Fatah-Hamas forsoning?

Præsident Abbas planlægger besøg i Gaza

Præsident Abbas gør endnu et forsøg på at samle palæstinenserne efter borgerkrigen.
Præsident Abbas gør endnu et forsøg på at samle palæstinenserne efter borgerkrigen.

JERUSALEM (30.05.2010): Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas ”overvejer seriøst” at besøge Gaza-striben, skriver det palæstinensiske nyhedsbureau Ma’an. Hvis det er rigtigt, så vil det være første gang Abbas besøger området siden hans Fatah-bevægelse blev tvunget på flugt af den islamistiske Hamas-gruppe under den palæstinensiske borgerkrig i 2007.

 
 
Præsident Mahmoud Abbas (Fatah) med Khaled Mashal og premierminister Ismail Haniyeh (begge Hamas).

Hamas vandt det palæstinensiske valg i 2006, men Fatah, som indtil da altid havde set sig selv som det palæstinensiske folks ledere, ville ikke opgive magten. Det har siden bragt palæstinenserne fra en dårligt fungerende samlingsregering med deltagelse af begge grupper, til åben borgerkrig i Gaza-striben.

Den interne palæstinensiske strid har ført til en reel deling af de palæstinensiske områder i to: Gaza-striben som kontrolleres af Hamas, og Vestbredden hvor Fatah fortsat har magten. Splittelsen har forhindret palæstinenserne i at gennemføre et nyt valg, og derfor har det palæstinensiske samfund i realiteten ligget politiske underdrejet siden 2007.

Ifølge en unavngiven kilde i den palæstinensiske præsidents inderkreds, så er Mahmoud Abbas fast besluttet på at gennemføre besøget i Gaza-striben, for, som kilden siger, at vise hvor fuldt og helt han vil arbejde for få løst den årelange strid mellem palæstinensernes to rivaliserende nationalbevægelser.

Hamas’ indenrigsminister i Gaza-striben, Fathi Hamad, inviterede i sidste uge den palæstinensiske præsident, og siger ifølge Ma’an, ”forsoning (mellem Hamas og Fatah) er vores strategiske mål”.

Aziz Dweik, formand for det palæstinensiske parlament, fortæller Ma’an, at han håber at ledsage Abbas på rejsen til Gaza-striben. ”Vi savner forbindelserne til både Gaza og til vort folk der. Jeg kan kun bifalde dette skridt for at forsone det palæstinensiske folk, der står overfor en hidtil uset, indædt israelsk modstand.”

 
 
Krigen mellem Hamas og Fatah er stadig et åbent sår i det palæstinensiske samfund.

 Sidste uge viste Hamas og lokale Fatah-ledere i Gaza-striben en hidtil uset enighed ved at optræde ved den samme An-Naqba-mindehøjtidelighed, hvilket i de seneste dage har givet næring til håbet om at en dialog var på vej.

Både Egypten og Saudiarabien har flere gange i de sidste tre år forgæves forsøgt at forsone de to rivaliserende fraktioner. Den palæstinensiske rigmand Munib al-Masri, som på det seneste har forsøgt at mægle, siger til Reuters nyhedsbureau, at ”de kommende dage kan blive afgørende, men vi skal ikke skrue forventningerne i vejret.”

Al Masri, som lige er vendt tilbage til Vestbredden fra et besøg i Gaza-striben, siger, at han bringer forslag om en ny samlingsregering frem og tilbage, og at Egypten stadigvæk spiller en afgørende rolle i underhåndsforhandlingerne.

* * *

Se evt. disse nyheder om sagen på hhv. det palæstinensiske nyhedsbureau Ma’ans hjemmeside:
http://www.maannews.net/eng/ViewDetails.aspx?ID=288041

Og denne her i The Jerusalem Post:
http://www.jpost.com/MiddleEast/Article.aspx?id=176893

Til slut det kinesiske Xinhua-bureau:
http://news.xinhuanet.com/english2010/world/2010-05/30/c_13323985.htm

 
Tilføj kommentar