Israel stopper nyt Gaza-skib:

Denne gang uden vold

Israelske gummibåde lægger til ved det irske fragtskib, der var på vej mod Gaza-striben.
Israelske gummibåde lægger til ved det irske fragtskib, der var på vej mod Gaza-striben.

 
 
Nobelprismodtageren Mairead Maguire hjælpes fra borde af en israelsk kommandosoldat i Ashdod.

GAZA (05.06.2010): Den israelske flåde har netop stoppet endnu et skib, der forsøgte at bryde blokaden af Gaza-striben. Denne gang er der tale om det irsk indregistrerede fragtskib Rachel Corrie, der som den tyrkiske flotille med pro-palæstinensiske aktivister i mandags, var på vej til den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe. Skibet blev ved frokosttid bordet at israelske kommandosoldater. Men i modsætning til tragedien tidligere på ugen, så forløb aktionen i dag fredeligt, i hvert fald ifølge de første rapporter, som primært kommer fra det israelske forsvar selv.

Aktionen skete i dagslys, og de israelske soldater bordede fragtskibet fra gummibåde, og ikke som sidste gang, hvor de blev firet ned på skibsdækket fra helikoptere.

Der er denne gang også tale om et meget mindre skib med 8 besætningsmedlemmer og kun 11 aktivister ombord blandt andet tidligere FN-vicegeneralsekretær Dennis Halliday og Nobel Fredsprismodtager Mairead Maguire, som begge er irere, og, så vidt jeg har kunnet få oplyst, 550 ton nødhjælp til Gaza – først og fremmest cement, byggematerialer og hospitalsudstyr.

Aktivisterne havde på forhånd sagt, at de ikke ville efterkomme den israelske anmodning om frivilligt at sejle til Israel, for at losse lasten, men ville fortsætte imod Gaza. Men hvis skibet ville blive bordet af israelske soldater, så ville man ikke sætte sig til modværge.

Et kompromisforsøg om at lade Israel inspicere lasten i rum sø, og så lade det få lov til at fortsætte mod Gaza, for at losse det, Israel ville godkende af lasten, har tilsyneladende ikke ladet sig gøre.

 
 
De israelske soldaters aktion forløb denne gang efter alt at dømme forholdsvis fredeligt.

En af aktivisterne ombord, Jenny Graham fra fra Den Irsk-Palæstinensiske Venskabsforening siger til Irish Times, at de ikke vil gå med til en aftale, der på nogen måde er med til at legitimere den israelske blokade af Gaza-striben. "Vi planlægger at fortsætte vores mission, som er at aflevere lasten til Gaza. Det har hele tiden været vores mål". Udtalelsen er givet til den irske avis et stykke tid inden det israelske angreb, for avisen skriver også, at al kommunikation med skibet ophørte, formentlig fordi Israel har jammet skibets kommunikationsudstyr.

Fragtskibet vil nu blive bugseret ind til den israelske havn i Ashdod, hvor lasten formentlig vil blive gennemgået, og, som det også skete tidligere på ugen, vil besætningen formentlig ret hurtigt blive sat på flyvemaskiner ud af Israel.

Israels hovedallierede USA begynder også langsomt at røre på sig i sagen. Den israelske avis Haaretz citerer talsmanden for Det hvide Hus, Mike Hammer, for, at den israelske blokade ag Gaza-striben i dens nuværende form er uholdbar.

”Vi arbejder intenst med både Israel, Det palæstinensiske Selvstyre og andre partnere for at få etableret nye procedurer, så flere varer og mere hjælp kan komme ind i Gaza… Den nuværende situation er uholdbar og må ændres. Lige nu opfordrer vi alle parter til at optræde ansvarligt for at undgå unødige konfrontationer”, siger Det hvide Hus’ talsmand.

 
 
Israelske marinesoldater ombord på et af de israelske flådefartøjer.

Så aktivisterne bag den seneste uges forsøg på at bryde den israelske blokade kan formentlig fejrer en ret betydelig sejr. De har dygtigt vist, at man kan bruge systemet – skabe en dramatisk og spektakulær happening, som medierne kaster sig over, fordi den lever op til alle nyhedskriterierne, ad den vej påvirke den internationale opinion, hvilket vil presse politikerne, hvilket igen til syvende og sidst vil tvinge Israel til – om ikke ligefrem at opgive blokaden – så i det mindste til at lempe den. Det er en ret betydelig sejr. Og der er intet odiøst i den. Det er præcist det alle græsrods- og interesseorganisationer - og spindoktorer for den sags skyld - forsøger at gøre. Israel har derimod endnu ikke opdaget, at fordi man får sin vilje igennem på havet eller på slagmarken, så har man ikke nødvendigvis vundet slaget. Tit snarere tværtimod.

Men aktivisterne har også betalt en høj pris for deres sejr.

* * *

Sidste nyt:
De svenske havnearbejderes fagforbund har netop meddelt, at de som følge af begivenhederne i Mellemøsten i en uge vil boykotte israelske skibe, som skal losse i svenske havne.

 
Tilføj kommentar