Mellemøstkonflikten og dens løsninger:
Kort & godt på 10 minutter
JERUSALEM (08.09.2010): Det lyder som rent selvmord. Og det er det sikkert også, Ikke desto mindre forsøger jeg. Det bunder oprindelig i et ønske om et foredrag.
“Kan du ikke bare forklare konflikten, og hvordan den kan løses sådan helt simpelt og letforståeligt”, spurgte en gymnasielærer mig en gang, da jeg skulle holde foredrag til hendes klasse. Min første reaktion var, at jeg stirrede vantro på hende, men så begyndte jeg at tænke lidt over, hvad hun havde sagt, og så måtte jeg jo erkende, at hvis jeg ikke kan forklare det, så alle kan forstå det, så er jeg egentlig ikke min løn værd. På den anden side er det også klart, at hver eneste gang man forsimpler noget, så er der også noget andet, der går tabt.
Hvis man meget kort og lige på skal forsøge at forklare konflikten, så må det blive noget i denne retning:
Konflikten
Der er to sammenkædede konflikter. Den oprindelige er en arabisk-israelsk konflikt. Den arabiske verden var imod oprettelsen af staten Israel og forsøgte at forhindre Israels fødsel politisk, diplomatisk og militært, hvilket kulminerede med krigen i 1948-49. Det arabiske projekt mislykkedes og Israel blev oprettet. Under denne første krig opstod det palæstinensiske flygtningeproblem som et resultat af kampene, og hermed opstod konflikt nummer to: Israel-Palæstinakonflikten.
Israel-Palæstinakonflikten er to folks strid om det samme landområde.
Israelerne mener, at Israel er jødernes historiske hjemland, hvor der kontinuerligt har boet jøder lige siden bibelens tid, og at jøderne som et folk på sammen måde som alle andre folk i verden har ret til en stat. Zionisterne mener, at anti-semitismen og jødeforfølgelserne i resten af verden gjorde det livsnødvendigt for jøderne at få en egen stat, hvis de skulle overleve.
Araberne og palæstinenserne mener, at palæstinenserne også har boet i området siden bibelens tid og er områdets oprindelige befolkning (mange betvivler, at verdens jøder har nogen forbindelse til bibelens folkeslag), og derfor har ligeså meget eller mere ret til området. Mange palæstinensere vil sige, at de er endt med at betale prisen for Europas forbrydelser imod jøderne.
Hvordan kan konflikten løses?
Enten vinder den ene side over den anden, som så helt forsvinder eller bliver og underkaster sig vinderen. Eller så deles de to parter om landområdet i enten én fælles stat med to folkeslag (en binational stat) eller i to separate stater side om side.
Israelerne: Meningsmålinger viser, at et flertal af israelerne ønsker fred baseret på to stater – en palæstinensisk stat side om side med Israel. Spørgsmålet er udstrækningen af denne stat. Et mindretal af israelerne er villige til at acceptere våbenhvilelinjerne fra før ’67-krigen – ”den grønne linje”. Andre vil have denne linje justeret, så en række store, folkerige bosættelsesblokke tæt på ”den grønne linje” inkluderes i Israel, mens palæstinenserne får overdraget andre områder i steder. Enkelte israelere argumentere for, at disse andre områder kunne blive en række israelsk-arabiske landsbyer lige nord for Vestbredden, så palæstinenserne både kan få landområder, og så antallet af arabere i Israel begrænses.
Et mindretal af israelerne ønsker at holde fast på Vestbredden uanset hvad. De mener, at palæstinenserne i områderne skal have israelsk statsborgerskab, men skal sværge troskab til Israel, samt acceptere at Israel er en jødisk stat. Ønsker palæstinenserne at bo i en arabisk stat, må de rejse til en af dem.
Palæstinenserne: Et flertal accepterer en to-statsløsning, hvilket set med palæstinensiske øjne betyder, at man har opgivet 78 procent af det historiske Palæstina. Og de accepterer også, at denne stat skal leve i fred med Israel. Hvor varmt og nært forholdet til Israel skal være, er der intern uenighed om.
Der er også en gruppe palæstinensere, der argumenterer for en bi-national stat, hvor de to folkeslag skal have samme rettigheder. Det sker naturligvis også i en vished om, at palæstinenserne enten er eller meget snart bliver et flertal. Andre palæstinensere er imod eksistensen af en jødisk stat under nogen omstændigheder. Et flertal af denne gruppe er imod det ud fra en muslimsk opfattelse af, at der er tale om hellig islamisk jord. De mener, at jøderne kan bo i en islamisk stat som en ”beskyttet minoritet”.
Dermed er de ti minutter vist gået.
Lidt ekstra til nørderne
Og så lidt ekstra til dem, der vil have mere end Mellemøstkonflikten og dens løsning på 10 minutter. Her blot et par ord om en ny runde fredsforhandlingers hårdeste knuder:
Bosættelser: Palæstinenserne vil have alle bosættelser fjernet uden undtagelse på Vestbredden og omkring Øst-Jerusalem. Israel håber, at man kan nøjes med at nedlægge de isolerede, mindre bosættelser, der ligger dybt inde i de områder, der en gang bliver en palæstinensisk stat, mens de blokke af store, folkerige bosættelser, der ligger klods op og ned af ”den grønne linie” kan blive annekteret af Israel.
Flygtninge: Palæstinenserne kæmper for ”retten til at vende tilbage”, hvilket betyder, at de palæstinensiske flygtninge der for eksempel i dag bor i Libanon, og enten selv flygtede fra det nordlige Israel, eller er efterkommere af flygtninge, der gjorde, skal have ret til at vende tilbage til deres tabte hjem. Israel siger, at det vil være nationalt selvmord for Israel, og vil kun acceptere, at flygtningene kan vende tilbage til en kommende palæstinensisk stat eller få udbetalt erstatning for deres tabte ejendom.
Jerusalem: Byens hellighed er et virkeligt problem. Det tilføjer et irrationelt lag til en konflikt, der allerede er kompliceret nok i forvejen. Palæstinenserne vil have deres hovedstad i Øst-Jerusalem, og have kontrollen med det samme område – inklusive Den gamle Bydel – som var under Jordan indtil 1967-krigen. Israel har allerede sin hovedstad i Jerusalem, selvom de fleste lande i verden ikke officielt anerkender det,
Grænser/sikkerhed: Palæstinenserne kræver den gamle våbenhvilelinje fra før 67-krigen som ny grænse til deres stat. Israel siger, at den grænse er helt tilfældig, og blot et resultat af, hvor kampene blev stoppet af en våbenhvile i 1949, og at den gamle linje strategisk set er uacceptabel. Derfor kræver Israel den justeret. 67-linjen eller ”den grønne linje” vil også blive ændret, hvis Israel skal annektere blokke af bosættelser.
Palæstinensisk stat: Så godt som alle, der støtter en fredsproces, er enige om, at palæstinenserne skal have deres egen stat. Selv en israelsk højre-nationalist som Benyamin Netanyahu er efterhånden selv nået til den erkendelse. Spørgsmålet er dens territorielle udstrækning og dens suverænitet. Palæstinenserne vil have hele det område, Israel erobrede fra Jordan og Egypten i 67-krigen med Jerusalem som denne stats hovedstad, og det skal være en fri og uafhængig stat uden nogen form for begrænsninger. Israel vil have visse grænsejusteringer, en særlig aftale om Jordandalen og østgrænsen op imod kongeriget Jordan, samt af sikkerhedsgrunde en række begrænsninger i den palæstinensiske stats forskellige væbnede styrker og våbentyper.
Dette er et forsøg på kort og lidt i noteform at komme rundt om problemerne og de to folks holdninger. Tag det ikke for mere, end det er. Med generaliseringerne kommer der automatisk også en masse fejl og unøjagtigheder. Det kan næppe undgås. Begge folks meninger er naturligvis langt mere komplicerede. Alligevel håber jeg, at ovenstående kan klargøre nogle af problemstillingerne og være til hjælp for nogen.
* * *
Se eventuelt også artiklen: "Fred - måske slet ikke så kompliceret endda"
