Det sku' være så godt, og så er det bare sørgeligt

JERUSALEM (29.03.2009): Det sker ikke så tit, men fra tid til anden hører man varme, smukke historier om menneskers format, situationer hvor ånd og hjerte bygger bro, hvor storhed og menneskeværd besejrer brutalitet og ødelæggelse.
     I midten af den forgangne uge hørte jeg en sådan dejlig historie, som Mellemøsten har så desperat brug for flere af.
     Min gode ven og kollega Khaled Abu Toameh, som i 17 år har været min palæstinensiske såkaldte ”stringer”, fortalte mig en smuk historie om en gruppe unge palæstinensiske musikere fra en flygtningelejr på Vestbredden, som havde spillet og sunget for en gruppe gamle jødiske overlevende fra Holocaust på et hjem i Holon lige udenfor Tel Aviv.
     Det var en af de historier, jeg gerne ville have filmet og vist på TV2, men jeg fandt desværre først ud af det, efter det var for sent. Men historien er så smuk, at jeg vil genfortælle den til Jer her.

Billedet af ”Strings of Freedom”, som orkestret hedder, i avisen dagen efter var også dejligt. Storsmilende unge palæstinensere med deres violiner, pigerne med hijab men også med cool solbriller. Men først og fremmest med smil, der igen kunne få en til at tro lidt på fremtiden.
     Mange unge palæstinensere ved intet om Holocaust. Det gjorde de unge musikere fra Jenin-flygtningelejren heller ikke. Men det fik de at vide, efter de havde spillet for de gamle mennesker i Israel.
     ”Kun folk som selv har lidt, forstår andres lidelser”, sagde den kun 18-år pianist Ali Zeid smukt og klogt efter koncerten og sit møde med de jødiske Holocaust-overlevende ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP. Ali’s egne bedsteforældre er flygtninge fra Haifa i Israel. Historien blev trykt i den israelske avis Haaretz og kan læses her:

http://www.haaretz.com/hasen/objects/pages/PrintArticleEn.jhtml?itemNo=1073846

De 13 unge palæstinensiske musikere kommer fra den Jenin-flygtningelejren, som i årevis var en af Islamisk Jihads bastioner, og hvorfra der udgik talrige selvmordsterroraktioner imod Israel, og som Israel rykkede ind i under en blodig operation i 2002, som kostede 53 palæstinensere og 23 israelske soldater livet.
     De jødiske pensionister fik sig også et chok, da de hørte, at de unge kom fra Jenin på Vestbredden. De havde troet, at de var fra en af de israelsk-arabiske landsbyer i nærheden. Men de brød ud i jubel, da de fik at vide, at de unge palæstinensere var kommet for at synge for fred.
     ”Insh’allah” – arabisk for ”Med Guds hjælp”, sagde den 68-årige israelske Sarah Glickman.

Politik kan naturligvis ikke holdes ude, når palæstinensere og israelere mødes. Men Wafa Younis, som er dirigent og leder af det palæstinensiske ungdomsorkester, klarede det på forbilledlig vis. En sang blev dedikeret til den kidnappede israelske soldat Gilad Shalit, som snart har siddet fanget i tre år i Gaza, og samtidig fordømte hun Israels militære besættelse af Vestbredden.
     Smukt! Og rigtigt!
     Fantastisk! Dejligt... og jeg kunne blive ved.

Hvis bare historien så var sluttet der.
     Men det her er Mellemøsten. Hernede slutter historierne desværre sjældent godt.
     Søndagens aviser havde fortsættelsen af den ellers så smukke beretning om unge og gamle ofre, som gav hinanden hånden og åbnede sig for hinandens lidelser.
     I går kunne aviserne berette, at de palæstinensiske myndigheder på grund af koncerten med øjeblikkelig virkning har nedlagt ungdomsorkestret i Jenin-flygtningelejren.
     Wafa Younis har ”udnyttet børnene”, som Adnan al-Hindi fra Jenin-flygtningelejrens ledelseskomité udtrykker det. Orkestret er blevet nedlagt, den bygning hvori musikerne øvede er blevet forseglet, og Wafa Younis er blevet fyret.
     ”Hun har fået forbud imod at lede nogen som helst ungdomsaktiviteter… Vi bliver nødt til at beskytte vore unge og vort samfund”, siger al-Hindi til AP.
     Jeg vil ikke citere Adnan Hindis sammenligning mellem Holocaust og det Israel foretager sig i de besatte områder. Sammenligningen er lige så forkert, som den desværre er almindelig. I kan selv læse mere om sagen her:

Khaleds historie i The Jerusalem Post finder I her:
http://www.jpost.com/servlet/Satellite?cid=1237727563412&pagename=JPost%2FJPArticle%2FShowFull

Og her AP’s historie, som blev genoptrykt i Haaretz:
http://www.haaretz.com/hasen/objects/pages/PrintArticleEn.jhtml?itemNo=1074678

Adnan al-Hindi kalder koncerten for de gamle Holocaust-overlevende i Israel for ”en farlig sag”, som kunne risikere at undergrave palæstinensernes kulturelle og nationale identitet.
     Fatah i Jenin har nu for en sikkerheds skyld også meldt dirigent Wafa Younis  til politiet.

Jøders lidelser under Holocaust undergraver ikke palæstinensernes ret til deres egen nation eller til en menneskeværdig tilværelse. Det er der intet, der kan.
     Enhver kan også sagtens forstå, at det kan være svært for palæstinensiske flygtninge, som allerede har lidt så meget, og fortsat lider og bliver undertrykt hver eneste dag, at føle nogen synderlig sympati for andres lidelser. I særdeleshed israeleres.
     Og netop fordi man ikke kunne forvente noget sådant, så fremstår Wafa Younis’ og de unge palæstinensiske musikeres gestus til de overlevende fra Holocaust i Holon endnu mere nobel, modig og smuk.
     Mens nedlæggelsen af deres orkester, som straf fordi de havde spredt et øjebliks glæde hos nogle andre mennesker, som også har lidt for meget, er i sig selv et dystert, spøgelsesagtigt ekko fra nogle kræfter blandt palæstinenserne, som mere er en del af problemet, end de er en del af løsningen.

Palæstinensernes stat vil aldrig vokse ud af et geværløb. Ligesom israelerne aldrig vil få deres sikkerhed i ly af en kampvogn.
     Derimod er de unge palæstinensiske musikere i ”Strings for Freedom”, og deres forsøg på med deres musik og sang at bygge bro til deres jødiske naboer er et smukt eksempel på, at freden i Mellemøsten skal skabes af parterne sammen. I fællesskab og gensidig respekt.
     De unge musikere viser vejen.
     De er fremtiden.
     De fortjener en pris.


 
Tilføj kommentar