Nye ledere, men ikke nye tider... endnu i hvert fald

TEHERAN: (25.05.2009): Denne artikel er skrevet i løbet af natten i flyet på vej til Iran, klemt fra alle sider på et smalt økonomi-klassesæde uden plads til benene og slet ikke til at laptoppen kunne stå på bordet. Men jeg følte, at der var brug for en afslutning på de tidligere artikler op til den israelske premierminister Benyamin Netanyahu's besøg i Washington. Så trods besværet, og selvom der sikkert burde være blevet læst lidt bedre korrektur på denne beretning, så kommer artiklen alligevel her - rådt for usødet - inden jeg suser ud i Teheran's vanvittige trafik for at filme.

* * *

"Fik du grønt lys til et angreb på Iran", spurgte en israelsk reporter premierminister Benyamin Netanyahu, da han i mandags kom ud fra sit første møde med USA's præsident Barack Obama.

Alle vidste, at den amerikanske præsident ville tale om palæstinensernes ret til en uafhængig stat, mens Netanyahu helst kun ville tale om truslen fra Iran. Inden den israelske premierministers første møde med USA's nye præsident, frygtede mange i Jerusalem, at amerikanerne ville lægge pres på Israel. Så da Netanyahu efter mødet med Barack Obama i Det hvide Hus gav udseende af, at alt var ved det gamle, og at hovedemnet ved mødet havde været Iran, ville den israelske journalist gerne vide, hvor meget USA var gået med til.

"Der var hverken tale om et rødt, grønt eller gult lys, men snarere om en fælles forståelse af at Iran ikke må få lov til at udvikle atomvåben", svarede en selvsikker Netanyahu efter sit fire og en halv timers møde med den amerikanske præsident.

Netanyahu var tydeligt lettet over at USA ikke havde stillet Israel overfor et ultimatum i spørgsmålet om offentligt og utvetydigt at acceptere idéen om en to-statsløsning, som mange presseforlydender inden mødet ellers mente, at der var lagt op til. Den israelske premierminister slap af sted med mere uforpligtende at sige, at det ikke er i Israels interesse, i al evighed at regere over palæstinenserne.

TRUSLEN FRA IRAN
Tilsyneladende havde premierminister Netanyahu held med sin plan om at gøre Iran til mødets hovedemne. Og selvom USA's præsident Obama fortsat holder fast i sin opfattelse af at dialog er bedst, så lagde han dog også vægt på Israels ret til at forsvare sig selv. Men han accepterede ikke Israels ønske, om at stille Iran overfor en stram tidsfrist eller give præstestyret et ultimatum.

Tværtimod lægger den amerikanske præsident Obama op til fornyede kontakter med Iran, men han anser det først for realistisk at begynde en dialog efter det iranske præsidentvalg den 12. juni. Viser disse samtaler sig så frugtbare, så kan de efterfølgende opgraderes til egentlige politiske forhandlinger.

Selvom Obama afviste Israels krav om et ultimatum, han talte om "urealistiske tidsplaner", så sagde den amerikanske præsident også, at "vi vil naturligvis ikke kan tale i al evighed", mens Iran i mellemtiden bag kulisserne udvikler atomvåben.

"Måske vil vi ved årets udgang være i stand til at vurdere, hvordan tingene står", var det nærmeste den amerikanske præsident kom på at indrømme, at der måske et eller andet sted i baggrunden er en nedtælling i gang overfor Irans atomprogram.

Det ser dog ikke ud til at Netanyahu har fået Obama helt "over på sin side". Mens den israelske premierminister håber på at få USA og den vestlige verden mobiliseret til en mere effektiv sanktionspolitik overfor Iran, og måske endog en eller anden form for militær aktion, så er USA fortsat mere opsat på at få gang i fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, hvilket vil kunne åbne op for en begyndende normalisering af forholdene mellem Israel og den arabiske verden. Det vil igen, ifølge amerikanerne, give mulighed for en langt mere effektiv mellemøstlig koalition til at lægge pres på Iran, og dermed måske undgå en militær udgang på krisen.

Så set med amerikanernes øjne, så hænger en genoptagelse af fredsforhandlingerne med palæstinenserne sammen med en mere effektiv sanktionspolitik overfor Iran.

TO-STATSLØSNING
"Vi ønsker ikke at regere over palæstinenserne", sagde Netanyahu til Obama, men det er langtfra det samme, som at sige, at Israel støtter en to-statsløsning.

Hvis premierminister Netanyahu kunne få det, som han allerhelst ville, så kan palæstinenserne få lov til at regere sig selv under en slags udvidet hjemmestyre, så Israel ikke skal have ansvaret for interne palæstinensiske anliggender. Ifølge Netanyahu selv, så kan palæstinenserne på den måde få økonomisk fremgang og velstand. "Økonomisk uafhængighed", kalder den israelske premierminister det. Det er imidlertid meget langt fra den nationale uafhængighed, som palæstinenserne ønsker, og der er intet der tyder på, at palæstinenserne vil tage til takke med noget mindre end deres egen stat. I særdeleshed ikke når det meste af resten af verden nu synes at se en to-statdsløsning som det mest naturlige resultat af en fredsaftale.

HVAD KOM DER UD AF MØDET?
Diplomater vil sikkert kalde mødet mellem premierminister Netanyahu og præsident Obama "høfligt og korrekt", og sige, at "det foregik i en god atmosfære", hvilket er det samme som at sige, at de i det mindste ikke bed hovederne af hinanden, og at de smilte venligt til fotograferne bagefter. Men de faldt i hvert fald heller ikke hinanden om halsen!

Hvis man skal opsummere resultatet af dette første israelsk-amerikanske møde, så tror jeg, at den israelske regering vil se mødet som en succes, blot fordi det ikke gik galt. Amerikanerne er formentlig triste, fordi de ser noget, der burde være mere ligetil og i alles interesse, endnu en gang kompliceres til det umulige af parternes ubøjelighed. På samme vis vil mange palæstinensere og arabere sikkert være skuffede - men næppe overraskede, fordi de forventninger de havde til en ny og mere bestemt amerikansk linie overfor Israel tilsyneladende lader vente på sig.

Israel blev ikke konfronteret med et ubøjeligt amerikansk krav om offentligt at acceptere en to-statsløsning nu og her. Obama stillede sig tilfreds med, at Israel ønsker at få fredsforhandlinger med palæstinenserne i gang så snart som muligt, og at en to-statsløsning kan blive resultatet af sådanne forhandlinger.

Israel fik også USA's ord for at truslen fra Iran stadigvæk står højt på dagsordenen, om end præsident Obama ikke vil acceptere et israelsk angreb på det iranske atomprogram i nogen nær fremtid. Til gengæld sagde den amerikanske præsident, at USA's tilbud om en diplomatisk dialog med præstestyret i Teheran ikke står i al evighed. Tidshorisonten er fra umiddelbart efter det iranske valg i midten af juni til udgangen af året.

Underligt nok, så fik premierminister Netanyahu ved ugens slutning - efter han var kommet tilbage til Jerusalem - uventet hjælp fra ingen andre end Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, som stolt meddelte, at Iran netop med succes havde afprøvet et nyt, forbedret mellemdistance missil, som har en rækkevidde, så det kan nå mål i Israel og en stor del af USA's styrker i Middelhavsområdet, Mellemøsten og Afghanistan. Dermed blev Netanyahu bekræftet i hans påstand om, at Iran bør forblive øverst på USA's Mellemøstlige dagsorden.

DE JØDISKE BOSÆTTELSER
De første problemer i Israels forhold til USA kan allerede have vist sig.

I slutningen af ugen skrev den israelske avis Haaretz, at Netanyahu-regeringen vil forsøge at få USA til at acceptere en "forståelse" om byggeri i de jødiske bosættelser, som den israelske premierministers kontor siger, daværende premierminister Ehud Olmert opnåede med tidligere præsident George W. Bush under forhandlingerne i Annapolis.

Tilsyneladende er der tale om en mundtlig forståelse. Men ifølge kilder i premierminister Netanyahus kontor, som citeres i Haaretz, så skulle forståelsen betyde, at Israel uden at blive kritiseret af USA skal kunne byggge og udvide de jødiske bosættelser, som ligger omkring Øst-Jerusalem. Israel skal også, skriver Haaretz, kunne bygge i de store bosættelsesblokke tæt på "den grønne linje", mens de små såkaldte "ulovlige udposter" skal nedlægges.

Hvis Obama accepterer eksistensen af en sådan "forståelse", så vil det ikke bare gå imod det, hans toprådgivere har sagt, at den nye amerikanske regering står for, nemlig et stop for byggeriet i de jødiske bosættelser, det vil også på et split-sekund kunne sætte ethvert håb over styr, som USA måtte have, om at bygge nye broer til sine allierede i den arabiske verden.

Men det kan blive den første afgørende udfordring for det amerikansk-israelske forhold under Obama og Netanyahu, hvis Israel bygger videre i bosættelserne.

FORTSAT PALÆSTINENSISK STRID
De stridende palæstinensiske fraktioner - Fatah og Hamas - mødtes igen sidste weekend til endnu en runde forsoningssamtaler. Egypten håber, at de to grupper kan bilægge deres interne strid, og af hensyn til befolkningen danne en palæstinensisk national samlingsregering, som vil kunne føre det palæstinensisk samfund ud af den krise, det har været i siden Hamas vandt valget for tre år siden. Egypten har givet parterne indtil den 5. juli til at enes om en palæstinensisk samarbejdsregering.

Samtidig har den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas trods trusler fra Hamas alligevel udnævnt en ny regering uden deltagelse af Hamas, så selvom der skulle vise sig en diplomatisk mulighed med Israel i den nærmeste fremtid, så er der i øjeblikket ikke nogen samlet palæstinensisk ledelse at forhandle med.

USA's præsident skal også meget snart mødes med Mahmoud Abbas i Washington, og planen var, at Egyptens præsident Hosni Mubarak også skulle komme, men den egyptiske præsident har meldt afbud, efter han pludseligt og tragisk har mistet et af sine børnebørn. Derfor bliver Egypten ikke repræsenteret af sin præsident, men måske snarere af den magtfulde efterretningschef Suleiman.

Det var ventet, at præsident Barack Obama ville offentliggøre sin regerings nye Mellemøst-plan, når han formentlig i slutningen af juni kommer til Kairo. Men det ser nu mere ud til, at det vil tage længere tid inden et amerikanske udspil bliver offentliggjort.

Alt i alt en lidt skuffende uge.

Der var lagt op til nogle dramatiske nye tiltag og kursændringer, men de udeblev. Om de blot er udsat en kort periode, eller om vi for Gud ved hvilken gang er på vej ud i endnu en uendelig periode af udmattende politisk-diplomatiske tovtrækkerier, som får alle til at miste modet endnu en gang, er det for tidligt at sige.

Men Barack Obama's "hvedebrødsdage" er ved at løbe ud. Den periode, hvor det var nok blot at være "præsident Ikke-Bush" er slut. Tiden nærmer sig, hvor verden gerne vil se, hvad den nye amerikanske æra har at byde på.

 
Tilføj kommentar