Krig eller fred? Valget er Jeres!

JERUSALEM (26.09.2010): Er der måske nogensinde i historien en konflikt, der begyndte som en væbnet konflikt med kanoner, fly og terrorister, som endte med at blive afgjort af betonblandere og byggekraner?

På overfladen lyder det jo fjollet, men også lidt flot og storslået: Krige er at ødelægge, bryde ned og lægge i ruiner. At bygge huse er at skabe noget nyt, bygge op og være konstruktiv. Sætningerne kunne næsten være taget lige ud af en pacifistisk fredsorganisations hvervningspamflet, men nu taler vi om Mellemøsten, og dem der bygger, er jødiske bosættere, og så er byggeriet pludselig problematisk. At bygge huse til jøder på Vestbredden truer freden lige så meget som bomber, kanoner og kampvogne.

I nat udløber det byggestop i bosættelserne, som Israels premierminister Benyamin Netanyahu erklærede for 10 måneder siden, og det bliver ikke forlænget, siger han. Men begynder Israel at bygge, pakker palæstinenserne deres attachétmapper og rejser hjem, siger den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. Bygges der huse, stopper fredsforhandlingerne!

Krig og fred i Mellemøsten afgøres faktisk lige nu af betonblandere og byggekraner!

* * *

De jødiske bosættere har da et udmærket argument, når de siger, at det, hvis de fik at vide, at de ikke kunne bygge deres hus på en byggegrund, de ellers havde købt og betalt for i Vandløse i København, blot fordi de er jøder, så ville det blive kaldt anti-semitisme. Hvis det er tilfældet, hvorfor kan de så ikke bygge deres hus i et område, som er deres historiske hjemland?

Palæstinenserne har også et godt argument, når de siger, at de ikke tror israelerne over en dørtærskel. For godt nok taler premierminister Netanyahu i Washington om at palæstinenserne skal have deres egen stat, men samtidig vil han nu fortsætte med at bygge huse til jøder og investere millioner af dollars præcist i det samme område, som denne stat i givet fald skulle oprettes i.

Argumenterne er gode fra begge sider. Tvivlen er velbegrundet. Den ene side har ikke nogen som helst grund til at stole på den anden…

…det er jo lige præcist derfor, der er krig.

Og det er jo også lige præcist fordi der er krig, at det nu er nødvendigt at forhandle fred! Og fred – det forhandler man med sine fjender – ubehagelige, utroværdige og uvederhæftige som de er …ikke med sine venner.

Og ja, det er en historisk kendsgerning, at Israel-Palæstinaområdet er jødernes gamle, historiske hjemland, og med den behandling, det jødiske folk har fået under sin årtusinder lange landflygtighed, kan man ikke fortænke dem i, at de ønsker at blive herre over deres egen skæbne i deres eget hjemland.

Men på samme måde er det også klart, at nogle andre mennesker har boet, levet og passeret igennem det selvsamme område i den mellemliggende periode. Nogle har boet der i utallige generationer, og har dermed også erhvervet sig nogle rimelige og forståelige rettigheder til at få sig en national fremtid i området.

Ingen af parterne begår frivilligt selvmord blot for at gøre livet lettere for den anden, derfor er der – hvis man ikke ønsker en uendelig væbnet konflikt – ikke anden mulighed end forhandlinger, kompromis og en fredsaftale.

Ingen kan få alt, hvad de mener, de har krav på og fortjener, derfor bliver de nødt til at gå på kompromis. Det kommer til at gøre ondt. Det er sørgeligt, men det er dog meget bedre, end at se, at sine børn og børnebørn endnu en gang bliver tvunget til at tage uniform på og gribe et gevær, for at tage ud for at slå ihjel for ikke selv at blive dræbt.

* * *

Til israelerne må man vel sige: Hvis I virkelig vil fred, så stop dog byggerierne, og hvis der er boligmangel, så opfør nogle huse et andet sted inde i selve Israel i en periode, og kom i gang med at forhandle fred. Få Jer en aftale med palæstinenserne, og den vil gøre det klart, hvor Israels grænse går, og hvor der kan, og hvor der ikke kan bygges uden problemer.

Fred er vigtigere end huse lige nu og her. Og huse kan bygges mange steder. Fred kan kun forhandles med ens fjender. Og opnår I fred, så kan I frigøre utrolige ressourcer fra sikkerhedsapparatet, og bygge huse på kryds og tværs af det, der bliver et Israel i fred og fremgang, anerkendt af sine naboer.

Til palæstinenserne bør man vel på samme måde også bede dem om at tage sig sammen: Hvis I virkelig vil fred, så er det nu og her, I skal skaffe Jer den. Gør IO ikke det, straffer I blot Jer selv. Husk tilbage på alle de tidligere gange, mulighederne blev tabt på gulvet. Hver gang chancen for fred igen viste sig, var det område, det nu var muligt at opbygge en palæstinensisk stat i, blevet mindre end sidste gang.

Glem alt om at nogle ligegyldige boligblokke rejser sig her eller der, mens I forhandler. Ender de nye bygninger med at ligge i det område, der bliver Palæstina, så har I nogle bedre boliger, end I ellers ville have haft. Kommer bosættelsen derimod til at ligge i det, der bliver Israel, så… who cares!

Fredsforhandlinger er ikke en belønning til israelerne. Fred og den mulighed for opbygning og fremgang, fred fører med sig, er lige så vigtig for palæstinenserne. Hvis I mener, at israelerne er uærlige i fredsforhandlingerne, fordi de samtidig bygger, så afslør deres bluff!!! Fortsæt forhandlingerne og se, hvor mange millioner dollars de er villige til at pumpe ind i områder, de måske snart skal rømme, hvis forhandlingerne lykkes.

Ingen vil tilgive israelerne og palæstinenserne, hvis de endnu en gang lader chancen for fred glide sig af hænde. Og de fortjener ikke nogen tilgivelse. For i deres blinde tilbedelse af de krav, der næsten er blevet afguder for begge parter, fører de deres børn frem til den slagtebænk, som en ny krig vil være. Præcist som Abraham gjorde med Isak i den jødiske Torah, og som Ibrahim gjorde med Ismail i muslimernes Koran. Men denne gang vil der bare ikke vise sig nogen vædder som erstatning i sidste øjeblik.

* * *

Om Mellemøsten lige nu står på tærsklen til krig eller fred, det afgør de to folk – israelerne og palæstinenserne – og deres ledere. Valget er deres. Der skal to til begge dele. Går det galt, har den ene ikke noget at kritisere den anden for – selvom det helt sikkert er det, de vil gøre.

Men begge kan de vælge at vise storsind og ikke lade sig provokere, selvom det netop er det, modparten vil forsøge, for selv at slippe for at tage ansvaret for at fredsprocessen bryder sammen. Men begge kan bryde den onde cirkel og afsløre den andens bluff. For blot fordi den ene lægger en fælde, behøver den anden ikke gå i den.