Tre løse bidder og en teori

JERUSALEM (14.09.2010): ”Hvad sker der i Sharm el-Sheikh”, spurgte min redaktør. ”Vi hører ikke noget. Hvad siger de i Mellemøsten?”

”Hernede siger de heller ikke så meget”, måtte jeg indrømme, og det kan jo både være meget skidt og fantastisk godt.

Fantastisk skidt, hvis de ikke siger noget, fordi der ikke er noget at sige. Godt hvis de ikke siger noget, fordi de virkelig gør fremskridt, men det er bedst at holde tand for tunge indtil man har fået et egentlig gennembrud, så ekstremisterne i begge lejre ikke kan sabotere fredsprocessen.

Så hvad kan jeg berette, når informationerne er få og mangelfulde?

Lad mig denne gang prøve en anderledes indgangsvinkel. Mine seneste beretninger fra fredsprocessen har været udtalt skeptiske og pessimistiske – hvilket formentlig også er det, der ligger tættest på virkeligheden, så i dag vil jeg forsøge i stedet at anlægge det positive syn på sagen.

Jeg har tre bidder af informationer, som jeg synes er interessante, og som jeg derfor vil forsøge at basere en teori på.

For det første, så sagde den amerikanske Mellemøstudsending, senator George Mitchell næsten ingenting på det meget korte og formelle pressemøde i Sharm el-Sheikh tidligere i dag. Men en enkelt ting hæftede jeg mig dog ved.

”Parterne er begyndt seriøst at diskutere kerneproblemer…”, sagde senator Mitchell.

Det er mere end blot en snak om en forlængelse af byggestoppet, som ellers er blevet betragtet som et afgørende spørgsmål, fordi palæstinenserne har sagt, at forlænges byggestoppet ikke efter september, så stopper fredsforhandlingerne, inden de er kommet i gang.

 

 

Israels premierminister Netanyahu, USAs udenrigsminister Clinton og den palæstinensiske præsident Abbas i Sharm el-Sheikh.

Men det palæstinensiske krav om en forlængelse af byggestoppet er en forhåndsbetingelse for at forhandle, det er ikke et kerneproblem i fredsprocessen.

For det andet, så hørte vi fra Mark Regev, som er premierminister Benyamin Netanyahus talsmand, at man ”ikke forhandler om en forlængelse af byggestoppet i bosættelserne… man taler om nedlæggelse af bosættelser!”

Nedlæggelse af bosættelser!!!

Interessant!

Og for det tredje, så hørte jeg i aftes fra en god og velinformeret ven her i Jerusalem, at Benyamin Netanyahu ikke føler, at han kan få sin regering med på at forlænge byggestoppet i dets nuværende form. I den sammenhæng skulle Netanyahu have sagt noget i retning af, at hans forgænger, premierminister Ehud Olmert fra Kadimah-partiet, havde bygget i bosættelserne, selvom han samtidig havde forhandlet fred med palæstinenserne. Men at 99 procent af byggerierne under Olmert havde fundet sted i Ma’aleh Adumim, Gush Etzion og Ariel.

Lige et forklarende indskud fra mig: Ma’aleh Adumim er en meget stor bosættelse, som er så stor, at den i dag har status af by, lige øst for Jerusalems bygrænse. Gush Etzion er en hel blok af bosættelser lige syd for Jerusalem og Bethlehem. Blokken ligger meget tæt på den ”grønne linje” og har på grund af sin særlige tragiske historie omkring staten Israels oprettelse en særlig placering i mange israeleres bevidsthed. Og sluttelig Ariel. Det er en meget stor bosættelse på den nordlige del af Vestbredden, som Israel vil forsøge at holde fast på.

Så tilbage til min ven, som sluttede af med at sige, at Netanyahu i stedet for at tale byggestop, ville forsøge at tage fat på at tale om grænsedragningen.

Grænsedragningen er et af kerneproblemerne.

Hvis vi skal forsøge at sammenholde disse tre informationsbidder, og uddrage en teori af dem, så kunne det være, at premierminister Benyamin Netanyahu for at undgå at skulle bruge tid på et byggestop - som alligevel ”kun” er en indledningsposéren fra palæstinensernes side, på samme måde som hans egen forhåndsbetingelse om at palæstinenserne skulle anerkende ”Israel som en jødisk stat”, også var det - i stedet er gået direkte til spørgsmålet om den endelige grænsedragning mellem Israel og Palæstina.

 

 

Hvis han overhovedet selv køber Netanyahus ide, kan præsident Abbas så overhovedet sælge den til palæstinenserne?

Hvis det er rigtigt, så betyder det, at han, hvis planen lykkes for ham, kan få nogle af de store, befolkningsrige bosættelser, som ligger lige på eller meget tæt ved ”den grønne linje”, inkluderet i Israel, mens en lang række mindre, isolerede bosættelser rundt om på Vestbredden bliver opgivet, og derfor må nedlægges, som Mark Regev antydede.

På den måde kan premierminister Netanyahu sige til sin regering: ”Der er ikke længere noget byggestop. Vi kan bygge videre for fulde gardiner i de bosættelser, der i fremtiden bliver en del af Israel.” (Jeg ved ikke, hvor meget han vil udbrede sig om de bosættelser, der skal nedlægges.)

Og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas kan sige til sin regering og befolkning: ”Jeg fik meget mere end blot et byggestop. Jeg fik gennemført, at en lang række jødiske bosættelser midt inde i det palæstinensiske område snart bliver nedlagt og bosætterne flyttet tilbage til Israel.” (Jeg ved dog ikke, om palæstinenserne bare vil glemme kravet om byggestoppet i bosættelserne.)

Spørgsmålet er, om de respektive regeringer og befolkninger ”køber” en sådan dristig ide og kursændring?

Det andet spørgsmål er, om jeg overhovedet har ret i min teori, eller om jeg er helt galt afmarcheret?

Det finder vi snart ud af.

* * *

JERUSALEM (14.09.2010 - 19:00): Det ser alligevel ikke ud som om hverken palæstinenserne eller USA helt har accepteret premierminister Netanyahu's forsøg på at "slippe udenom" byggestoppet i bosættelserne, og at kravet i hvert fald ikke er taget af bordet endnu.

Jeg hører dog, at Netanyahu siger, at selvom byggestoppet måske ikke bliver forlænget, så betyder det ikke, at der vil blive bygget i stor stil over hele Vestbredden. Det lyder lidt som den Olmert-nostalgi, som min gode ven ovenfor refererede til.

Men vi får sikkert mere at vide om det hele i morgen, når møderne fortsætter her i Jerusalem. Udenrigsminister Clinton fortsætter til møder med præsident Abbas i Ramallah torsdag. Herefter fortsætter hun til Jordan til møder med kong Abdullah, mens senator Mitchell rejser videre til Syrien.