De dumme israelere

TRANEKÆR (19.08.2010): Jeg troede, at der var sket noget dramatisk i Mellemøsten, da jeg i mit sommerhus pludselig opdagede, at mobiltelefonen ovre i vindueskarmen (det eneste sted i huset hvor den har forbindelse til omverdenen) havde fem ubesvarede opringninger og to beskeder fra TV2. Jeg havde været ude på en travetur i skoven, og havde endnu ikke læst hverken aviser eller været på internettet, så jeg anede ikke, hvad der kunne være sket.

”Har du læst avis”, var det første spørgsmål, jeg fik, da jeg ringede op til redaktionen.

”Nej, ikke endnu”, måtte jeg med skam indrømme.

”Uffe, Helveg og Lykketoft har skrevet en kronik i Berlingeren, hvori de voldsomt kritiserer Israel. Vi laver indslag på det, og vil gerne have dig og nogen fra Israel med. Er det OK med dig?”

”Det er fint”, løj jeg. ”Ring mig op om en lille times tid. Jeg skal lige læse kronikken og ringe lidt rundt.”

Jeg måtte opgive dagens næste programpunkt, men det har familien efter mange år med TV2 efterhånden vænnet sig til, og i stedet kaste mig over de tre tidligere udenrigsministres kronik.

”Det er tid til forhandling i Mellemøsten”, lyder overskriften.

”Den fastlåste situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt kræver internationalt pres, hvis der skal ske fremskridt. Der er meget på spil og status quo er uholdbar for alle parter”, lyder indledningen. Helt korrekt efter min opfattelse. Men ikke særlig nyt eller opsigtsvækkende.

Efter første gennemlæsning måtte jeg indrømme, at jeg i det store og hele er enig med de tre.

Jeg har dog få og små bemærkninger, men de er netop ganske få og små.

For naturligvis er det på tide, at forhandlingerne kommer i gang igen. Det har det været i mange år. Det er der sådant set hverken noget nyt eller særlig særligt indsigtsfuldt i. Men det bliver observationen naturligvis ikke mindre rigtig af.

Men nogle af de regeringskritiske israelske kommentatorer, jeg ringede op til for at få deres vurdering af sagen, sagde samstemmende, at det siger jo selv den højre-nationalistiske premierminister Benyamin Netanyahu, hvilket han har gjort længe. Det er faktisk den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, der siger nej. Han vil kun forhandle med amerikanerne som mellemmand.

Der er mange helt rigtige og sørgelige observationer i kronikken.

Den nuværende udvikling kan ingen være tjent med, skriver de tre, mindst af alt Israel. ”Besættelsen betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal indenfor 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande med forskellige rettigheder til forskellige befolkningsgrupper.” ...naturligvis er det på tide, at forhandlingerne kommer i gang igen. Det har det været i mange år. Det er der sådant set hverken noget nyt eller særlig særligt indsigtsfuldt i.Sørgeligt men rigtigt!

Men Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft får også noget sludder med i forbifarten. For eksempel at den israelske besættelse ”forhindre en sund økonomisk og demokratisk udvikling af (palæstinensernes) samfund.” Underforstået at vi i dag ville have haft en økonomisk sund og demokratisk Palæstinastat, hvis Israel ikke havde besat Vestbredden, Øst-Jerusalem og Gaza-striben i 1967.

Her må jeg stå af.

Hvordan kan vi vide det? Det er vistnok det, man kalder kontrafaktisk historieskrivning.

Hvordan ville verden se ud i dag, hvis vi ikke havde haft Den franske Revolution? Eller hvad ville der være sket, hvis Tyskland havde vundet Den anden Verdenskrig? Interessant at spekulere over, men ingen af os kan vide det. Og om palæstinenserne ville leve i en egen fri, uafhængig, demokratisk og økonomisk sund stat i dag, hvis Israel ikke havde vundet krigen i 1967, er der ingen – end ikke en gruppe tidligere danske udenrigsministre selv med en meget stor krystalkugle – der kan vide.

Tværtimod er der mindst et par grunde, man kan fremhæve, til at betvivle denne påstand.

For det første antager de tre udenrigsministre, at havde Israel ikke besat områderne i 1967, så ville Jordan, som først selv havde besat og derefter annekteret Vestbredden og Øst-Jerusalem, og Egypten, som kontrollerede Gaza-striben, selv være gået i gang med at overdrage områderne til palæstinenserne, så de kunne få deres egen stat. Blot kom den israelske besættelse i vejen for dette ellers noble projekt. Men det scenarie er der overhovedet intet som helst i kildematerialet, der kan begrunde. Snarere tværtimod.

Hverken Egypten eller Jordan havde i de foregående 18 år – fra krigen i 1948-49 og frem til Seksdageskrigen – vist noget som helst tegn på, at de ønskede at overdrage områderne til palæstinenserne. Jordan havde tværtimod i 1950 valgt at annektere Vestbredden og Øst-Jerusalem, og havde dermed gjort områderne til en del af kongeriget Jordan. Og palæstinenserne i områderne havde fået jordansk – ikke palæstinensisk – statsborgerskab.

Så man kunne egentlig med større ret argumentere for, at palæstinenserne aldrig ville have fået sig en egen stat, hvis Israel ikke havde besat områderne, men at de tværtimod i dag nok snarere ville være endt som borgere i andre arabiske lande. Men det er også en kontrafaktisk betragtning. Vi ved det ikke, og vi vil aldrig kunne finde ud af det.

Men hvis vi nu alligevel leger med på tanken, og siger, at Ellemann-Jensen, Helveg Petersen og Lykketoft har ret. Israel besatte ikke områderne, eller, hvis de gjorde det, så rømmede de igen områderne mange år siden, hvorefter palæstinensrene på en eller anden måde derefter havde fået sin egen stat. Så antager de tre tidligere udenrigsministre derefter, uden at komme med nogle beviser for det, at denne stat i dag ville være ”økonomisk sund og demokratisk”. Hvis det skulle være tilfældet, hvorfor er de mange arabiske stater, som aldrig nogensinde har været under israelsk besættelse, så ikke blevet økonomisk sunde og demokratier?

Og monstro der er nogen af de tre udenrigsministre, der selv personligt i sin tid har mødt PLO-leder Yassir Arafat, der ærligt fik det indtryk, at han var manden, der kunne styre en stats økonomi endsige gøre en sådan stat til noget der bare kunne minde om et demokrati? Næppe!

Et andet spørgsmål, som studieværten i TV2/NEWS stillede mig, da jeg lidt senere skulle analysere kronikken på fjernsynet, var, om der er nogen særlig grund til at denne kronik kommer netop nu?

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvad der har fået de tre tidligere udenrigsministre til at melde ud på dette område lige netop i disse dage. Om det er fordi det stadigvæk er sommer og agurketid, og derfor er nemmere for politikere at komme i medierne, eller om det er Lykketoft, som er ved at gøre klar til sin kommende valgkamp (Ellemann er for længst gået på pension, og Helveg genopstiller ikke) og har fået de to andre med, eller om de tre bare har tabt tålmodigheden med Mellemøsten, det ved jeg ikke. Det sidste ville jeg sådant set godt kunne forstå, selvom jeg må indrømme, at jeg har en nagende mistanke om at det er Mogens Lykketoft, der står bag initiativet om at skrive kronikken – hvilket jeg naturligvis ikke kan bevise. ...monstro der er nogen af de tre udenrigsministre, der selv personligt i sin tid har mødt PLO-leder Yassir Arafat, der ærligt fik det indtryk, at han var manden, der kunne styre en stats økonomi endsige gøre en sådan stat til noget der bare kunne minde om et demokrati?Men hvis man ser på virkeligheden i Mellemøsten lige nu og her, så kan timingen måske godt undre en smule.

Alle der har bare det mindste med diplomatiet i Mellemøsten at gøre ved, at det 10 måneders byggestop, som Israels premierminister Benyamin Netanyahu deklarerede i november 2009, udløber i september, og at højrefløjen i hans regering vil modsætte sig en forlængelse. Netanyahu har dog sagt, at en forlængelse kan komme på tale, hvis den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas vil indlede direkte forhandlinger ansigt-til-ansigt med Israel. Det har den palæstinensiske præsident hidtil modsat sig, men nu er der meget, der tyder på, at han vil acceptere direkte forhandlinger en af de nærmeste dage.

Sidste gang vi var lige på nippet til at få direkte forhandlinger i gang i marts, offentliggjorde Israel samtidig at man ville begynde et nyt boligbyggeri i det besatte Øst-Jerusalem. Det faldt sammen med den amerikanske vice-præsident Joe Bidens besøg, og USA blev rasende. Så rasende at de satte premierminister Netanyahu stolen for døren, og krævede byggeriet stoppet. Det fik naturligvis Abbas til at trække næsen til sig igen. For hvis USA var så rasende, at Washington ville presse Israel til indrømmelser, var der jo ingen grund til at han skulle sætte sig til forhandlingsbordet, hvor han ville blive afkrævet modydelser for Israels indrømmelser. Nu kunne han læne sig tilbage og få ”gratis” indrømmelser fra ærkefjenden. Den chance ville enhver have udnyttet, men det betød også, at forhandlingerne ikke kom igang.

Den samme frygt kunne man måske have nu. Hvis de tre danske udenrigsministres kronik var udtryk for en mere koordineret europæisk diplomatisk offensiv eller et nyt udspil fra den såkaldte ”Kvartet”, så kunne Mahmoud Abbas måske igen reagere på samme måde, og trække følehornene til sig. Heldigvis ser det ikke sådan ud. Kronikken har intet med et EU- eller et Kvartet-udspil at gøre. Der er heller ikke tale om en dansk udenrigspolitisk offensiv. Tværtimod er nogle af de nuværende danske diplomater og embedsmænd i Udenrigsministeriet også lidt overrasket over timingen. Kronikken er af uforklarlige årsager kommet i avisen netop som Mellemøsten selv er på tærsklen til et lillebitte fremskridt. Men heldigvis er Danmark så lille og ubetydelig, at der ikke skete nogen skade. En israelsk diplomat, jeg talte med, havde endnu ikke hørt om kronikken, men håbede bare, at den ikke ville "rokke båden" og ødelægge muligheder for nye forhandlinger. Måske er de tre politikere blevet så forhenværende, at de lidt har mistet følingen med dag-til-dag udviklingen i Mellemøsten.

Det kan måske også handle om, hvordan man betragter det at være udenrigsminister. Om man ser posten som en platform for markante og højtprofilerede politiske udmeldinger, eller om man ser den som et sted hvor man er en diplomatisk håndværker, der sindigt, stille og slidsomt i små skridt bygger bro imellem parter, der har svært ved at sidde til bords.

Hvis man skal være en lille smule ubehøvlet kan man sige, at dansk udenrigspolitik i Mellemøsten under Mogens Lykketofts meget, meget korte periode som udenrigsminister, uden at han ændrede noget som helst grundlæggende i den danske holdning til situationen i Mellemøsten, fik fremsat vores politik så klodset, firkantet og udiplomatisk, at Israel ikke gad have noget med Lykketoft at gøre. Så med alle de rigtige meninger havde udenrigsministeren på rekordtid sat sig selv og Danmark udenfor indflydelse.

Det modsatte eksempel har vi med daværende udenrigsminister Per Stig Møller (som sjovt nok ikke er medunderskriver af kronikken i Berlingeren), som uden stor offentlig bravalder stille, roligt og energisk bag kulisserne gjorde det diplomatiske benarbejde, og under det danske EU-formandskab i 2003 fik skruet den såkaldte ”Køreplan for fred i Mellemøsten” sammen, selvom USA af taktiske grunde fik æren for det. Et diplomatisk brobygningsarbejde som selv den dag i dag står som en af hovedhjørnestenene i ethvert realistisk forsøg på at skabe fred i Mellemøsten.

Forskellen er, om udenrigsministeriet bliver brugt til at promovere ministeren politisk, eller om det bliver brugt til at forbedre verden og placere Danmark centralt i det arbejde.

Israel og premierminister Netanyahu får i kronikken hovedparten af skylden for tingenes sørgelige tilstand, mens den palæstinensiske præsident Abbas næsten roses. Selvom jeg følelsesmæssigt sagtens kan følge de tre danske politikere, så er det mildt sagt en noget letkøbt generalisering. Israel – især under Netanyahu – har gjort mange fejl og bærer et meget stort ansvar, men palæstinenserne er på ingen måde uden skyld. Og hvis man selv en gang i fremtiden ønsker at spille en konstruktiv rolle - måske som kommende udenrigsminister (og det er der kun én af de tre forfattere der gør) - så er det vel tåbeligt at skære en kompliceret Mellemøstkonflikt ud i pap på den måde, så den ene side bliver skurken og den anden det uskyldige offer. Det er i hvert fald ikke et godt afsæt, hvis man på sigt ser sig selv som Danmarks øverste diplomat.

Det er lidt det, der generer mig ved kronikken. For mange flotte markeringer, som uanset hvor rigtige de er, gør meget lidt for at forbedre virkeligheden i Mellemøsten, hvilket giver en nagende mistanke om, at det bare er Mellemøsten der bliver brugt som et passende dramatisk bagtæppe, for at nogle politikere kan markere sig selv og få medieomtale i Danmark i en nyhedstynd periode.

Sådan kunne man fortsætte med at pille den ellers velmente kronik i Berlingske fra hinanden. Det vil jeg ikke gøre. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er i bund og grund enig med de drømme om en bedre fremtid, som kronikken er et udtryk for. Men desværre er det bare drømme. Dejlige drømme. Ulykkeligvis også drømme som parterne i Mellemøsten ikke selv har gjort så meget for at få virkeliggjort. Hverken israelerne eller palæstinenserne.

Drømme der som sagt formentlig vil gøre de tre tidligere udenrigsministre populære i de rigtige kredse i Danmark, for det de skriver er så ganske rigtigt. Men med mindre man selv er villig til at få smuds på hænderne og gøre det beskidte, kedelige, enerverende og ikke særligt belønnende diplomatiske ingeniørarbejde langt borte fra mediernes søgelys, så bliver det ikke til meget andet end selvpromovering, som ikke har noget at gøre med at forbedre situationen i Mellemøsten.

Når det kommer til stykket, er det kun parterne selv i Mellemøsten, der kan tage de smertefulde skridt der er nødvendige, og indgå de kompromisser, som gør virkelig ondt, men uden hvilke, der aldrig bliver fred. Og det skal der langt mere end en velmenende kronik i Berlingske Tidende til at sætte gang i.

* * *

Link til de tre tidligere udenrigsministres kronik i Berlingske:
http://www.berlingske.dk/kommentarer/det-er-tid-til-forhandling-i-mellemoesten

 

---

 

DET ER TID TIL FORHANDLING I MELLEMØSTEN

 

Af Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft, forhenværende udenrigsministre
Berlingske Tidendes kronik
18. august 2010

Den fastlåste situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt kræver internationalt pres, hvis der skal ske fremskridt. Der er meget på spil og status quo er uholdbar for alle parter.

Konflikten er kronisk destabiliserende for hele Mellemøsten og svækker Vestens samt styrker Irans troværdighed i den arabiske verden. Hovedårsagen til dette er den 43 år lange israelske besættelse, der frarøver palæstinenserne deres bevægelsesfrihed, eksproprierer deres land for at bygge bosættelser, mure og checkpoints og forhindrer en sund økonomisk og demokratisk udvikling af deres samfund. Blokaden af Gaza har, som den konservative britiske premierminister David Cameron senest har anført, reelt gjort området til »en fangelejr«, hvor halvanden million mennesker lever under utålelige humanitære forhold. Men også realpolitisk har Israels blokade fejlet: modsat hensigten har den styrket Hamas og hjulpet organisationen til at stramme sit greb om befolkningen i Gaza.

Der er grund til at handle hurtigt fra det internationale samfunds side, for i takt med, at blokaden fastholdes og bosættelserne udvides, tilspidses konflikten og ekstremismen øges både blandt israelere og palæstinensere. Resultatet er, at de demokratiske institutioner i såvel Israel som de besatte områder er kommet under voldsomt pres.

Besættelsen betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal indenfor 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande med forskellige rettigheder til forskellige befolkningsgrupper.

Det er en udvikling, som ingen kan være tjent med - slet ikke Israel, der historisk set har været regionens mest demokratiske samfund. Siden statens grundlæggelse, har Israel været karakteriseret ved at være både demokratisk og det jødiske folks hjemland. Besættelsen betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal indenfor 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande med forskellige rettigheder til forskellige befolkningsgrupper.

Vi, der ønsker, at Israel skal forblive demokratisk, har en stærk interesse i oprettelsen af en levedygtig, demokratisk palæstinensisk stat. Det vil også bane vejen for fredsforhandlinger med Syrien og markant forbedre forholdet til andre nærtliggende lande. Alternativet er destabiliserende for regionen og truende for Israels sikkerhed.

I dag er dialogen mellem de palæstinensiske og israelske politikere gået i hårknude, og forhandlingerne foregår udelukkende gennem en amerikansk mellemmand. På den israelske side er dele af premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti og i endnu højere grad hans koalitionspartnere i det ekstremistiske Yisrael Beiteinu-parti samt regeringens national-religiøse partier, modstandere af dannelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Netanyahu har dog været tvetydig i sine udmeldinger om oprettelsen af en palæstinensisk stat. På den ene side har han tidligere udtalt forsigtig støtte til en palæstinensisk stat.

På den anden side har Netanyahu tidligere sat lighedstegn mellem dannelsen af en palæstinensisk stat og nazismens forbrydelser (det gør han flere gange i sin bog fra 1993 A Place among the Nations), og Likuds partiprogram afviser etableringen af en palæstinensisk stat på Vestbredden.

Det var kun efter massivt og vedvarende amerikansk pres, at premierministeren indførte et midlertidigt stop for opførelsen af bosættelser. Byggestoppet, der ikke omfattede Øst-Jerusalem, som palæstinenserne regner for deres fremtidige hovedstad, udløber i næste måned.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har afvist at genoptage de direkte forhandlinger, så længe der opføres bosættelser, og kræver, at Netanyahu afgiver et løfte om, at forhandlingerne skal omhandle skabelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden, i Gaza og Øst-Jerusalem. Det var de rammer, som forhandlingerne hidtil har haft, og det er ikke holdbart for nogen former for internationale drøftelser, hvis deres præmis ændres radikalt, hver gang regeringen skifter farve. Forhandlinger må ikke være et mål i sig selv, men skal ses som et middel til at nå til enighed om en aftale, og det eneste, der kan skabe fremskridt, er et større internationalt pres på parterne. Fra dansk, europæisk og amerikansk side skal vi presse Netanyahu til at forlænge byggestoppet for bosættelser og melde klart ud, at forhandlingerne har som mål at oprette en palæstinensisk stat indenfor 1967-grænserne og med Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad. Et sådant udspil fra Netanyahus side vil give Abbas et folkeligt mandat og tilstrækkeligt med politisk kapital til at sætte sig ved forhandlingsbordet. Samtidig skal vi fra Vestens side også presse Abbas til at begynde direkte forhandlinger med Israel i samme øjeblik, han får ovennævnte garantier.

Mens Abbas i ord og handling har vist, at han har viljen til fred - har Netanyahu talt med to tunger. Hvis Netanyahu oprigtig vil en fred med palæstinenserne, må han melde klart ud. Status quo betyder flere bosættelser, flere fanatikere og vil i sidste ende gøre ekstremisterne på begge sider så stærke, at konflikten bliver uløselig. En forhandlet løsning er den eneste løsning.