Her er en gennemgang af et par af dem

JERUSALEM (18.09.2010): Svend Jespersen fra Roskilde kommer for skade i forbindelse med min artikel ”Er Netanyahu manden, der kan skabe fred?”, at stille mig et ganske fornuftigt spørgsmål:

Clinton-planen ”er vel på alle områder mere eller mindre lig med Saudi Arabiens udgangspunkt for en løsning fra 1981 med senere tilføjelser, med undtagelse af spørgsmålet om palæstinensernes ret til tilbasgevenden til deres tidligere bopæl?

Jeg er klar over, at netop dette spørgsmål er særdeles vigtigt og har været en afgørende del af de arabiske staters politik lige siden starten af konflikten, men er der nogen tegn på, at de er villige til at indgå kompromisser på dette område, som er acceptable for israelerne?”

Da jeg satte mig til tastaturet for at svare, fandt jeg dog hurtigt ud af, at et sådant spørgsmål kræver lidt mere end blot et almindeligt kort svar. Så her kommer en lidt længere udredning om diverse fredsplaner og –initiativer. Det har så også betydet, at jeg til Jeres orientering har uploaded en række dokumenter til hjemmesidens efterhånden voksende afsnit om konfliktens historie og baggrund.

* * *

 

 

Saudiarabiens kong Fahd, der selv som kronprins kom med en saudisk fredsplan i 1981.

Saudiske planer og Clintons parametre
Den saudiske fredsplan fra 1981, som man for det meste kalder for Fahd-planen efter den daværende kronprins og senere konge, fik i 2002 et nyt opkog under hans efterfølger, kronprins Abdullah, hvilket igen førte til Det arabiske Fredsinitiativ. Det blev vedtaget som den arabiske verdens fælles udspil ved Den arabiske Ligas topmøde i Beirut i marts 2002. Den gamle Fahd-plan i en ny og flot indpakning kom på et tidspunkt, hvor håbet om fred ellers var ved at svinde, og området igen ved at blive opslugt af blodig vold.

Efter at Israel-Palæstinakonflikten i næsten et årti havde bevæget sig i den rigtige retning og været engageret i en fredsproces, der så ud til at skulle lykkes, var parterne nu igen sunket tilbage ned i en ond voldsspiral. Efter fredsprocessens sammenbrud på krisetopmødet i Camp David i løbet af sommeren 2000 og udbruddet af en ny voldelig palæstinensisk intifada i september, forsøgte parterne i de efterfølgende måneder desperat at redde stumperne. Det kulminerede med Clinton-planen, som den amerikanske præsident fremlagde den 23. december, ganske kort tid inden hans præsidentperiode udløb.

Der var ganske mange af de involverede i forhandlingerne, der den gang mente, at fredsprocessen måske kunne være reddet, hvis Bill Clinton var kommet med sin plan langt tidligere og havde lagt politisk pres bag den. Men sådan gik det som bekendt ikke.

Clinton-planen
Uden at gå ned i detaljerne i Clinton-planen eller –parametrene, som de også kaldes, så går den kort fortalt ud på, at der skal oprettes en palæstinensisk stat i størstedelen af de israelsk-besatte områder i Gaza-striben og på Vestbredden. Der skal i den forbindelse ske visse justeringer af ”den grønne linje”, så en række blokke af store, folkerige jødiske bosættelser kan blive inkluderet i Israel. I stedet skal palæstinenserne have andre landområder til gengæld.

 

 

Den amerikanske præsident Bill Clinton kom med sin plan kort tid inden hans sidste bpræsidentperiode udløb.

Bill Clinton regner med, at hvis Israel annekterer 4-6% af Vestbredden, så kan op imod 80% af alle bosættere (altså indbyggere ikke bosættelser) blive en del af Israel, og skal dermed ikke tvangsflyttes. Mange af de største og mest folkerige bosættelser ligger lige på eller meget tæt ved ”den grønne linje”. Palæstinenserne skal som kompensation have 1-3% jord tilbage fra Israel andre steder. De resterende par procent kommer som en del af den korridor, der skal laves mellem Gaza-striben og Vestbredden.

Men principperne i Clinton-parametrene er altså, at så mange bosættere som muligt skal kunne forblive i deres hjem, så man minimere det nødvendige interne opgør der må komme i Israel, når de resterende bosættere skal tvangsflyttes. Den palæstinensiske stat skal ikke deles op i små bidder, men hænge territorielt sammen og give mening. Israel skal annektere så lidt som muligt, og ændringerne skal påvirke den palæstinensiske befolkning så lempeligt som muligt.

Jerusalem
I spørgsmålet om Jerusalem har Bill Clinton en meget praktisk og pragmatisk tilgang. De dele, der fortrinsvist er jødiske, kommer under israelsk kontrol, mens de arabisk-dominerede områder bliver en del af den palæstinensiske stat.

Parterne må lære at tage hensyn til hinanden, og der bliver efter den amerikanske præsidents mening nødt til at være en eller anden form for international overvågning i hvert fald i en periode.

Flygtningene
Et andet meget følsomt og ømtåleligt problem er, hvad der skal ske med de palæstinensiske flygtninge. Her er det først og fremmest de palæstinensiske flygtninge i Libanon, der er problemet, mener Clinton.

Clinton-planens løsningsforslag er, at det overvejende flertal af de palæstinensiske flygtninge, der vælger at vende tilbage fra lejrene i de arabiske lande, må vende tilbage til det, der bliver den palæstinensiske stat, mens Israel af humanitære grund må tage et mindre antal, samt acceptere et vist ansvar for flygtningeproblemets opståen under den første arabisk-israelske krig i 1948-49. Flygtninge, for hvem disse to muligheder af den ene eller den anden grund ikke er en løsning, må genbosættes andre steder i verden og have erstatning.

* * *

 

 

Saudiarabiens kronprins Abdullah med USAs præsident George W. Bush.

Det arabiske Fredsinitiativ
Clinton-planen gav nyt liv til fredsprocessen, men det var for sent. Bill Clinton forlod Det hvide Hus, og George W. Bush rykkede ind i stedet for. Han mente, at Clinton havde ødslet for meget af sin præsidentielle præstige bort på en Mellemøstlig fredsproces, som parterne ikke var villige til selv at yde tilstrækkeligt for, at den skulle kunne lykkes. Så som udgangspunkt ønskede præsident Bush, at distancere sig fra Mellemøsten. Den opfattelse satte terroren den 11. september senere samme år en brutal stopper for, men det er en anden historie.

Den første Golfkrig i 1991, hvor Saddam Hussein invaderede Kuwait, og PLO-formand Yassir Arafat rejste til Bagdad for at vise sin støtte til den irakiske diktator, var dødsstødet for ”den palæstinensiske sag” som et religiøst dogme i den arabiske verden. Fra da af var problemerne omkring Palæstinaspørgsmålet komplicerede men almindelige politiske problemstillinger, der kunne forhandles om, og det var nyt.

I 2000 og 2001 kommer så presset af en genopblussen af volden mellem Israel og palæstinenserne og de mange negative sideeffekter for den arabiske verden i kølvandet på Al-Qaeda-terroraktionerne imod USA. Disse ting får den saudiarabiske kronprins at sondere terrænet for et arabisk fredsinitiativ, der kan bringe parterne ud af dødvandet. Set med hans øjne måtte man udnytte Clinton-planens åbne, klare tale om oprettelsen en Palæstinensisk stat. Første gang en amerikansk præsident havde sagt det så klart. Men samtidig mente han, at han med held kunne øge tilbuddene til begge parter. På den ene side kunne palæstinenserne sikres alle de besatte områder helt tilbage til 67-våbenhvilelinjerne – altså uden Clinton-planens justeringer og udveksling at territorier, hvis Israel på den anden kunne tilbydes fred og anerkendelse fra mere end bare palæstinenserne – men i stedet med hele den arabiske verden.

 

 

Bill Clinton forsøgte at få parterne til at nå hinanden i Camp David i løbet af sommeren 2000, men det mislykkedes.

Efter kronprins Abdullah første gang lækker de overordnede tanker bag sit initiativ til den amerikanske journalist og kommentator Thomas Friedman under en middag i Saudiarabien i februar 2002, begynder han at gøde jorden for sin fredsplan. Samtidig der kommer mere og mere kød på den. Indtil den i et omskrevet, kedeligt diplomatsprog endelig med visse ændringer bliver vedtaget som den samlede arabiske verdens fredsinitiativ på Den arabiske Ligas topmøde i Beirut i marts 2002.

Men – hvis man skal sammenligne Det arabiske Fredsinitiativ med Clinton-planen, så vil jeg sige, at den arabiske plan ligger meget, meget tæt op af det, der allerede meget længe havde været de traditionelle arabiske krav: Total israelsk tilbagetrækning fra alle områder, der blev erobret under 67-krigen, samt at der skal findes en retfærdig løsning på det palæstinensiske flygtningespørgsmål i overensstemmelse med FNs Resolution 194 fra 1948.

Libanon, som hader de palæstinensiske flygtninge i landet, fik gennemtrumfet en tilføjelse i forhold til det oprindelige saudiske forslag, om at palæstinensiske flygtninge ikke kan genhuses i de arabiske værtslande, med mindre disse værtslande ønsker det. Det gør libaneserne nemlig ikke.

Det der er nyt ved den arabiske plan – og hvor den også trumfer Clinton-planen – er tilbuddet om fred mellem Israel og hele den arabiske verden – ikke bare med palæstinenserne – samt en normalisering at forholdene. Omvendt er det også klart, at der i Israel er berettiget tvivl om, om Den arabiske Liga, som i de fleste sammenhænge er en ”papirtiger”, nogensinde vil være i stand til at levere fred og anerkendelse fra hele den arabiske verden, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt.

 

 

Mange israelere tvivler på arabernes inderlighed, men der er også dem, der håber på en fremtid i fred med landets arabiske naboer. Demonstrationen her er til støtte for Det arabiske Fredsinitiativ.

Desuden kan man sige, at Clinton-planen tager mere hensyn til, hvordan virkeligheden har ændret sig på landjorden, og tager dem med i betragtning. Clinton-planen tager udgangspunkt i virkeligheden, som den faktisk er. Ikke i hvordan den måske burde være. Den arabiske plan forsøger i territoriel sammenhæng blot at skrue uret tilbage til tiden før den 4. juni 1967.

Man kan formentlig udtrykke det på den måde, at mens ”den grønne linje” er en ren tilfældig streg på et landkort, der kun er et udtryk for, hvor de militære styrker tilfældigvis stod, da våbenhvilen trådte i 1949, så gør palæstinenserne og den arabiske verden denne våbenhvilelinje til en nærmest mytologisk skabning, der ikke kan forhandles om eller ændres på, hvilket begrænser det diplomatiske albuerum.

På den anden side er Det arabiske Fredsinitiativ udtryk for nogle grundlæggende ændringer i den arabiske verdens opfattelse af Israel-Palæstinakonflikten, som i dag er langt mere nuanceret og kompromissøgende, end Israel ofte er villig til at anerkende. I bund og grund har stort set hele den arabiske verden accepteret Israels eksistens. Og det er også et kæmpemæssigt fremskridt.

Her kan du se de mange forskellige papirer og dokumenter, som der henvises til. Mange af dem har jeg desværre kun kunnet uploade på engelsk, da jeg ganske enkelt ikke har hverken tid eller energi til at oversætte dem alle sammen:

Clinton-planen, 2000:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/180-dokument-clinton-planen/

Det arabiske Fredsinitiativ, 2002:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/185-document-the-arab-peace-initiative/

Den saudiske Fredsplan:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/184-document-the-saudi-peace-plan/

Historien bag Det arabiske Fredsinitiativ:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/187-historien-bag-det-arabiske-fredsinitiativ-fra-saudisk-ide-til-arabisk-plan/

Fahd-planen fra 1981:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/190-saudisk-fredsinitiativ-fahd-fredsplanen/

FNs Resolution 194 om bl.a. det palæstinensiske flygtningeproblem:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/188-dokument-fns-resolution-194/

FNs Resolution 242 om ”land for fred” m.m.:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/189-dokument-fns-resolution-242/

Hvis du vil se begyndelsen til det historiske afsnit, jeg langsomt er begyndt at opbygge her på hjemmesiden, så finder du det her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/andre-artikler/

Arab Peace Initiative is now of utmost importance, says Clinton
U.S. Secretary of State lauds Saudi King's backing of the 2002 deal which offers normalized Arab-Israeli ties in exchange for an independent Palestinian state.

By Haaretz Service
September 23, 2010

U.S. Secretary of State Hillary Clinton lauded Wednesday the Arab Peace Initiative for Israel and the Palestinians, saying its principles are now "more important than ever," the French news agency AFP reported.

The 2002 deal offers normalized Arab-Israeli ties in exchange for Israeli withdrawal from occupied territories and the creation of an independent Palestinian state.

Clinton sent a message to Saudi King Abdullah to mark the Saudi national day on Thursday, and applauded Abdullah's backing of the initiative, calling it a "far-sighted vision for comprehensive regional peace."

"As we continue working to support direct talks between the Israelis and the Palestinians, the principles enshrined in the Arab Peace Initiative are more important than ever."

King Abdullah has backed the resumption of peace talks between Israel and the Palestinian Authority launched earlier this month.

Meanwhile PA President Mahmoud Abbas has repeatedly threatened to walk away from talks, if Israel resumed building in its West Bank settlements after a 10-month moratorium expires on Sunday.