Søndagsudflugt og grænsehandel

RAFAH, GAZA (24.01.2008): Hvis man til daglig lever i konstant fare for at blive dræbt af en israelsk artillerigranat eller i en krydsild mellem stridende Hamas- og Fatah-styrker, hvorfor skal man så tage sig af faren for at blive dræbt i trafikken? Det synes lidt at være livsfilosofien her i Gaza-striben. I hvert fald har jeg altid følt, at jeg var mere i livsfare på vejene end på slagmarken hernede. Sådan var det også i dag.
    Dagens historie her i Mellemøsten foregår på grænsen mellem det Hamas-kontrollerede Gaza og Egypten. Derfor kørte jeg tidligt i morges mod Rafah, den palæstinensiske by på grænsen til det egyptiske Sinai i den sydlige del af Gaza-striben, hvor bevæbnede palæstinensere fra Hamas i går sprængte hul i grænsemuren.
    En af kollegerne på TV2 i Danmark ringer mig op og siger, at det franske nyhedsbureau AFP citerer kilder i FN for at 350.000 palæstinensere har søgt tilflugt i Egypten. Lokale palæstinensiske kilder påstår endog at tallet er så højt som en halv million. Det lyder mildt sagt usandsynligt. Med 1,4 millioner i Gaza-striben skulle det betyde, at en tredjedel af befolkningen skulle være flygtet, og at Egypten nu ville stå ansigt til ansigt med en humanitær katastrofe af historiske dimensioner.

Zakaria, min Gaza-stringer, har altid kørt lidt hektisk. Men den taxi-chauffør, jeg i dag måtte tage til takke med, må helt klart være kandidat til en selvmordsaktion for en af de islamistiske grupper, men i dag er det mig, der risikerer at skulle gøre ham og hans 72 jomfruer selskab i Paradis, og jeg er ikke så from, at jeg tror på tilbuddet, derfor forsøger jeg forgæves at få ham til at slappe lidt af.

Ingen modermælkserstatning. Ingen sække med ris eller bønner. Heller ikke spiseolie eller sædekorn. Intet brød – selvom der er mangel på mel i Gaza-striben. Tværtimod ser jeg faktisk et læs mel i store sække på en æselkærre på vej… til Egypten!!!    Først bliver vi overhalet af en familiebil med 10-12 børn i flere
lag. Der er så lidt plads tilbage inde i kabinen, at to sidder i vinduet, med hele kroppen udvendig mens de holder fast i tagbagagebæren. Da der samtidig kommer en modkørende, vil min chauffør egentlig helst køre ind i rabatten til højre end sænke farten – for vi kører allerede dejligt hurtig. Men en anden bil er allerede i færd med at overhale os inde i rabatten! Derfor må den overfyldte familiebil med børnene hængende i tagbagagebæren i sidste øjeblik køre helt ud i rabatten i modsatte side til venstre for kørebanen, for ikke at blive smadret frontalt!!!
    "De er på vej til Egypten", siger min chauffør, som om det forklarer alt om den hasarderede kørsel.
    Derefter svinger familiebilen ind foran os. Ham der overhalede indenom er allerede forbi og nu flere biler forude. Vi har ikke mistet et splitsekund, fordi min chauffør ikke ikke har lettet foden en milimeter fra speederen. Heller ikke da jeg skreg: ”PAS PÅ!!! BREMS!!!
    Mit chokerede udbrud og hele situationen bliver tværtimod opfattet som urkomisk og hele morgenens absolutte højdepunkt. Jeg har lige bekræftet det, de allerede ved, at vesterlændinge er nogle dødsfrygtende bangebukse.
    Dagen er endnu ikke begyndt. Jeg har endnu ikke filmet et eneste sekund, og jeg har allerede været ved at blive slået ihjel. Jeg forsøger at fortælle chaufføren, at jeg har overlevet så mange krige, at jeg ikke ønsker at dø i trafikken her til morgen. Det syntes han er meget sjovt. Det ændrer dog intet på hans kørsel.

Jeg får endelig telefonkontakt med talsmanden for UNRWA – FNs særlige agentur for palæstinensiske flygtninge, som i virkeligheden driver en stor del af Gaza-striben, hvor op imod 80 procent af befolkningen er registreret som flygtninge. Jeg spørger ham om, hvordan de kan vide, hvor mange palæstinensere, der er flygtet til Egypten. Det de er blevet citeret for af det franske nyhedsbureau.
    ”Vi aner intet om hvor mange, der er flygtet”, svarer han overrasket.
    ”Men I bliver citeret i medierne for at 350.000 er flygtet”, fortæller jeg ham.
    ”Det anede jeg ikke”, siger han. ”Vi er ikke i besiddelse af noget tal, fordi vi ikke ved, hvor mange mennesker, der har krydset grænsen. Vi har ikke nogen folk på grænsen til at rapportere om situationen. Og derfor kan vi heller ikke sige noget om det.”
    Så hverken den halve million eller de 350.000 er altså tal, der kan stoles på.
    ”Det bliver en underlig historie, hvor jeg skal begynde med at afkræfte andre mediers forkerte oplysninger”, tænker jeg.

Vel ankommet til Rafah og den væltede mur mellem Gaza-striben og Egypten, kaster jeg mig over dagens historie. Masseflugten af desperate palæstinensiske flygtninge fra den belejrede og udhungrede Gaza-stribe ind i den egyptiske Sinai-ørken. FN og andre NGO'er (Non-Governmental Organizations – hjælpeorganisationer) har udsendt en meddelelse om, at Gazas befolkning er i fare for at sulte, og at samfundet er på sammenbruddets rand.
    Derfor forventer jeg at se lange rækker af forhutlede flygtninge med deres få ejendele i en bylt på nakken eller på trækvogne og børnene i en hale efter sig på vej mod en ny flygtningelejr på den anden side af grænsen, som jeg tidligere har set det i Libanon, Irak og Afghanistan. Men det er ikke det skue, der møder mig her på Gaza-stribens grænse med Egypten. Snarere tværtimod. Og det er ikke så lidt af en overraskelse. For det er ellers den historie, jeg indtil det her tidspunkt har hørt i alle de andre medier, hvis dækning af begivenheden jeg har fulgt indtil jeg selv ankommer til Rafah. Og det er også den historie, TV2 i Danmark forventer at få fra min hånd.

Gænsen består at to barrierer. Den første, den tættest på Gaza-striben, er en betonmur på visse strækninger og stålmur på andre. Derefter kommer der to parallelle grusveje til patruljering med en regnvandskanal imellem, hvorefter den næste barriere, en lav betonmur med et ståltrådshegn og pigtråd ovenpå, markerer begyndelsen på det egyptiske territorium. På den egyptiske side er der endnu en patruljevej langs med hegnet og høje vagttårne, der hver især kan se hinanden og også må have en glimrende udsigt langt ind i Gaza-striben.
    Der er sprængt flere huller i grænsemuren. To steder er der opstået nye interemistiske grænseovergange. Alt i det smalle ingen-mands-land imellem de to barrierer er totalt kaos. Én stor kronisk trafikprop af lastbiler, æsel-trukne ladvogne, Gaza-palæstinensere på vej ind i Egypten og tungt belæssede landsmænd på vej tilbage til Gaza-striben igen.
    En af de første tilbagevendende palæstinensere, der fanger min opmærksomhed, er en ung mand i en lang, stribet jalabiyeh og med sin rødternede kaffiyeh (partisantørklæde) bundet op som en turban på hovedet. Han kommer glædesstrålende kørende tilbage mod Gaza-striben på sin nye, skinnende, røde, koreansk-producerede motorcykel, hvor plastikbeskyttelsen endnu ikke er taget af sædet og rygstøddet.
    Så kommer tre mænd hver med to kasser cigaretkartoner på hovedet. Derefter en med et TV-apparat. Flere kvinder bærer på gulvtæpper. Så kom der endnu et par motorcykler og en mand med to kameler. Mange kommer med trækvogne fyldt med benzindunke. Og flere cigaretter, cigaretter, cigaretter, mere benzin og endnu flere cigaretter.
    Ingen modermælkserstatning. Ingen sække med ris eller bønner. Heller ikke spiseolie eller sædekorn. Intet brød – selvom der er mangel på mel i Gaza-striben. Tværtimod ser jeg faktisk et læs mel i store sække på en æselkærre på vej… til Egypten!!!Hvad skal jeg gøre”, spørger jeg. ”Det er slet ikke den historie, vi troede”, fortæller jeg Kurt Dahl, som er dagens jourhavende udlandsredaktør.
    ”Du skal vel fortælle, hvad det er, du ser”, lyder hans logisk og nøgterne svar.
    Det er langtfra den humanitære katastrofe og masse-exodus permanent ind i Egypten, jeg havde troet, jeg skulle være vidne til. Tværtimod kommer der familie efter familie, smilende, i deres fineste søndagstøj på vej til en udflugt til Egypten. De har – som de fleste her i Gaza-striben – aldrig været udenfor denne lille ørkenstrimmel, og her er muligheden lige pludselig for en hurtig sviptur til udlandet. Selvom det ovre på den egyptiske side ser ud nøjagtigt på samme måde, som det gør i Gaza-striben, så er det naturligvis en berusende oplevelse, at kunne bevæge sig lidt frit efter måneders israelske sanktioner og belejring.
    Der er mangel på benzin i Gaza-striben. Men der bliver på den anden side brændt uanede mængder af hårdt tiltrængt brændstof af i disse dage, bare for at komme på udflugt i Egypten. Så de lokale prioriteter er lidt anderledes, end jeg ville have forventet.
Jeg ringer hjem til redaktionen.
    ”Hvad skal jeg gøre”, spørger jeg. ”Det er slet ikke den historie, vi troede”, fortæller jeg Kurt Dahl, som er dagens jourhavende udlandsredaktør.
    ”Du skal vel fortælle, hvad det er, du ser”, lyder hans logisk og nøgterne svar.
    ”Men hvis jeg laver historien om søndagsudflugten og indkøbsturen, samtidig med at alle andre udnævner det her til en humanitær katastrofe, så får jeg skyld for at lave israelsk propaganda”, klager jeg og forudser, at min e-mailbox endnu en gang vil bryde sammen under en syndflod af vrede mails fra folk, der tror, at jeg manipulerer med virkeligheden.
    ”Du kan ikke lave andre historier, end dem du kan se”, siger Kurt. ”Bare sørg for at dokumentere det hele i billeder.”

Jeg stopper nogle af de palæstinensiske familier, der kommer med kufferter og bylter med tøj med kurs mod Egypten, og som lidt ligner rigtige flygtninge. Men de fortæller, at de ville benytte sig af lejligheden til at besøge venner og familie, som de ikke havde set i årevis, ovre på den egyptiske side af grænsen. Men de kommer tilbage igen om et par dage, fortæller de.
    Byen Rafah i den sydlige del af Gaza-stribe voksede sig nemlig under den egyptiske besættelse fra 1949-67 så stor, at den bredte sig over på den egyptiske side af grænsen. Da Israel så besatte Gaza-striben i 1967, genopstod den gamle grænse, og det nye, større Rafah blev skåret over. Derfor ligger en del af byen nu på den egyptiske side af pigtråden. På den måde er palæstinensiske familier også endt på hver sin side af grænsen.
    Der er altså klart nok ikke tale om en masse-exodus. I hvert fald ikke udelukkende, selvom enkelte nok vil forsøge at benytte sig at lejligheden til at slippe ud af Gaza-striben én gang for alle. Vi får dog at vide, at egyptiske sikkerhedsstyrker har lagt en jernring omkring området ved Al Arish længere inde i ørkenen, for at forhindre, at palæstinenserne begiver sig i retning af Kairo og resten af Egypten. Det vi først og fremmest ser, ligner mest af alt en indkøbstur og en mulighed for driftige forretningsmænd til at score sig en hurtig fortjeneste på at importere nogle af de varer, der er mangel på i Gaza-striben.

Det er den gamle lektion om, at intet i Mellemøsten er, hvad det giver sig ud for at være.

* * *

25.01.2008 (RAFAH, GAZA): De egyptiske sikkerhedsstyrker har fået forstærkninger. Hele enheder i ”riot gear” – hjelme, skjolde og stave – står opmarcheret ovre på den anden side af det ødelagte grænsehegn. Ind imellem forsøger de at stoppe strømmen af mennesker, der uden kontrol strømmer ind over deres grænse. Men hver gang fører det med det samme til voldsomme uroligheder. Byger af sten vælter ned over de egyptiske politisoldater, som med deres stave banker løs på de nærmeste palæstinensere.
    Alt er om muligt endnu mere kaotisk i dag end det var i går.
    Egypterne vil tilsyneladende gerne lukke grænsen igen, men de frygter for palæstinensernes reaktion.
    Israel og USA advarer om, at hvis palæstinenserne uden at blive kontrolleret kan slæbe tonsvis af indkøb ind over grænsen fra Egypten, så kan de militante grupper også transportere våben og sprængstof ind i Gaza-striben. Derfor kræver de, at egypterne tager deres ansvar alvorligt, og kontrollere grænsetrafikken.
    Og næsten selvmodsigende citerer flere israelske politiske kommentatorer regeringskilder for at sige, at Egypten nu på påtager sig i hvert fald en del af ansvaret for den humanitære situation i Gaza-striben. Det lyder ubegribeligt.
    ”Det kan Egypten vel næppe, hvis grænsen også skal lukkes af igen”, tænker jeg. Men det er naturligvis klart, at den egyptiske regering på ingen måde er interesseret i at påtage sig noget som helst ansvar for den umulige situation i Gaza-striben. Egypterne er tværtimod mest interesseret i at sikre, at den militante Hamas-islamisme forbliver inddæmmet i Gaza-striben, og ikke ”spilder over” ind i Egypten.
    Men alt er i øjeblikket en delikat balancegang.

Flere steder er egyptiske ingeniørtropper gået i gang med at reparere det ødelagte grænsehegn. Ofte kommer de dog i klammeri med vrede palæstinensere, der ikke vil lukkes inde igen.
    Og da det bliver klart, at grænsen ikke kan lukkes nu og her uden brug af vold og magt, og da det også bliver klart, at der i virkeligheden ikke er tale om hundredtusindvis af flygtninge, som vil slå sig ned i Egypten i al fremtid, men tværtimod blot lægger deres opsparing i egyptiske lommer og derefter vender tilbage til Gaza-striben igen, så beslutter egypterne tilsyneladende at lade trafikken flyde, som den vil.
    Forretningsfolkene i det egyptiske Rafah og El Arish nogle kilometer længere vestpå oplever deres mest profitable dage i mands minde. Aldrig har de haft så mange kunder. Og alt kan sælges.
    De egyptiske myndigheder blokerer dog vejen fra El Arish og videre igennem det nordlige Sinai mod Kairo. De skal ikke nyde noget af titusindvis af illegale palæstinensiske immigranter.
    Egypten begynder også at lukke af for nye forsyninger og varer til Rafah og El Arish. Målet er at ”udtørre” forretningerne for varer, så Gaza-palæstinenserne ikke længere kan se formålet med at gøre turen hen over grænsen. På den måde håber myndighederne tilsyneladende at grænsen om kort tid kan genetableres uden voldsomme sammenstød.

Blandt de lokale palæstinensere på grænsen oplever jeg to forskellige reaktioner.
    De fleste er vrede på egypterne, som de dagen forinden havde set som deres tro, loyale arabiske brødre, som imod verdens ønske stod skulder ved skulder med palæstinenserne. Men nu viser egypterne derimod deres rette ansigt. De er intet andet end et redskab for israelsk og amerikansk manipulation, lyder det ene synspunkt.
    Andre udviser et sjældent mål af selvkritik. De er taknemmelige for de dage, hvor grænsen i det mindste er åben. Og de er chokerede og rasende over den vold og ekstremisme, som deres palæstinensiske brødre demonstrerer, hver gang egypterne forsøger at genvinde kontrollen med situationen.
    Senere på dagen organiserer lokale Hamas-folk en buldoozer, som under bevogtning af bevæbnede palæstinensere vælter endnu en del af den egyptiske grænse, så folk og biler igen kan strømme frit igennem.

Vejen tilbage til Gaza By er mindst lige så halsbrækkende og livsfarlig, som turen ned til Rafah var det.
    Mens jeg på telefonen sidder og taler med Kurt Dahl hjemme på udlandsredaktionen, opdager jeg pludselig, at et uldent får står og kigger på mig ud af bagruden på taxaen foran os. Jeg spærre øjnene op og forbander, at jeg har efterladt kameramanden tilbage ved grænsen i Rafah. Den store 8-personers gule Mercedes-taxa, som i hæsblæsende fart suser afsted foran os på hovedvejen, har kun én passager, som sidder foran ved siden af chaufføren, mens der er fyldt tre får og et lam ind på bagsædet. Forkælede egyptiske får, som bliver transporteret til Gaza By i Mercedes-taxa.
    Alt kan lade sig gøre i Gaza!
    Her er måske en glad mand, som skal hjem og nyde sine første lammekoteletter i flere måneder. Eller han har måske tænkt sig at slagte dyrene og sælge køddet. Der er stor mangel på kød i Gaza-striben, så det kan der tjenes mange penge på. Normalt koster et kilo lammekød omkring 40,- shekel kiloet. Nu koster det 60-70,- shekel, hvis man overhovedet kan finde frem til en slagter, der har kød at sælge.

En stor del af vejen fra Khan Younis lidt nordøst for Rafah til Gaza By kører man på en stor firesporet hovedvej, hvor de allerede hurtigt kørende palæstinensere kan køre endnu hurtigere. Efter Nuseirat-flygtningelejren drøner min taza-chauffør pludselig over midterrabatten over i den modsatte kørebane og racer videre nordpå i de sydgående spor.
    I Danmark ville man nu have afbrudt de normale radioudsendelser med en advarsel til trafikanterne om en spøgelsesbilist, som kører i det forkerte spor. Jeg hopper i sædet og råber af chaufføren, som bare griner dumt. Det er også for sent, for nu er der igen midterrabat, så vi kan ikke komme tilbage til vores egen side af vejen de næste 3-4 kilometer.
    Modkørende biler blinker og dytter af os, men heldigvis bevæger de sig over i det langsomme spor, og lader os drøne videre i overhalingsbanen – men i den forkerte retning.
    Det viser sig, at der er vejarbejde ovre på vores egen side af vejbanen lidt længere nordpå, og derfor en lidt langsommere kørende trafik derovre end det passer min chaufførs temperament. Derfor risikerer han hellere vores allesammens liv i den forkerte side af vejen. Til gengæld er der mulighed for at komme 10 minutter tidligere til Gaza By.

Tilbage på hotelværelset i Gaza By ligger jeg og læser på sengen efter at have sendt dagens indslag hjem til TV2. Pludselig rystes området af en eksplosion. Bilalarmer hyler. Jeg lytter anspændt for at høre, om der kommer mere. Det gør der ikke.
    Så ringer jeg til min gode ven Najib på det amerikanske nyhedsbureau APs kontor, hvor jeg også selv arbejder, når jeg er i Gaza. Kontoret ligger i den retning, braget kom fra. Najib fortæller mig, at det er et lokalt politihovedkvarter, der er blevet ramt af en eksplosion.
    ”Men det ser ikke ud til at være et israelsk missil”, siger han. ”Eksplosionen kom indefra. Det er sandsynligvis en del af et lokalt, internt opgør imellem stridende palæstinensiske fraktioner”, siger han.
    Den historie gør det end ikke til notespalten på en eneste udenlandsk avis. I Gaza’s hektiske virkelighed registrerer en bombeeksplosion i et internt opgør ikke til mere end et lille 2-tal på den lokale nyheds-Richter-skala.

* * *

Vil du se flere billeder fra Gaza-striben, så kig over i foto-galleriet:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/47-gaza-striben-en-tikkende-bombe/