Og nu til virkeligheden...

JERUSALEM (05.09.2010): Lamperne er slukket, kameraerne pakket ned og TV-holdene rejst hjem. Mellemøst-topmødet i Washington er overstået. Det blev af de internationale medier dækket, som om freden allerede var brudt ud.

I en region, der er fattig på gode, positive nyheder, kan man sådant set godt forstå det. Men for at holde sig lidt i kontakt med virkeligheden skal man også vide, at der var en skærende kontrast imellem de flotte ord, som lederne havde garneret deres taler med i Washington, og så den trætte, totalt illusionsforladte, dybtfølte og udtalte skepsis, som fredsmødet blev mødt med, der hvor det virkelig betyder noget: Nemlig her i Mellemøsten – blandt israelerne og palæstinenserne, som jo er dem, der skal yde noget, ofre sig, acceptere de smertefulde kompromisser, der er nødvendige, hvis al snakken om fred skal føre til noget.

Men… og det er der mange hernede, der ofte glemmer… det er også hverdagen for almindelige israelere og palæstinensere, der vil blive forbedret, hvis freden faktisk spirer frem. Og får freden lov til at slå rod, så bliver det deres børn, der ikke længere konstant skal gå i krig med hinanden. Som får energi og overskud til at bygge om, i stedet for hele tiden at ødelægge.

Men inden vi når dertil, er der en lang smertefuld vej forude. Det er den lange vandring, der begynder nu. Topmødet i Washington var blot indvielsen af den første halve kilometer, af den nye vej. Nu begynder den lange vandring og det virkelig hårde arbejde.

 

 

Hamas' terrorisme er allerede begyndt, og organisationen siger, at der kommer flere angreb.

Washington: Luftige ord, få løfter
”Det bliver ikke nemt. En ægte fred, en holdbar fred kan kun opnås gennem gensidige smertefulde kompromisser fra begge sider – fra den israelske side og fra den palæstinensiske side – min og Deres”, sagde Israels premierminister Benyamin Netanyanu og nikkede over til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas.

”Men det israelske folk og jeg selv som deres premierminister er rede til at begynde denne lange vandring, en lang vandring men på relativ kort tid, for at skabe denne ægte fred, som vil bringe vore folk sikkerhed, fremskridt, velstand og godt naboskab. Gode naboer som skaber en ny fælles virkelighed”, sagde den israelske premierminister.

Benyamin Netanyahu er vokset op i USA, taler et perfekt engelsk uden accent. Hans tale var ordrig, fulde af klichéer. Smukke, røsenrøde og dejlige klichéer som det var berusende at flyde afsted – især når man lever i en krigszone – men stadigvæk klichéer. Og udover klichéerne var talen tynd på, hvilke ”smertefulde kompromisser” Israel selv var rede til at indgå for det gode naboskabs skyld.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas er intellektuelt set langt mindre flyvsk. Han har aldrig været nogen blændende, medrivende taler. Heller ikke på arabisk. Derfor holdt han sig mest til de meget mere jordnære, kontante og ret så komplicerede problemer i den forhandlingsproces, der nu ligger forude. Som Netanyahu holdt han sig langt væk fra at antyde, hvilke smertefulde kompromisser palæstinenserne var villige til at komme med, så derfor leverede den palæstinensiske præsident endnu en af disse lidt uinspirerede ”smørrebrødssedler” over alle de smertefulde indrømmelser modparten skal komme med.

”Vi vil arbejde med alle de komplicerede problemkomplekser som Jerusalem, bosættelserne, grænser, sikkerhed, vand og også frigivelse af fanger og tilbageholdte for at bringe den besættelse af de palæstinensiske områder, der begyndte i 1967, til ende. Dette for at kunne etablere en palæstinensisk stat side om side med Israel. Det vil bringe denne konflikt til en fredelig afslutning og give fred og sikkerhed til vore to folk”, sagde den palæstinensiske præsident.

 

 

Bosætterne har allerede meddelt, at de begynder at bygge igen uanset den israelske regerings byggestop.

Fremtiden er fuld af minefelter
Parterne skal mødes igen om to uger – formentlig i den egyptiske Rødehavsby Sharm el-Sheikh i den sydlige del af Sinai-ørkenen. Og herefter skal de to ledere mødes hver fjortende dag i det kommende år. Ét år har parterne fået, så skal en fredsaftale skrives under.

Lad det være sagt med det samme: Der vil næppe være skrevet en rigtig israelsk-palæstinensisk fred under til næste år ved denne tid. Men det er også lige meget, hvis blot parterne er nået et godt stykke på vej i retningen af en rigtig fred, så gør det mindre, om den officielle underskrivelsesceremoni bliver på årsdagen, den næste årsdag eller endnu senere.

Men der er problemer. Masser af problemer. Alt for mange til at jeg kan tage fat på dem alle sammen her. Men de første udfordringer vil melde sig helt af sig selv i de kommende dage og uger, for der er stærke kræfter hernede, der er indædt imod at en fredsproces, som den der er sat i gang nu, skal have nogen som helst chance for at lykkes.

De to første grupper, vi formentlig vil høre fra i de nærmeste dage er den palæstinensiske militante, islamistiske Hamas-bevægelse og de yderligtgående national-religiøse jødiske bosættere på Vestbredden. Og – blot for en ordens skyld – ligesom Hamas på ingen måde er repræsentativ for alle troende muslimer, så er den militante del af de jødiske bosættere heller ikke repræsentative for alle bosættere i de besatte områder.

Hamas har allerede ladet høre fra sig. Det gjorde de, samme dag som stats- og regeringscheferne mødtes i Washington. Hamas-terrorister angreb i ly af mørket en personbil på Vestbredden. I bilen var der et ungt ægtepar, den unge kone var gravid, og to blaffere. Alle fire blev skudt og dræbt. Dagen efter blev endnu en personbil angrebet, og to blev såret. Hamas har allerede bebudet, at disse to angreb kun er begyndelsen. Der vil komme mange flere af slagsen.

 

 

Mødet i Washington var startskuddet til en fredsproces. Nu begynder det virkeligt hårde arbejde med at føre drømmene ud i livet.

De jødiske bosættere har også bebudet, at de går i offensiven.

Allerede dagen efter lederne havde trykket hinanden i hånden i Washington bebudede YESHA Council – og det betragtes som repræsenterende den ”moderate” del af bosætterne – at de ville begynde at bygge i 80 bosættelser, uanset om premierminister Netanyahus byggestop bliver forlænget eller ej. Den beslutning har de naturligvis taget vel vidende, at den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har sagt, at fortsætter byggerierne i bosættelserne, så stopper fredsforhandlingerne.

Men som sagt: YESHA Council er blot den moderate del af bosætterne. Hvad de mere yderligtgående og militante elementer af bosætterne vil finde på, ved vi endnu ikke. Men vi kan være ret sikre på, at de er i gang med at planlægge et eller andet, for fornyede fredsforhandlinger med palæstinenserne ses af dem, som den største trussel i mange år imod deres egen fremtid i det, de kalder Judæa og Samaria – de bibelske betegnelser for Vestbredden.

Så det er helt sikkert, at volden, sammenstødene, demonstrationerne og alle mulige forsøg på at sabotere fredsprocessen vil komme til at dominere nyhederne hernede fra i de kommende måneder. Hvilken betydning disse anslag imod forhandlingerne mellem parterne vil få, afhænger helt af, i hvilken ånd de to folks ledere er kommet til forhandlingerne. Hvis de fra starten har sagt: Fred er vores ærlige og inderlige ønske, så vi alle anslag imod forhandlingerne blive opfattet som endnu en ansporing til at få løst problemerne. Men – hvis parterne på den anden side i bund og grund ikke tror på freden eller hinanden, og kun er kommet til Washington, fordi de ikke vil have skylden for at fredsprocessen gik på grund inden den overhovedet fik vind i sejlene, så vil de begge spejde med lys og lygte efter undskyldninger for at indstille forhandlingerne. Og så vil ethvert angreb og trussel blive begrundelse for at man alligevel ikke kan stole på modparten.

 

 

Den national-religiøse højrefløj i Israel anser en palæstinensisk stat som en trussel imod Israels overlevelse.

Hvornår bliver det virkelig interessant?
Den første lakmusprøve på parternes virkelige intentioner kommer altså formentlig allerede i de kommende uger. Men det er kun de allerførste farlige klippeskær under havoverfladen. Hvornår begynder det for alvor ar blive interessant? Hvornår skal vi begynde at spidse øre?

Hvis vi til at starte med blot ser på den israelske side, så er det ret klart, at enten bryder fredsprocessen sammen, eller så gør den israelske regering det.

De skridt, der er nødvendige for at nå frem til en fredsaftale, kan den nuværende israelske regering ganske enkelt ikke holde til. Højrefløjen vil bryde ud, inden vi for alvor kommer i gang med de rømninger og nedlæggelser af bosættelser, som er nødvendige. Så når premierminister Netanyahu enten omdanner sin regering, og tager Kadimah-partiet med ind i koalitionen i stedet for højrefløjen, eller når han udskriver valg, så ved vi, at der er ved at ske noget.

På den palæstinensiske side er det også ret klart, at vi står overfor alvorlige problemer. Er præsident Mahmoud Abbas overhovedet manden, der kan levere en fredsaftale?

Der er næppe nogen tvivl om, at han gerne vil. Men har han overhovedet magten til det? Det er spørgsmålet. For det første kontrollerer han kun en del af det palæstinensiske område. Hamas, hans ærkerival, sidder på Gaza-striben. Og hvem repræsenterer egentlig de palæstinensiske flygtninge, der sidder i flygtningelejre i Libanon, Syrien og andre steder. Officielt gør PLO, men PLO er også Mahmoud Abbas, og i de libanesiske flygtningelejre lytter man ikke til ham.

 

 

De to mænd i centrum: Palæstinensernes Mahmoud Abbas med ryggen til og Israels Benyamin Netanyahu.

Hvis en aftale med Mahmoud Abbas skal betyde noget, så skal man enten på den ene eller anden måde slippe af med Hamas i Gaza-striben, eller organisationen skal finde sammen med Fatah i en ny samlingsregering, som kan udskrive et nyt valg, så vi kan få en legitim palæstinensisk regering. Men hvis den nye palæstinensiske ledelse ikke længere har Mahmoud Abbas som præsident, hvad så med de forhandlinger, der er gået forud?

En ny mellemøstlig fredsproces er gået i gang. Starten gik i Washington for nogle dage siden. Nu er vi tilbage i den mellemøstlige virkelighed igen, og det er nu, det virkeligt hårde, slidsomme og beskidte arbejde begynder. Og succesen er alle gode viljer til trods langtfra givet på forhånd.