Et par spørgsmål til parterne

 

 

Premierminister Netanyahu er under pres fra højrefløjen i hans egen regering.

Netanyahu, som er under pres fra sin egen regerings nationalistiske højrefløj og fra de jødiske bosættere, der udgør kernen i hans vælgerkorps, har allerede sagt, at han ikke vil forlænge forbuddet imod byggeri i bosættelserne, men at byggestoppets ophør på den anden side heller ikke vil betyde en pludselig eksplosion af byggeaktivitet, så snart moratoriet udløber.

Hvis den israelske premierminister tror, at direkte ansigt-til-ansigt-forhandlinger med palæstinenserne er den eneste måde at løse problemerne på og sikre Israels fremtid, og det har han jo sagt talrige gange i de måneder, hvor palæstinenserne kun ville forhandle indirekte med USA som mellemmand, hvorfor så lade nogle husbyggerier stå i vejen for muligheden for en fredelig løsning? Giver det nogen mening?

Nu er de længe ønskede direkte forhandlinger der, hvorfor så risikere at sætte dem overstyr på grund af nogle boligbyggerier? Der er jo masser af andre steder i Israel, der kan bygges, hvis boligmangel er problemet. Og hvis premierminister Netanyahu allerede nu har indset, at hans regering med dens nuværende sammensætning, ikke vil være i stand til at gennemføre en sådan forhandlingsproces, der, som Netanyahu selv har indrømmet, vil føre til oprettelsen af en palæstinensisk stat, burde premierministeren så ikke ”bide i det sure æble” og få regeringen omdannet, så det bliver muligt?

Hvis byggeri i bosættelserne er så vigtige, så byg! Hvis forhandlinger om fred er det vigtige, så stop byggeriet, og få gang i forhandlingerne! Men bekend dog kulør, og gør noget ved det. Både at ville forhandle og bygge i bosættelserne på en og samme tid, er vel det, man på dansk kalder ”at ville blæse og have mel i munden”. Det virker ikke!

* * *

I lang tid har det været Det palæstinensiske Selvstyres ufravigelige krav for overhovedet at ville forhandle med israelerne, at byggestoppet forblev intakt. Alligevel tog det palæstinenserne hele 10 måneder med et byggestop at nå frem til forhandlingsbordet. Det skete først få uger inden det 10-måneder lange byggestop udløb. Og forhandlingerne er indtil nu blevet ledsaget af et konstant omkvæd om, at nyt byggeri i bosættelserne betyder stop for forhandlingerne.

 

 

Går byggeriet i gang igen, går forhandlingerne i stå, truer præsident Abbas.

Det er jo reelt det samme, som at give bosætterne - som hader fredsforhandlingerne - vetoret over de selvsamme forhandlingernes fremtid. Hvor ligger viisdommen i det? Kan bosætterne bare få sat gang i byggeriet igen, så tvinger de palæstinenserne til at gå hjem. Er det mon en smart forhandlingstaktik fra palæstinensernes side, på den måde at deponere sin fremtid i bosætternes hænder?

I den seneste uges tid bliver unavngivne kilder i den palæstinensiske forhandlingsdelegation citeret i den israelske presse for, at et begrænset byggeri efter den 26. september ikke nødvendigvis betyder et stop for forhandlingerne. Om disse presserapporter er korrekte eller udtryk for israelsk drømmetænkning, er det umuligt at sige. Indtil videre er de udtalelser, som den palæstinensiske ledelse vil stå ved offentligt, at byggeri er det samme som farvel til forhandlinger.

Jeg kan naturligvis godt forstå, hvorfor palæstinenserne er imod byggeri i bosættelserne, men jeg har aldrig rigtigt forstået denne palæstinensiske trussel om ikke at ville forhandle. Det har hele tiden nærmest lydt som om forhandlinger om fred er en slags belønning til Israel og Vesten. Men er der nogen anden realistisk måde udover forhandlinger for palæstinenserne at nå deres mål på? Er forhandlinger ikke ligeså meget i palæstinensernes interesse, som de er i Israels og Vestens? Så hvorfor true med ikke at ville forhandle? At forhandlingerne indtil nu efter mange palæstinenseres mening ikke har givet dem noget som helst (det kan man så debattere om det er rigtigt), kan vel lige så godt være fordi deres egne forhandlere ikke har været dygtige nok. Det betyder vel ikke nødvendigvis, at det er forhandlinger, der, som metode til at løse problemer på, ikke er hensigtsmæssig? Og hvis man ikke ønsker at forhandle, hvilke andre metoder er så, efter den palæstinensiske ledelses opfattelse at foretrække, til at opnå sine mål? Den væbnede kamp?

 

 

Fredsforhandlingerne er ikke populære, men hvad er alternativet?

Selvom man på den ene side naturligvis altid kan forhandle fred, så længe der er krig, så er der også en udpræget følelse af, at tiden er ved at løbe ud for parterne. Derfor er det måske meget godt at holde sig for øje, hvad der sker, hvis parterne ikke når frem til en forhandlet løsning på konflikten.

Palæstinenserne kan naturligvis vælge den væbnede kamp, selvom de af dem, der har en lidt længere hukommelse måske nok vil kunne huske, at mere end 40 års væbnet kamp ikke befriede én eneste kvadratcentimeter palæstinensisk jord.

Det der førte til Israels anerkendelse af PLO, som bragte Yassir Arafat tilbage til palæstinensisk jord, førte til oprettelsen af De palæstinensiske Selvstyremyndigheder og førte til en fredsproces, som næsten bragte en palæstinensisk stat indenfor rækkevidde – muligheden blev så ikke udnyttet – det var forhandlinger. Selvom mange palæstinensere ikke er tilfredse med det, forhandlingerne har ført til – eller snarere ikke ført til – så har netop forhandlinger bragt Palæstina langt nærmere, end den væbnede kamp nogensinde har.

Palæstinenserne bliver nødt til at acceptere, at de også selv har et ansvar for deres egen skæbne, og for hvordan tingene går. Ønsker de den væbnede kamp, så må de også være villig til at acceptere konsekvenserne, hvis den fejler og de taber. Ønsker de forhandlinger, så må de acceptere, at de får det ud af dem, som deres ledelse er i stand til at forhandle sig frem til. Og det er ikke nødvendigvis alt det, de drømmer om. Men sådan er virkeligheden.

* * *

Det er i dag i Israels interesse, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat!Får palæstinenserne ikke deres egen stat, så fortsætter de altså med på den ene eller den anden måde med at leve under israelsk kontrol. Der er allerede i dag i Israel og de besatte områder nogenlunde lige så mange arabere – palæstinensere i de besatte områder og israelske arabere – som der er jøder i Israel. Men den palæstinensiske befolkningstilvækst er langt højere end den jødiske, hvilket betyder, at palæstinenserne om kort tid vil blive et flertal. Et stadigt voksende flertal. Så uden en israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, bliver Israel automatisk en bi-national stat med et stadigt voksende flertal af ikke-jøder, der er imod statens eksistens som en jødisk stat.

Hvis Israel ønsker at sikre sig imod at denne stadigt voksende ikke-jødiske befolkningsgruppe med tiden overtager staten, så må myndighederne sikre, at palæstinenserne og de israelske arabere effektivt undertrykkes. Det betyder, at Israel må opgive at være en fri og demokratisk stat, men i stedet vil udvikle sig til at blive en udemokratisk politistat.

Ønsker Israel derimod at fortsætte som en demokratisk stat, må palæstinenserne fra Vestbredden have demokratiske rettigheder på samme måde som Israels arabiske borgere. Hvad forhindrer dem så i som et flertal at overtage staten ad demokratisk vej? Så vil Israel ophører med at være en jødisk stat.

Israels eneste måde at sikre sig egen overlevelse som både en jødisk og en demokratisk nation, er ved at sørge for, at palæstinenserne får sin egen stat.

Det er i dag i Israels interesse, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat!

 

 

Giver palæstinenserne bosætterne vetoret over fredsforhandlingernes fremtid, er det næsten sikkert, at de vil forsøge at bygge. Et sted hvor bosætterne kunne finde på at bygge en helt ny bosættelse en af de nærmeste dage, er der hvor fire bosættere blev dræbt nær Kiriyat Arba, præcist da fredsforhandlingerne begyndte for tre uger siden.

Det er svært at finde den store begejstring for fredsforhandlingerne blandt almindelige israelere og palæstinensere. Ingen synes rigtigt at tro på, at forhandlingerne vil føre til noget. Ingen synes hverken at have den store tiltro til at modparten er interesseret i at nå et resultat, og hvis det alligevel imod al forventning skulle lykkes, så at modparten overhovedet er i stand til at ”levere varen”. De to befolkninger synes for den sags skyld heller ikke at have nogen særlig stor tiltro til sine egne ledere.

Dette meget lave forventningsniveau kan både være godt og skidt.

Godt fordi det betyder, at selv meget små fremskridt på den måde nemmere kan fremstilles som en sejr, hvilket kunne hjælpe med til at øge interessen for forhandlingerne som en måde at løse konflikten på.

Men det kan også være skidt, fordi der dermed ikke er noget særligt stort pres på de to folks forhandlere for at nå et resultat. Ledernes respektive hjemmefronter har allerede forberedt sig på, at det hele sikkert bryder sammen, på samme måde som det allerede har gjort det så mange gange tidligere.

Derfor ligger fremtiden i de israelske og de palæstinensiske lederes hænder. Hvad der sker eller ikke sker i de kommende dage og uger, om vi oplever fremskridt eller tilbageslag, er helt og aldeles op til dem.

Hvis vores bedømmelse af odds’ene skal basere sig på premierminister Benyamin Netanyahu’s og præsident Mahmoud Abbas’ præstationer indtil nu, skal vi måske heller ikke skrue vore forventninger alt for højt op.