Sesam luk dig op!

JERUSALEM (18.05.2009): Det kan være, at det ikke er korrekt. Men der er en følelse af, at det enten er afgørelsens stund, eller i hvert fald at vi befinder os meget, meget tæt på sandhedens time. At det er sidste chance for en forhandlet løsning på Israel-Palæstinakonflikten.

Den israelske premierminister Netanyahu vil tale om truslen fra Iran. Og helst KUN om Iran.

Men resten af verden forventer at Netanyahu skal melde klart ud om hans regering støtter en to-statsløsning eller ej. Om han deler USA’s, Vestens og det meste af den arabiske verdens holdning, at konflikten kun kan løses, hvis der oprettes en uafhængig palæstinensisk stat.

Netanyahu vil helst lade det forblive uklart, om Israels regering er for eller imod en to-statsløsning.

For siger han, at Israel er imod, så vil det være det eneste, verden vil fokusere på fra nu af og i lang tid fremover. Og der er truslen fra Iran, der truer Israels eksistens lige nu og her. Og set med den israelske premierministers øjne, så vil Hamas, som er palæstinensernes valgte regering, alligevel ikke leve i fred med Israel – to-statsløsning eller ej.

Og siger han, at Israel er for en to-statsløsning, så har han allerede leveret forhandlingsresultatet til palæstinenserne, INDEN forhandlingerne er begyndt, uden at Israel har fået noget til gengæld. Og når palæstinenserne uden indrømmelser så allerede har fået prisen, så vil de under forhandlingerne kræve endnu mere.

Så Benyamin Netanyahu vil helst bare have forhandlinger i gang, og så kan han under dem langsomt gå med til en to-statsløsning, men prisen er en masse sikkerhedsgarantier, der vil sikre, at palæstinenserne ikke bare flytter sine raketbatterier fra Gaza-striben til nye positioner på Vestbredden, hvorfra de kan ramme 80 % af den israelske befolkning.

* * *

Der er nervøsitet i Jerusalem. Følelsen er, at der vil blive lagt større pres på den israelske premierminister i Washington, end man er vant til. Og følelsen er, at USA har sat sig for, at ”to-statsløsningen” er blevet til en slags ”Sesam luk dig op” – en magisk formel, der skal udtales, for at få noget som helst andet på bordet.

Men spørgsmålet er, om ikke ”toget allerede er kørt”? Om situationen ikke allerede har bevæget sig derhen, hvor en israelsk afvisning af at forholde sig til to-statsløsningen, er forpasset? Det kunne se ud som om en israelsk accept af formularen efterhånden kun er en formalitet, fordi oprettelsen af en palæstinensisk stat som en del af en fredsaftale allerede er en politisk kendsgerning.

Lad os bare se på, hvordan det er gået over en længere periode:

Efter Golfkrigen i 1991 vred den daværende amerikanske præsident George Bush (senior) armen rundt på daværende israelske premierminister Yitzhak Shamir, så han accepterede at deltage i Madrid-fredskonferencen, hvor palæstinenserne også deltog – om end i en fælles jordansk-palæstinensisk forhandlingsdelegation.

Bill Clinton gik aktivt ind i Oslo-fredsprocessen og investerede en stor del af Det hvide Hus’ prestige i at holde gang i forhandlingerne. Til slut fremkom han også med en plan, som taler om israelsk tilbagetrækning fra størstedelen af de besatte områder.

George W. Bush var den første amerikanske præsident der åbent talte om oprettelsen af en palæstinensisk stat, som den eneste realistiske løsning. Det tog ham blot ret lang tid, inden han nåede til det punkt.

Barack Obama har indledt sin præsidentperiode med at slå fast, at en palæstinensisk stat er den eneste vej frem, og det endnu inden han overhovedet havde mødtes med parterne i Mellemøsten.

Linien har længe været klar.

En palæstinensisk stat bliver en realitet.

Spørgsmålet er kun hvornår, og om Israel skal tvinges eller går med til det frivilligt.

* * *

Man må dog heller ikke glemme, at der ikke er ret meget, der fungerer på den palæstinensiske side.

Den såkaldte Mellemøst-Kvartet – USA, EU, Rusland og FN, som står bag ”Køreplanen for fred i Mellemøsten” – har nu i et par år haft den tidligere britiske premierminister Tony Blair, som dens særlige udsending, med det ene formål at få stablet en fungerende og troværdig palæstinensisk administration på benene. Den mission er fejlet på det ynkeligste. Og, når de er sikre på ikke at blive citeret for det, så indrømmer mange europæiske diplomater i Israel og i De palæstinensiske Selvstyreområder, at Blair har været en kæmpe stor skuffelse.

Selvom forhandlinger om en fredsløsning skulle kunne stables på benene, så er der ingen troværdig adresse på den palæstinensiske side.

Der er en præsident, som ikke længere er præsident.

Halvanden regering som ikke kan regere.

To rivaliserende palæstinensiske områder, Gaza og Vestbredden, som er i intern konflikt med hinanden.

Der er korruption, svindel og råddenskab, som ingen synes interesserede i at få ryddet op i. Og løbsk religiøs, militant fanatisme, som ingen synes turde tage kampen op imod.

Præsident Mahmoud Abbas, som Vesten kan lide, og derfor er villig til at acceptere stort hvad som helst fra, er strengt taget ikke længere legitim leder. Kendsgerningen er at Mahmoud Abbas’ regeringsperiode udløb for mere end fire måneder siden. Alligevel accepterer vi, at han nu uden et valg igen forsøger at danne en palæstinensisk regering.

Der er næppe nogen tvivl om, at Abbas inderligt og ærligt ønsker at opnå en aftale med Israel. Men han har på intet tidspunkt haft tilstrækkelig magt og indflydelse på den palæstinensiske politiske scene, til at kunne levere sin sides bidrag til en aftale, hvis man skulle være heldig at op en sådan.

Han har heller ikke nogensinde haft tilstrækkelig magt til at få noget som helst upopulært gennemført på den palæstinensiske side. Og sagen er, at fredsprocessen med Israel ikke kommer i gang igen, endsige kommer bare i nærheden af en fredsaftale, uden at der bliver gennemført en række mindre behagelige tiltag på begge sider. Og det har Abbas selv i sine bedste perioder været ude af stand til.

På den anden side har vi Hamas, som faktisk vandt valget i 2006, og stadigvæk har et år tilbage af sin regeringeperiode inden det næste ordinære parlamentsvalg. Men ingen i Vesten, og heller ikke særligt mange i den arabiske verden, ønsker at arbejde sammen med Hamas, eller give organisationen mulighed for at kunne regere.

Forståeligt nok på en måde, for intet land i verden har naturligvis pligt til politisk og økonomisk at støtte en terrorbevægelse, som EU og USA anser Hamas for at være, blot fordi den har vundet et valg. Og Hamas kan, hvis de vil have penge og politisk støtte fra Vesten, bare acceptere Vestens krav: At anerkende Israel, stoppe terror og acceptere allerede indgåede aftaler.

Noget for noget!

Men det vil de ikke.

Og det viser blot, at den kattepine, Mellemøsten i øjeblikket befinder sig i, ikke udlukkende skyldes den nye israelske højre-nationalistiske regering, selvom den næppe gør en i forvejen kompliceret situation nemmere at løse.

Og det viser også, at et ja eller et nej til en to-statsløsning i sig selv IKKE er et ”Sesam luk dig op”, som på magisk vis vil få Israel-Palæstinakonflikten til at løse sig.

 
Tilføj kommentar