En velsignet forbandelse

JERUSALEM (14.10.2006): Vittige tunger siger, at hvis man skal tale med Gud, så er det billigst at gøre det fra Jerusalem, for herfra er det kun en lokalsamtale. Så tæt er Jerusalem på Gud og himlen.
    Jerusalem er ”Den hellige Stad”. Og det er både dens velsignelse og dens forbandelse.
    Jerusalem er også blevet kaldt ”en korsvej mellem Paradis og et galehus”, og det er på mange måder en meget dækkende beskrivelse.
    Der er dem, der mener, at selve navnet Jerusalem kommer fra ”Ir Salem”, som skulle betyde ”Fredens By”. Men hvis der er noget Jerusalem ikke er, så er det en fredens by. Denne fredens by er tværtimod en historisk slagmark.

Ifølge den bibelske beretning, så erobrede israelitterne byen fra jebusitterne på kong Davids tid for godt 3.000 år siden. Hans søn Salomon byggede Det første Tempel i byen. Egypterne erobrede flere gange Jerusalem under forskellige faraoner. Babylonerne gjorde det under Nebukadnezar. Og det samme har stort set alle andre klassiske stormagter igennem tiden: Assyrien (de belejrede byen), Persien, Hellas og Rom. Undervejs er jøderne blevet drevet bort som slaver og vendt tilbage igen, for blot at blive sendt i exil igen under romerne.
    Så kom byzantinerne, araberne og korsridderne. Mamlukkere og tyrkere. De franske legionærer under Napoleon, den tyske kejser (som dog ikke erobrede byen) og briterne under general Allenby. Alt imens var jøderne godt i gang med at vende tilbage igen. Da Storbritannien trak sig tilbage i 1948 erobrede det nyoprettede Israel den ene halvdel af byen og det næsten lige så nyoprettede Transjordanien (det senere Jordan) den anden, og Jerusalem bliver delt. Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel også den østlige del, og har siden kontrolleret hele Jerusalem.
    Sådan er ”Fredens By” blevet lagt i ruiner, bygget op igen, brændt af og endnu en gang genopstået af asken i en uendelig ødelæggelsens og genopbygningens cyklus. Et tragisk kredsløb. En tilintetgørelsens og genopstandelsens økologi som er helt jerusalem’sk i sit vanvid.
    Og det er måske snarer i den rolle, som Tragediens Hovedstad mere end som Fredens By, Jerusalem har excelleret. Den rolle har været Jerusalems ulykkelige skæbne.

Jeg har lagt en affotografering af et gammelt middelalderligt verdenskort ved denne artikel. Kortet viser verden som en blomst. Midten – blomsterkronen – er Jerusalem, som hele verden drejer sig om. Jerusalems midte er Tempelbjerget. Og Tempelbjergets midte er Det aller Helligste i Det jødiske Tempel. Det er ganske enkelt hele verdens... og ikke bare hele verdens, men hele universets omdrejningspunkt!!!
    Ikke Rom og Peterskirken. Ikke Kreml i Moskva eller Det hvide Hus i Washington D.C. Heller ikke London eller Paris. Men et klippefremspring i en støvet by på et bakkedrag i Mellemøsten er altings absolutte midtpunkt og rummer svaret på eksistensens mysterier..

Intet mindre!

Jerusalem er modsætningernes by.
    Helligt og profant. Nyt og gammelt. Smukt og grimt. Og ligegyldigt hvad man berører, så er der altid tale om yderpunkter.
    Jerusalem er ekstremernes og ekstremisternes by. De gales by! Alt og alle er yderligtgående i den ene eller den anden retning. Jerusalem er byen, hvor alle veje fører til vanviddet, og hvor ”den gyldne middelvej” slet ikke eksistere.

Men det er ikke bare faraoner, sultaner, hellige krigere, generaler, profeter og politikere, der strides om den hellige by. Også præster, imamer og rabbinere har igennem årene haft svært ved at forstå, at næstekærlighed også burde række til naboen her i byen, selvom denne har en anden religion.
    Alle tre store monoteistiske verdensreligioner er her, Jødedommen, Kristendommen og Islam, ogde gør hver især deres krav gældende.
    Hver især har de deres eksklusive hellige sten. For Jerusalem er byen, hvor selv stenene er hellige.
    Sten!!!
    Hellige sten!?!
    Men stadigvæk ganske almindelige sten. Kolde, hårde og i bogstaveligste forstand stendøde sten.

Det ubegribelige ved den her by er, at levende mennesker, når de får fødderne på Jerusalems hellige jord, er villige til at gå i døden for disse stendøde sten. Men sådan er det med Jerusalem – denne paradisiske galeanstalt.

En af disse sten er et stykke råt, kuperet og ubehandlet grundfjeld, som stikker op af jorden. Herfra skulle Muhammeds hest Bouraq i en natlig drøm have sat fra på profetens himmelfart. Herover er der nu bygget en moské. Dette sted er Islams tredje helligste efter Mekka og Meddina.
    Ifølge traditionen skulle det også have været på dette klippefremspring at Abraham skulle have ofret Isak (i Islam er det Ismail, Ibrahim skulle ofre), men i sidste øjeblik blev stoppet af Guds engel og givet en vædder i stedet.

    En anden hellig sten er en flad, rødlig, blankslidt, firkantet stenplade. Her skulle Jesus være blevet lagt og svøbt i et ligklæde efter han blev taget ned fra korset. Denne sten ligger lige indenfor indgangen til Gravkirken – det helligste sted i verden for de kristne.
    Det tredje sted er en mur. En samling stenkvadre stablet op ovenpå hinanden. I virkeligheden et ingeniørprojekt som blev opført for at kunne udvide pladsen bagved. Men pladsen var ikke nogen almindelig plads. Det var pladsen ved Det jødiske Tempel. Og muren er i dag den sidste lille bid, der er tilbage af det tempel romerne ødelagde i år 70. Det er det helligste sted for verdens jøder.
    Alle tre steder, hver med sine hellige sten, ligger i Jerusalems Gamle Bydel indenfor ti minutters gang fra hinanden.
    Og hvis man tror, at det kun er fortidens korsriddere og Salah el-Din’s hellige krigere, der er villig til at gå i døden for disse stenede hellige symboler, så tro om igen. Senest er mulighederne for fred i denne verdenshistoriens mest omstridte by endnu en gang gået tabt blandt andet på grund af uenighed om hvem, der skal have magten over Jerusalems hellige sten.

Så mens Abraham til syvende og sidste alligevel ikke ofrede sin søn på Jerusalems hellige klippe, så har Mellemøstens folk lige siden konstant ofret deres sønner for denne bys vanvittige hellighed.
    Og de unge mennesker i den her del af verden bliver stadigvæk ofret på det alter hver eneste dag.