Det iranske valg:

Mundkurv og politikerlede

 
 
Den mest reformvenlige kandidat er ironisk også den eneste mullah – islamiske teolog, men de færreste spår Mehdi Kerroubi mange chancer ved det iranske valg.

TEHERAN (25.05.2009): Foråret er godt i gang her i den iranske hovedstad. Varmen er allerede trykkende, da byen ligger mellem nogle høje bjerge, som ofte begrænser den ellers velgørende brise. Men man mærker også i luften, at det er politisk forår lige for tiden.
    Barometret på det politiske klima hernede er ofte kvindernes tilsløring. Er situationen anspændt, og ønsker "strammerne" i præsteskabet at demonstrere deres magt, så bliver "chadoren", det stykke sorte stof, som kvinderne hernede ifølge loven skal dække sig til med, mere tyk, ulden og sort, og den bliver trukket sammen lige under næsen. Myndighedernes moralpoliti sikrer, at reglerne bliver fulgt.
    Af samme grund har kosmetiske næseoperationer i årevis været den store dille blandt unge iranske kvinder.
    "Når øjnene og næserne er det eneste, vi må vise, så må vi gøre alt for, at de i det mindste ser så godt ud som muligt", sagde en pige i et amerikansk TV-indslag, jeg så for et par år siden.

Men lige nu er situationen mere afslappet end jeg længe set. Måske er det et politisk trick på grund af valgkampen?
    Der er færre lange, sorte, sækkelignende chaddors. De fleste kvinder går i frakker, endog tætsiddende frakker i moderigtige farver, og har et almindeligt, ofte kulørt og mønstret tørklæde om håret – en hijab. Mange unge piger går endog i jeans og bærer kjole-bluser, som slutter ved låret. Låret! Mere frit, lystigt og afslappet har jeg ikke tidligere set situationen her i byen.
    Den friskere, friere politiske forårsbrise nydes i fulde drag i den iranske hovedstad, men mange, jeg har talt med frygter, at det hele er overstået om en lille måneds tid, når valget er overstået. At der kun er tale om en gang Ahmadinejad'sk "valgflæsk", som blot skal vinde stemmer, inden friheden igen inddrages.


NOGEN ER MERE LIGE END ANDRE
Men valgkampen er i hvert fald i gang her i Iran. Og selvom den venlige diplomat på den iranske ambassade i København naturligvis forsikrede mig om, at valgene i Iran er frie og demokratiske, så har vi ikke overraskende en lidt forskellig opfattelse af begreberne frihed og demokrati – diplomaten og jeg.
    Flere end tre hundrede håbefulde havde anmeldt deres kandidatur, da fristen for at stille op til det iranske præsidentvalg udløb for en uges tid siden. I dag er der kun fire af dem tilbage. Det var alt, der slap igennem nåleøjet hos det såkaldte Vogternes Råd, som skal godkende alle kandidaterne.
    Det eneste, jeg har kunnet finde frem til, om hvad Vogternes Råd lægger til grund for deres accept eller afvisning af en kandidat, er, at en kandidat skal acceptere Iran som en islamisk republik, og at den virkelige og uindskrænkede magt ligger hos landets øverste åndelige vejleder.
    Jeg håber dog ikke – for Den islamiske Republiks skyld i hvert fald – at det kun er sølle 1,2 % af kandidaterne, der levede op til det og deler disse synspunkter, for hvi det er tilfældet, står det da meget sløjt til med det, som en iransk Karen Jespersen-type ville kalde "nationens sammenhængskraft".


KANDIDATERNE
Den nuværende præsident Mahmoud Ahmadinejad (52) er naturligvis selvskreven som kandidat. Vi ved formentlig også alle sammen, at han repræsenterer den hårde linje i iransk politik. Hans styrke består først og fremmest i, at han menes at nyde støtte fra ayatollah Ali Khamenei, arvtageren efter Den islamiske Republiks grundlægger, ayatollah Ruhollah Khomeini, og dermed er landets egentlige magthaver. Hans regeringsperiode har været præget af hans krigeriske udfald imod USA, Vesten og i særdeleshed imod Israel. Det atom-program, som Ahmadinejad også har sat i gang, og som omverdenen frygter har til formål at skaffe Iran atomvåben, har yderligere isoleret landet. Desuden har præsidentens økonomiske politik været intet mindre end katastrofal.
    Udover præsidenten stiller tidligere premierminister Mir-Hossein Mousavi (68), som efter iransk målestok betragtes som reformvenlig, også op. Mousavi var premierminister fra 1981 til 1989, hvorefter en ændring af Irans forfatning betød, at posten som premierminister forsvandt. Inden han meldte sig som præsidentkandidat var Mousavi rektor for Irans Kunstakademi. Mousavi regnes af mange for den eneste realistiske trussel mod den siddende præsident.
    Alderspræsidenten er den 72-årige tidligere parlamentsformand Mehdi Karroubi, som regnes for den mest reformvenlige af alle kandidaterne. Han er en indædt kritiker af Vogternes Råd. Samtidig lægger han vægte på, at han støtter "den øverste åndelige vejleder" (det skal man i iransk politik), og han kalder sig selv en svoren tilhænger af Den islamiske Republik, afdøde ayatollah Khomeini. Karroubi har kritiseret præsident Ahmadinejad for at rejse tvivl om Holocaust, for at have kastet landet ud i en række unødige konfrontationer med omverdenen, og for at have ruineret Irans økonomi.
    Og den fjerde og sidste kandidat er Mohsen Rezaei (55), der som Ahmadinejad kommer fra den hårde, militante fløj. Han er tidligere chef for Revolutionsgarden, og er eftersøgt af Interpol for sin rolle i bombningen af det jødiske kulturcenter i Buenos Aires i Argentina i 1994, hvor 85 blev dræbt og 151 såret. Hans søn Ahmad hoppede senere af til USA, hvor han blandt andet har beskyldt sin far og kredsen omkring ham, for at stå bag international terrorisme.


POLITISK MUNDKURV
Allerede inden jeg ankom til Teheran var alle oppositionens aviser og blade blevet lukket, så der nu kun er regeringsdirigerede aviser at få. (Jeg har dog lige hørt, at en avis som Mehdi Karroubi ejer måske stadigvæk vil udkomme meget snart. Det checker jeg lige en af dagene). Da myndighederne også sidder på radio og TV, så er munden effektivt blevet lukket på den reformvenlige fløj.
    Der er naturligvis stadigvæk internettet, som kan bruges. Mir-Hossein Mousavi har en profil på Facebook, som han forsøger at bruge til at fremkomme med sin kritik af den siddende præsident. Men nu kan man ikke længere komme ind på Mousavi's Facebook-side. Her fra Iran i hvert fald. Udenfor landet er der vistnok stadigvæk adgang til siden, men den bliver næppe længere opdateret, hvis de iranske vælgere alligevel ikke kan se den.
    Mousavi havde tilsyneladende kritiseret præsidenten mere end Ahmadinejad kunne lide. I søndags forklarede præsidenten, at den iranske forfatning forbyder urimelig kritik af andre kandidater under valgkampen, så derfor var rivalens Facebook-side blevet lukket.

Mir-Hossein Mousavi's og Mehdi Karroubi's kritik af præsidenten for at have ødelagt Irans økonomi og isoleret landet internationalt på grund af en række unødvendige konflikter med omverdenen, kan dog næppe kaldes "urimelig kritik". Det er, set med mine danske øjne, mere en konstatering af de faktiske forhold, som alle og enhver her i Iran han se, hvis de bare åbner øjnene. Løbsk inflation, hastigt stigende arbejdsløshed, køer ved benzintankene, vrede demonstrationer i gaderne. Det er umuligt at skjule. Enhver almindelig middelklasse-iraner har oplevet et dramatisk fald i sin realløn.
    At Iran er isoleret er heller ikke nogen stor statshemmelighed. Det atomprogram, som Ahmadinejad har holdt fast i, og som han forhindrer det internationale atomenergi-agentur, IAEA, i at inspicere, samt hans krigeriske udfald imod Israel og benægtelse af Holocaust, ved alle er blandt grundene til at Iran ikke sidder med ved de pæne landes bord.
    Men det må man altså ikke sige i en iransk valgkamp. Så fri og demokratisk kan man ikke sige, at valget er. Det står allerede krystalklart inden valgdagen. Men spørgsmålet er ved, om det betyder noget, for det er formentlig slet ikke her, valgkampen afgøres.


VALGDELTAGELSEN AFGØRENDE
Her i Teheran synes støtten til præsident Ahmadinejad at være meget, meget begrænset, så det kunne godt få os vestlige journalister til, måske fejlagtigt, at konkludere, at præsidenten måske ikke bliver genvalgt. Problemet er bare, at de selvsamme veluddannede, middelklasse-iranere i storbyerne, som er trætte af Ahmadinejad og drømmer om forandring, ofte ikke vil stemme, fordi de mener, at valget alligevel ikke betyder noget. Valget står efter manges mening mellem et par ultra-konservative kandidater og et par ekstremt yderligtgående ultra-reaktionære. Og når det kommer til stykket, så er det alligevel ikke præsidenten, der sidder med magten eller tager de afgørende beslutninger. Den magt ligger hos den øverste åndelige vejleder – ayatollah Ali Khamenei, og han er aldrig på valg.

Politikens Anders Jerichow har lige været leder for en gruppe fra Dansk Udenrigspolitisk Selskab, som tidligere på måneden besøgte Iran. Anders fortalte mig, at ud over de repræsentanter for systemet, som de mødte på deres besøg, så lykkedes det ikke gruppens 32 deltagere på en uge i Iran at møde én eneste almindelig iraner, som havde tænkt sig at stemme ved valget til juni.
    Denne mulige lave valgdeltagelse kan være en ellers upopulær præsidents chance.
    Ahmadinejad's kerneland er derimod landdistrikterne, hvor den fattige, uuddannede og meget traditionsbundne landbefolkning tilsyneladende står fast på deres støtte til præsidenten, og de går til stemmeurnerne på valgdagen. I stort tal.
    Derfor er det den almindelige opfattelse hernede, at en lav stemmeprocent vil gavne præsident Ahmadinejad og at en høj valgdeltagelse vil være godt for reformkandidaterne.

Der er 46 millioner stemmeberettigede i Iran. Og iranske valgeksperter siger, at hvis færre end 27 millioner stemmer den 12. juni, så står Ahmadinejad til at vinde, fordi han kan regne med 13 millioner sikre vælgere, som støtter den hårde, kompromisløse linje. Reformbevægelsens chance synes først at begynde at ligne noget, hvis valgdeltagelsen runder de 30 millioner afgivne stemmer.
    Det ved reformkandidaterne naturligvis godt. Så udover at kritisere præsidenten, så handler deres valgkampagne om overhovedet at få folk ud at stemme. Ved et valgmøde i fredags sagde Mehdi Karroubi:
    "At blive hjemme hjælper ikke... kun hvis folk i stort tal går ud for at stemme, kan situationen forandres."
    Karroubi's kampagneleder, Gholam-Hossein Karbaschi, siger:
    "Hvis flere end 32 millioner stemmer, er chancen for at Ahmadinejad ikke vinder 65 %. Men hvis kun 27 millioner deltager i valget, er chancerne for forandringer mindre end 35 %."

Så måske handler det mindre om, hvad præsident Ahmadinejad har gjort forkert, og lige så lidt om, hvad oppositionskandidaterne lover at ville gøre anderledes under valgkampen. Det, der virkelig kommer til at afgøre det iranske valg, bliver, om de veluddannede, moderne iranere kan overbevises om, at det overhovedet nytter noget at stemme ved valget om tre uger.
    Og i parentes bemærket: Om valget får lov til at foregå uden snyd og bedrag.

* * *

Vil du læse mere om Irans økonomi, kan du læse min blog fra den 19. april: http://blog-dyn.tv2.dk/steffen-jensen.tv2/entry312066.html

Jeg har også skrevet mere om Ahmadinejad's krigeriske retorik, Israels trusler om at angribe Irans atomprogram og Irans isolation i tidligere blogs:
http://blog-dyn.tv2.dk/steffen-jensen.tv2/entry312016.html
http://blog.tv2.dk/steffen-jensen.tv2/entry312556.html?ss
http://blog.tv2.dk/steffen-jensen.tv2/entry318089.html

* * *

De bedste hilsner fra Teheran

Steffen
 
Tilføj kommentar