Irans Ahmadinejad i Beirut:

Mere populær her end hjemme

BEIRUT (13.10.2010): Her i Mellemøsten er det meget normalt, at huse, fascader, broer, lygtepæle og alt andet, der kan bære en plakat er plastret til med flatterende portrætter af det pågældende lands konge, præsident eller militærdiktator.

Sådan er det ikke helt her i Libanon. I hvert fald ikke i hovedstaden Beiruts sydlige forstæder. Her er ingen billeder af Libanons præsident Michel Suleiman eller landets premierminister Sa’ad Hariri. Ikke et eneste.

 
 

I den her del af Libanon kunne man nemt forledes til at tro, at man i virkeligheden befandt sig i Iran. For overalt er der kæmpeplakater af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. De eneste andre, vi ser billeder af her, er de iranske stats-ayatollaher Ruhollah Khomenei og Ali Khamenei. Den eneste libaneser, vi ser store hyldestportrætter af, er Hizbollah’s leder, sheikh Hassan Nasrallah.

Dahiya, som Beirut-bydelen her hedder, er absolut ikke nogen ”Smilets By”, som Århus i Danmark. Er man heldig, ser man et enkelt smil her og der, men der er sørme langt imellem dem. Hizbollah-tilhængerne blandt Libanons shi’a-muslimer er alvorlige folk. Som oftest klædt helt i sort. Ærmerne rullet ned. Så lidt krop til syne som muligt, og ikke noget sjov og ballade. Ingen vittigheder. Vi taler om meeeget alvorlige mennesker. For en udefrakommende som mig selv opleves det helt klart som om glæde anses for syndigt og smil et udtryk for farlig, løssluppen moral.

Interessant er det, at de få unge kvinder, som her i det sydlige Beirut uden blusel udstiller deres glæde og smiler, præcist er dem, som også udfordrer den strenge klædedragt. Smilene kommer fra dem, der ikke bærer den tykke, uldne, sorte, sækkeagtige chador, som de fromme shi’itiske kvinder ellers er klædt i, men som har reduceret deres strikte islamiske klædedragt til en let, kulørt, løs frakke og en farverig hijab.

Selv Hizbollah’s militære messingblæserband – ja, sådan et findes faktisk – fremfører taktfast sin islamiske marchmusik fuldstændig uden antydning af et smil eller den mindste lille jazz’ede rytme. At være from, fundamentalistisk shi’it er en alvorlig sag og tilsyneladende også en ret glædesløs affære.

 
 

Så kommer dagens hovedperson. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, som lige er landet i den nærliggende lufthavn. Den lange kortege af store, sortlakerede jeeps og limousiner snegler sig langsomt frem. Ahmadinejad står oprejst op igennem soltaget i en af bilerne og vinkler begejstret til forsamlingen. Han er mere populær her i Libanons shi’itiske områder, end han er hjemme i Iran, hvor store dele af befolkningen anser ham for at have svindlet med valget, og regeringskritiske grupper i går igen har bombet og dræbt nogle Revolutionsgardister – det iranske præstestyres trofaste eliteenhed.

”Det er en stor dag for Libanon. Vi er stolte. Det her viser, hvor stærke vi er. Iran er med os. Israel kan ikke true os. Det er kun på grund af Hizbollah, at det her er muligt”, siger Hussein Moussawi, en ung alvorlig mand i 20’erne med kortklippet hår, fint trimmet fuldskæg og helt klædt i sort. Han vil ikke sige, hvad han laver, hvilket enten betyder, at han arbejder for Hizbollah, eller at han forsøger at gøre sig selv vigtigere end han er.

”Shi’iterne har altid været undertrykt. Her i Libanon og andre steder. Men Iran og Hizbollah giver os vores frihed og stolthed tilbage. På grund af dem, kan vi holde vore hoveder oprejst i værdighed. Ingen tør røre os”, siger en anden ung mand med næsten det samme udseende. Han vil kun sige, at han hedder Ali.

Bevæger vi os ind til Beirut, er stemningen en helt anden. Her er der ikke en eneste plakat af den iranske præsident, og livet fortsætter helt normalt og upåvirket af hans besøg. Men under overfladen ligger frygten for, hvad besøget betyder for Libanon.

 
 

”Folk her føler, at Ahmadinejad blander sig i Libanons indre anliggender. Kom han kun og besøgte præsidenten og premierministeren, så var det bare et normalt statsbesøg. Men det gør han ikke. Han besøger også en væbnet organisation, som er en stat i staten, og som er finansieret og organiseret af Iran. Det er som om vi er blevet en iransk marionetstat”, siger Nabil, som studerer på universitetet samtidig med at han arbejder som tjener.

Saber Shibli, en software-ingeniør i slutningen af 20’erne, ser den iranske præsidents besøg som en katastrofe.

”Det er et kæmpemæssigt nederlag for os. Det stort tab. De sidste fem års sejre for (den anti-syriske) reformbevægelse, som vi har kæmpet så hårdt for, er totalt gået tabt. Det er klart nok, hvem der har vundet. Det har de kræfter, der er støttet af Iran og Syrien.”

Situationen internt i Libanon er allerede kompliceret nok i forvejen. Landet forblødte under en 16 år lang forbitret borgerkrig i 70’erne og 80’erne, og sårene fra den krig er langtfra helet selv den dag i dag.

Mens alle andre væbnede militsgrupper har ladet sig afvæbne i overensstemmelse med FNs resolutioner, så har Hizbollah nægtet at nedlægge våbnene og blot omdanne sig selv til en politisk bevægelse. Med økonomisk, politisk og militær støtte fra Iran og Syrien er Hizbollah blevet Libanons stærkeste militære magt. Stærkere end den libanesiske hær. Og selvom de ikke har parlamentarisk flertal, har Hizbollah på grund af sin militære magt fået gennemtvunget, at organisationen har vetoret i den libanesiske regering.

I de seneste måneder har Libanon flydt over med rygter om, at de gamle politiske og sekteriske militsgrupper igen er begyndt at købe våben ind, og mange frygter, at det kan være begyndelsen på en ny borgerkrig.

Det synes i hvert fald sikkert, at præsident Ahmadinejads besøg i Libanon ikke har styrket landet som uafhængig stat med indre stabilitet.

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: