Hvis bare ord var nok

JERUSALEM (02.09.2010): Hvis ord var det eneste, der skulle til, så står vi umiddelbart på tærsklen til fred i Mellemøsten, for begge parters ledere sagde alle de rigtige ting, da de i nat stod foran de snurrende kameraer, efter deres ansigt-til-ansigts middag, med USA's præsident Barack Obama som vært for  bordenden.

Israels premierminister Benyamin Netanyahu fik sagt ”Shalom, salaam, peace, fred”, så mange gange, han kunne. Og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas sagde, at det at give israelerne den sikkerhed, de har behov for, er afgørende.

Det er rigtigt. Det lød godt.

Problemet er bare, at de selvsamme ledere, trods alle deres pæne taler i nat og igen i dag, slet ikke har gjort det minimum, der er nødvendigt, for også at løse de mange vanskelige problemer ude i virkelighedens Mellemøsten.

Intet har forhindret hverken Mahmoud Abbas eller Benyamin Netanyahu i at tage alvorligt fat på problemerne allerede for måneder eller for den sags skyld for år siden.

Desuden er det ikke de stærkeste to ledere, vi ser repræsentere konfliktens to sider.

Præsident Mahmoud Abbas er langt den svageste af de to. Det er i virkeligheden et åbent spørgsmål, hvor meget han overhovedet repræsentere.

 

 

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas blev presset til Washington af præsident Obama, mener mange palæstinensere.

På en kort runddtur i Øst-Jerusalem tidligere på dagen, var det ikke mange palæstinensere, jeg mødte, der gav Mahmoud Abbas deres opbakning.

”Både Israel og det meste af resten af verden ved udmærket godt, at Mahmoud Abbas ikke har nogen folkelig opbakning. 90 pct. af befolkningen støtter Hamas”, siger Abdullah Najjar, som præsenterer sig selv som pensioneret general fra de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, men som nu arbejder for en palæstinensisk tænketank.

Abu Salam Dana, en gammel palæstinenser fra Hebron som i flere årtier har solgt aviser og blade lige overfor Damaskusporten, er enig: ”Hvis du afholdt en folkeafstemning, vil du opdage, at der ikke er nogen, der støtter, at Mahmoud Abbas rejste til USA for at deltage i forhandlingerne. Men amerikanerne vred armen om på ryggen af Abbas og tvang ham til at tage af sted”, siger han.

Men er palæstinensernes tillid til deres egen præsident begrænset, så er deres tro på Israels premierminister Benyamin Netanyahu endnu mindre.

”Netanyahu og hans regering er ikke interesseret i fred. Netanyahu rejste kun over til Washington for at deltage i forhandlingerne, fordi han var under pres og ikke havde noget valg”, siger Abu Salam Dana.

Troen på succes er ikke meget større blandt israelerne i den vestlige del af Jerusalem.

Det er som om en mathed og et krigstræt tungsind har grebet om sig. Selv folk, der mener, at Vestbredden er en del af det bibelske Israel, som er det jødiske folks historiske og nationale arv, så kan de ikke længere se, at det er muligt at holde fast i områderne, hvis man også vil have fred.

Meital Levi er selv religiøs bosætter, og selvom hun godt ved, at det er hendes hjem, der ligger på forhandlingsbordet, kan hun ikke se noget alternativ:

”Min mening er, at vi på et eller andet tidspunkt er nødt til at gå på kompromis fra begge sider. Ligegyldigt hvor meget jeg tror på et bibelsk Israels Land, så er det efterhånden nok. Vi er trætte. Vi ønsker fred.”

Det spørgsmål, mange i her dog stiller sig, er, om man kan lave en aftale med halvdelen af et lederskab?

Mahmoud Abbas har intet at skulle have sagt i Gaza-striben. Her er det Hamas, der regerer. Så en fredsaftale med Abbas vil ikke ændre noget på raketangrebene fra Gaza-striben. Nu ser det oveni købet ud til, at Hamas også har en tilstedeværelse på Vestbredden, siden de kan angribe jødiske bosættere, når det passer dem.

 

 

De fleste i Mellemøsten støtter ideen om forhandlinger, men de er samtidigt mere end skeptiske med hensyn til om forhandlingerne vil føre til noget.

”På den ene side er der De Palæstinensiske Myndigheder og på den anden Hamas. Men i USA er det besluttet, at det er den ene af dem, vi skal tale med den ene. Men herovre er virkeligheden jo noget andet. Naturligvis skal vi nå frem til en eller anden forståelse, men Mahmoud Abbas (Abu Mazen) repræsenterer bare ikke alle palæstinenserne”, siger Yossi Cohen, der er revisor.

Desuden er der spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge i de arabiske nabolande. Hvem taler på deres vegne? Hvis Israel indgår en aftale med præsident Abbas om de palæstinensiske flygtninge, hvem siger så, at de mange flygtninge, der bor i de arabiske lande, vil acceptere en sådan aftale og efterkomme den?

På papiret er Israels premierminister Benyamin Netanyahu en stærk regeringschef. Han sidder på et ganske komfortabelt flertal i det israelske parlament Knesset. Men hans parlamentariske grundlag er i forhold til fredsforhandlingerne lidt af en papirtiger.

Kommer der for alvor gang i fredsprocessen, så betyder det nemlig, at dagene er talte for mange af bosættelserne i de besatte områder, og det vil regeringskoalitionens nationalistiske højrefløj omkring udenrigsminister Avigdor Lieberman ikke være med til. Så enten bliver Netanyahu nødt til at omdanne sin regeringskoalition eller udskrive nyvalg. For det man ret sikkert kan sige, det er, at Israels nuværende regering ikke vil være i stand til at levere de indrømmelser, som er nødvendige, for at en fredsaftale skal kunne lykkes.

De jødiske bosættere er også ved at mobilisere sig. De føler, at de nu er ved at blive solgt ud. På den ene side har de været mål for to terrorangreb på to dage. Fire bosættere er blevet dræbt. En af dem en gravid kvinde. Og på den anden side ser det nu ud til, at det byggestop, som skulle udløbe senere på måneden, bliver forlænget med et år. Og ikke bare det. Bliver forhandlingerne virkelig succesfulde, så kan bosætterne se frem til massive sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker, når en stor del af bosættelserne på vestbredden skal nedlægges, og befolkningen flyttes tilbage til Israel imod deres vilje. Så derfor kan premierminister Netanyahu også se frem til at komme i modvind på hjemmefronten, hvis han satser på fredsprocessen.