Bringer det nye år fred?

JERUSALEM (09.09.2010): ”Shannah Tova”, lyder hilsnen i disse dage. ”Godt Nytår”. I aftes var vi til Rosh Ha’Shannah-fest hos nogle venner, og i aften foregår det her hos os. Det jødiske nytår strækker sig over to dage, og det finder sted lige nu. Og hvor fantastisk kunne det ikke være, om dette kommende år kunne bringe fred?

Hele aftenen i går diskuterede jeg politik og muligheden for fred med min vært, en fantastisk venlig, morsom, veloplyst og brand intelligent professor dr.med., som underviser i social medicin. Det er tilstrækkeligt at opsummere vores diskussion med at sige, at vores kritik centrerede sig om Israels regering og landets politik.

 

 

Iftar - Ramadan-fasten brydes efter solnedgang. Her er det i Wadi Rum i Jordan.

Vi er også ved slutningen af den muslimske hellige fastemåned Ramadan, hvilket betyder at vi er ved indledningen til Eid al-Fitr-festen. I forgårs var jeg til Iftar ude i Øst-Jerusalem hos nogle af mine palæstinensiske venner. Iftar er den festlige middag om aftenen efter solnedgang hvor dagens faste brydes. Her handlede diskussionen også om politik og genoptagelsen af fredsforhandlingerne. Denne forsamling var også veluddannet, oplyste, moderne, engagerede folk. Beskrivende om gruppen – set med vestlige øjne i hvert fald – er det, at selvom denne forsamling nok er så muslimsk, at den holdt fasten, så er den alligevel ikke mere fanatisk, end at den lidt ud på de små timer også serverer arrak, der smager af annis, og når det fortyndes med et splask vand, mælker lidt til. Fromme, rettroende må ikke røre alkohol.

Sørgeligt, set med mine øjne i hvert fald, var det, at her drejede diskussionen også kun om at kritisere den israelske regering og israelsk politik. Jeg var den eneste, der gang på gang forsøgte at skubbe lidt kritik af palæstinensernes egen ledelse ind i diskussionen. Enkelte greb chancen og kritiserede præsident Mahmoud Abbas en smule og Hamas i Gaza-striben lidt mere, men så skiftede de straks spor, og gav igen Israel det glatte lag.

Den hårde og kompromisløse selvkritik, som findes på den israelsk-jødiske side af konflikten, og som jeg anser for en styrke, findes kun i meget begrænset omfang på den palæstinensiske, hvilket jeg opfatter som en svaghed.

Det kan sagtens være, at placerer man skyld, og ”hvem skal gøre hvad” for at få fred, på et par vægtskåle, at Israel så er den part, der skal yde mest. Det vil jeg slet ikke benægte. Israel har, og må give. Palæstinenserne har meget mindre, og skal modtage. Det er der næppe nogen tvivl om. Det er dog ikke det samme som at sige, at hele skylden for problemerne ligger på Israels side, mens palæstinenserne er uskyldige ofre, der ikke behøver at se sig selv kritisk i spejlet. Begge parter kunne ved talrige lejligheder op igennem historien have ”spillet deres kort anderledes”, så vi i dag ville have været freden meget nærmere – måske allerede haft fred i flere år, men de valgte begge at føre en anden politik, som gør, at vi i dag befinder os, hvor vi gør. Det kan de takke hinanden og sig selv for. Begge bærer ansvaret. Ingen andre.

* * *

 

 

Rosh Hashannah - Det jødiske nytår.

Lad mig lige her komme med tre opklarende bemærkninger:

For det første – jeg kunne sagtens finde grupper på den jødiske side, hvor der heller ikke er megen selvkritik, og hvor al kritik ville rette sig imod den arabiske side. Israelere hos hvem der heller ikke ville kunne piskes nogen selvkritik frem – andet end måske at den israelske freds- og venstrefløj, efter disse folks mening, sammen med Israels fjender systematisk har undermineret Israels forsvarsvilje. Denne gruppe i den israelske befolkning hører bare ikke til min omgangskreds i en grad, så jeg tilbringer min og min families nytårsfest hos dem.

For det andet – der er også meget små kredse blandt palæstinenserne, der er lige så selvkritiske over deres egen side, som israelere er overfor sig selv. Disse kredse er blot uendelig små og begrænsede, har ikke megen indflydelse, og de tør næsten ikke komme frem med deres kritik offentligt, fordi de meget nemt vil blive betragtet som kollaboratører med fjenden – Israel. Jeg ved det, fordi de fleste af denne lille gruppe er mine venner.

Slutteligt – jeg giver ikke nogen navne i denne artikel, ikke fordi der er tale om "hemmelige kilder", men blot fordi de ting, jeg refererer til har udspillet sig ved helt private sammenkomster, og jeg har ikke fået tilladelse fra nogen af de involverede til at referer eller citerer deres synspunkter med navns nævnelse til en bredere offentlighed. Men måske netop derfor er beskrivelserne endnu mere interessante, fordi de er private.

* * *

Værten og en anden gæst ved nytårsmiddagen er enige om, at premierminister Netanyahu ikke er manden, der kan skabe fred. De er til gengæld en smule uenige om, om premierministeren har ændret holdning, når han nu fremstiller sig som en fredens mand.

Den anden gæst vil ikke afvise, at Netanyahu kan have ”set lyset”.

 

 

Premierminister Netanyahu. Har han set lyset, eller spiller han bare højt spil?

”Ariel Sharon kom også udefra den yderste nationalistiske højrefløj, og han erkendte også på et tidspunkt, at der ikke var anden vej frem end en kompromisløsning med palæstinenserne. Sådan var det også med Ehud Olmert. Og hvad med Menachem Begin tilbage i 1977”, minder han os om.

”Netanyahu er ikke en højre-nationalistisk ideolog. Netanyahus eneste ideologi er Netanyahu! Han er en opportunistisk pragmatiker. Hvis fred baseret på territorielt kompromis er det, der kan skaffe ham en prominent plads i historiebøgerne, så er det fint for ham”, siger gæsten.

Værten er uenig.

”Netanyahu er under pres fra USA på alle mulige områder. Lige nu mest om byggerier i bosættelserne. Netanyahu kan ikke tillade sig at sætte forholdet til USA overstyr. Men hans analyse er, at den palæstinensiske side er ude af stand til at levere varen. Derfor risikerer han ikke, at han selv skal ”punge ud”. Hvis den analyse er korrekt, så kan han lige så godt fremstille sig selv som en fredens mand, der står med fremstrakt hånd, men der blot ikke er nogen til at gribe hånden på den anden side.”

”Israel vil gerne fred, og er villig til at betale prisen, men hvis palæstinenserne ikke er i stand til at yde deres part, så ligger problemerne ikke hos os. De ligger i Ramallah og i Gaza City”, siger værten i et forsøg på at gengive Netanyahus mulige ræsonement og fortsætter.

”Netanyahu er smart. Hans regering sidder stabilt, så længe han ikke begynder at nedlægge bosættelser. Byggestoppet er problematisk, men ikke ødelæggende, hvis han kan få sin egen højrefløj til at forstå, at det kun er midlertidigt, og på længere sigt helt uden betydning. Hvis hans ”gamble” virker, så kan han fremstille sig selv som en fredens mand, der blot er forud for sin tid, og lidt mod sin vilje er nødt til at vente et par årtier mere på palæstinenserne. Hvis Mahmoud Abbas pludselig viste sig i stand til at samle palæstinenserne bag sig og præsentere en enig, fælles palæstinensisk front ved forhandlingerne, ville Netanyahu blive ”taget med bukserne nede” og virkelig få problemer, for han kan heller ikke selv ”levere varen”.

* * *

 

 

Præsident Mahmoud Abbas har ladet sin befolkning forstå, at han ikke deltog i fredsmødet frivilligt.

Tilbage til Iftar-middagen i Øst-Jerusalem dagen forinden, hvor maden nu er blevet erstattet at kager, tørret frugt, bakhlawa og arabisk kaffe. (Arrak’en udskænkes diskret i skyggen i det fjerneste hjørne af det store kulørte beduintelt, hvor festen holdes).

Mine palæstinensiske venner er også enige om, at de kommende forhandlinger heller ikke fører til fred.

”Måden præsident Mahmoud Abbas tog til Washington på, blev officielt forklaret som tvang. I de palæstinensiske medier sagde han gang på gang, at han rejste, fordi han ikke havde noget valg. Vesten ville stoppe den økonomiske bistand, hvis han ikke rejste”, forklarede en af middagsdeltagerne.

”Når man på den måde fortæller sin befolkning, at man kun deltager under tvang, kan man ikke senere komme med en aftale og tro, at befolkningen vil acceptere den, for folk vil naturligvis tro, at aftalen også er et resultat af tvang, og derfor på ingen måde kan være i den palæstinensiske befolknings interesse. Så selvom fred måske er mulig, så er den alligevel ikke mulig på grund af setup'et”, forklarede min palæstinensiske ven.

Hvis der er ét selvkritisk emne, som palæstinensere gerne udbreder sig om, så er det hvor svag deres egen ledelse er.

 

 

Premierminister Salam al-Fayyad er populær blandt de vestlige diplomater, men har ingen støtte blandt palæstinenserne.

Mahmoud Abbas gives ikke mange høje stjerner. Selv ikke blandt dem, der egentlig burde støtte ham.

For det første har han endnu ikke fundet en mekanisme, som gør at han kan samarbejde med Hamas. Dermed kan han dårligt påstå, at han taler på det palæstinensiske folks vegne. Ingen her ved spisningen nævner interessant nok de palæstinensiske flygtninge i de arabiske lande af egen drift, indtil jeg spørger til dem.

”Dem repræsenterer Abbas heller ikke”, bliver det bestemt slået fast, og så glider denne ulykkelige del af det palæstinensiske folk ud af diskussionen igen. De er lige så glemte blandt deres egne frænder, som de er i den arabiske verden... lige indtil nogen kan bruge dem i deres eget politiske spil.

”Selv her på Vestbredden har vi ikke bare én samlet regering”, siger en anden deltager i Iftar-spisningen. ”De vestlige diplomater og politikere forholder sig hele tiden til premierminister Salam al-Fayyad, som de har utrolig stor tillid til”, siger han, som selv leder en såkaldt NGO – Non-Govermental Organisation – som betyder, at han selv konstant færdes i det bistands-miljø, han refererer til.

”Al-Fayyad har fået styr på økonomien, renset en lille smule op i korruptionen, og sørger for at donor-pengene bliver brugt på projekter, som befolkningen kan se og mærke. I de senere år har vi også oplevet en økonomisk vækst på Vestbredden. Men det er det. Premierminister Fayyad har ikke den mindste kontrol over sikkerhedsstyrkerne, over fredsforhandlingerne eller over udenrigspolitikken. Alt det ligger i præsident Mahmoud Abbas og de gamle Fatah-pamperes hænder. Og Abbas og Fayyad har ikke mødt hinanden ansigt-til-ansigt i over et år. Præsident Abbas ser Israels premierminister Netanyahu oftere end han ser sin egen premierminister. Salam al-Fayyad er en god mand. Han har blot ingen indflydelse. Han får lov til at virke, fordi han er vellidt blandt dem i det internationale samfund, der skriver checkene under. Fatah hader ham fordi han ikke er Fatah og aldrig bliver det. Og selv blandt almindelige palæstinensere er støtten til ham nede på nogle ganske få procent.”

* * *

 

 

Må det kommende år blive sødt som æbler i honning.

En lidt deprimerende rapport fra mine sidste to afteners festmiddage ude i byen. Nu må jeg ned i køkkenet og hjælpe til, for i aften er det os, der lægger hus til spisningen, og formodentlig endnu en runde politiske diskussioner om tingenes sørgelige tilstand.

Ved Rosh Hashannah-middagen dypper man skiver af æbler i honning og spiser dem i håb om, at det kommende år på samme måde bliver frisk, sødt og behageligt. Lige nu er der desværre ikke noget, der tyder på, at denne sødme også indbefatter fred med Israels naboer.

For jøder er der nu ti såkaldte bodsdage, hvor man randsager sin sjæl for alt det dårlige, man har begået i årets løb, hvilket man i disse dage så skal forsøge at råde bod på inden vi når frem til Den store Forsoningsdag – Yom Kippur – som starter næste fredag aften.

Det nye jødiske år hedder i øvrigt år 5771. Det er 5771 år siden verdens skabelse, hvis der skulle være nogen, der er i tvivl.