 20 % året før. Men den nedgang skyldtes først og fremmest de ekstraordinært høje oliepriser på verdensmarkedet dengang, hvilket fik pengene til at vælte ind i den iranske statskasse. Det gør de ikke mere, så derfor vil arbejdsløsheden sikkert stige dramatisk i år, selvom sikre og troværdige tal er så godt som umulige at komme i nærheden af. Uafhængige økonomer anslår dog, at den reelle arbejdsløshed allerede er oppe på 20-25 %. Der oveni kommer den såkaldte "under-beskæftigelse" – det at mange beskæftiger sig med noget, der næsten ikke kan opfattes som et job, men blot sikrer, at de holdes ude af arbejdsløshedsstatistikken.
    Inflationen ligger officielt på 30 %, men er formentlig også højere.
    Middelklasse-iranere har oplevet et dramatisk fald i deres levestandard, og rigtig farligt bliver det, hvis de magtfulde bazaar-købmænd også for alvor begynder at lide under den økonomiske krise. De var meget afgørende for Den islamiske Revolution i 1979, og falder de fra nu, så kan regimet få problemer.

Allerede nu er præsident Ahmadinejad kommet under hård kritik for en kortsigtet økonomisk politik. Mens pengene strømmede ind på grund af de ultrahøje oliepriser, ødslede regeringen formuer væk på dyr subsidieret import af alt fra frugt til benzin. Benzin! Verdens fjerdestørste olieproducent importerer benzin!?! Men det er faktisk tilfældet. Iran importerer benzin, fordi landets egne olieraffinaderier er gamle og nedslidte og ikke kan følge med efterspørgslen. Derfor er benzinen er også blevet rationeret, hvilket er svært for iranerne at acceptere, når landet sidder ovenpå nogle af verdens største oliereserver. Samtidig dræner de subsidierede benzinpriser statskassen for hårdt tiltrængt udenlandsk valuta.
    Hvis man skal forstå, hvorfor det er så svært for mange iranere at acceptere den økonomiske krise nu, så hjælper det måske, når man får at vide, at de sidste tre år under præsident Ahmadinejad har Iran tjent ikke mindre end 200 milliarder dollars på olieeksporten – eller 66 milliarder dollars hvert år på grund af de høje oliepriser på verdensmarkedet. Dette skal sammenholdes med at Iran de foregående otte år ikke tjente mere end 173 milliarder dollars – eller 21 milliarder dollars årligt. Tre gange så mange penge er væltet ind i tre år. Men i stedet for at konsolidere olieindustrien, modernisere raffinaderierne, investere i industri og landbrugsproduktion, så er pengene brugt på dyr import og på subsidier på grundlæggende fødevarer, så Irans udlandsgæld nu anslås til 28,6 milliarder dollars.

Visse rapporter vurderer, at Iran ikke har mere end 9 milliarder dollars tilbage i landets valutareserver af hård udenlandsk valuta. Andre kilder, tættere på regeringen, sætter tallet til 20-25 milliarder dollars. Stadigvæk ikke meget. Uafhængige iranske økonomer siger, at med de høje oliepriser, som Iran har nydt godt af i de senere år, burde valutareserverne nu ligge på mindst 100 milliarder dollars.
    Samtidig med at Iran nu for alvor begynder at mærke konsekvenserne af den økonomiske krise, så bruger landet store summer på sit atom-program, og på at støtte militante islamistiske grupper rundt om i verden som for eksempel Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben og forskellige grupper i Irak. Alene i 2006 menes Iran at have støttet Hizbollah med ikke mindre end 1,2 milliarder dollars.


POLITIK OG PRÆSIDENTVALG
Jeg vil senere komme med en artikel op til det iranske præsidentvalg, som skal finde sted den 12. juni, hvor jeg vil gå mere ind i det politiske spil. Her koncentrerer jeg mig blot i noteform om den siddende præsident og mindre om de øvrige kandidater.
    Præsident Mahmoud Ahmadinejad er allerede voldsomt upopulær i vide kredse af den iranske befolkning. Mest på grund af den katastrofale økonomi, men også på grund af landets konfrontatoriske politik overfor USA og Vesten, som har isoleret landet fra den del af verden, man mange iranere mere end noget andet ønsker gode forbindelser til.

Alligevel genopstiller Ahmadinejad, som Vesten ser som en "hard liner" til præsidentvalget til juni. Mange iranske iagttagere anser det dog for tvivlsomt, at han bliver genvalgt. Det er, hvis valget for lov til at blive gennemført uden svindel.
    Indtil han trak sig for nylig, havde den såkaldte reformbevægelse i Iran sat sin lid til den tidligere præsident Mohammed Khatemi. Men realistisk set Khatemi havde formentlig ikke mange chancer for at vinde valget, og da tidligere premierminister Mir-Hossein Moussawi meldte sig som kandidat, brugte Khatemi det som undskyldning for at trække sig ud af valgkampen og i stedet støtte Moussawi's kandidatur. Desuden stiller den tidligere formand for Nationalforsamlingen, Mehdi Karroubi også op til valget. Der vil formentlig blive flere kandidater, men det vender jeg tilbage til tættere på valget.

Irans reelle magthaver og beslutningstager er dog stadigvæk landets åndelige leder ayatolla Ali Khamenei – og altså ikke præsident Mahmoud Ahmadinejad. Derfor er det måske også forkert at give ham hele skylden for alle Irans problemer. Ligesom det derfor også vil være urigtigt at tro, at tingene vil ændres dramatisk, blot fordi Ahmadinejad måske forsvinder efter valget.
    Netop den kendsgerning viser, at præsident Ahmadinejads seneste "moderate" ouverturer overfor USA derfor må have haft den øverste leders godkendelse, og som sådan bliver denne politik heller ikke nødvendigvis ændret, bare fordi en ny præsident kommer til.
    Selvom Ali Khamenei nok støtter Ahmadinejad mere, end han har støttet nogen af præsidentens forgængere (Rafsanjani (1989-97) og Khatemi (1997-2005)), så er der nu også rygter om, at Ahmadinejad måske ikke længere i samme grad nyder Khameneis fulde tillid som tidligere, og heller ikke længere har den øverste leders totale opbakning. Om det er korrekt, vil den kommende tid op imod valgkampen sikkert vise.

Ifølge den tidligere iranske regeringstalsmand Abdollah Remezanzadeh, er Irans situation "i dag værre end den har været på noget tidligere tidspunkt i de sidste 50 år."
    Mange unge – og det er som beskrevet ovenfor en meget stor gruppe i Iran – er trætte af landets isolation fra Vesten. Og selvom præsident Ahmadinejad's til tider krigeriske retorik begejstrer militante islamister i det iranske præsteskab, så tyder alt på, at det bliver landets økonomiske krise, der bliver det afgørende spørgsmål ved Irans præsidentvalg til sommer.

* * *

De bedste hilsner fra Jerusalem

Steffen


 
Tilføj kommentar