Blogartikler

Det er så absolut ikke billeder, det er værd at skrive hjem om, og de bliver næppe nogensinde vist igen, men når man befinder sig et rimelig fotogent sted, er det alligevel forbavsende, hvad der næsten tiltvinger sig adgang ind igennem ens kameralinse til sensoren.
     Her er det bare nogle tilfældige snapshots, skudt ud af vinduet på en taxa, der kørte mig fra lufthavnen hjem til mit hus i Jerusalem. Ikke noget særligt. Men alligevel interessant, hvad man kan få ud af sådan en køretur, hvis man har kameraet parat. 


Da jeg sidste gang var i Danmark, blev jeg kontaktet af fotograf Thomas Nyhus lige inden jeg rejste videre til Israel.
     Thomas er i gang med et personligt fotoprojekt. Han vil lave portrætter af journalister, fotografer og andre, der på den ene eller den anden måde lever af at formidle fortællinger i billeder og ord fra krigens skuepladser eller andre af verdens brændpunkter.
     Thomas spurgte, om han kunne komme på besøg i mit gamle bondehus på Langeland og tage nogle billeder af mig, mens jeg stadigvæk var i landet. Han havde allerede lavet portrætter af fotograferne Jan Grarup og Daniel Rye, og endnu flere er på hans ønskeseddel. Blandt andet Lasse Jensen, som han sidenhen også har fotograferet. Lasse dækkede i sin tid både Vietnamkrigen og krigen i Biafra.
ISTANBUL (28.06.2017): ”Er det sikkert nok at rejse til Tyrkiet?”
     Det bliver jeg hele tiden spurgt om fra danskere, der er ved at planlægge deres sommerferie. Også fra dem, der allerede har bestilt flybillet og hotel, men nu er blevet nervøse, fordi familie og venner i ren panik allerede er gået i kriseterapi.
     Det er klart nok, at de mange terroraktioner, der har været rundt om i Tyrkiet – i særdeleshed i Istanbul i de senere år, det mislykkede militærkup sidste sommer, krigen i nabolandene Syrien og Irak, flygtningestrømmen og landets egne interne politiske problemer, ikke ligefrem er de allerbedste salgsargumenter for Tyrkiet som ferieland. Men lige præcis i den sammenhæng vil jeg mene, at der er god grund til at slå koldt vand i blodet.
     Truslen er minimal, og den er til at overse.
ISTANBUL (23.06.2017): Den skæve minaret knejser ikke længere over Mosul’s gamle bydel. 
     Al-Nuri-moskeens minaret har, lige siden den blev bygget, hældet slemt til siden. Som den arabiske verdens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Men det var ikke konstruktionsfejlen, der til syvende og sidst fik den gamle minaret til at styrte sammen. Det var Islamisk Stats dynamit. Som så meget andet smukt, civiliseret og historisk i den her del af verden, så bukkede minareten i Mosul også under for Islamisk Stats barbari.
     Det var i Stormoskeen al-Nuri i Mosul’s gamle bydel Abu Bakr al-Baghdadi i juli 2014 udråbte sit såkaldte kalifat. Nu siger Iraks premierminister Haider al-Abadi, at Islamisk Stats ødelæggelse af den selvsamme 800 år gamle moske med dynamit er terrororganisationens indrømmelse af sit nederlag. 
     Det synes nu ikke at være en helt korrekt aflæsning af situationen.
ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.
Så fik jeg det endelig gjort. Forudbestilt bogen… eller snarere bøgerne, for det er et kæmpemæssigt bogprojekt den danske fotograf Jan Grarup har gang i.
     ”And then there was Silence”, hedder bogværket.
     Et kæmpemæssigt tilbageblik på Jan Grarups imponerende karriere som fotojournalist i verdens krigs- og katastrofezone. Et flere årtier langt slid med fotografiapparatet over skulderen og et fromt håb i hjertet om at råbe en tilsyneladende uinteresseret verden op.
     ”And then there was Silence” – og derefter var der stille. 
     Stilheden efter krigens larm? 
     Eller stilhed efter man har forsøgt at råbe verden op – de privilegerede, dem der ikke er ramt af krigen og katastrofen, dem der ikke er ofre, ikke er flygtet, dem der burde hjælpe?
ISTANBUL (31.03.2017): Han ligger udstrakt ved siden af en udbrændt bil. Stiv. Livløs. Er ligesom begyndt at vokse sammen med jorden under ham. Ligeså stendød. For ikke så lang tid siden levede han, smilede, havde drømme og håb. Måske en kone? Børn?
     Jeg ved ikke om bilen var hans. Om han var på vej et eller andet sted hen, da han blev indhentet af Mellemøstens ubarmhjertige skæbne her ude i denne, flade, tørre gudsforladte ødemark? 
     Ved ikke om der et eller andet sted i området er nogen, der savner ham?
     Nu ligger han i hvert fald på jorden. Død.
     Ingen bøn. Ingen begravelse. Intet farvel fra nogen kære. Ingen tårer.
     Døden er så underlig hverdagsagtig her. Triviel. Så skamlig ligegyldig. Og den er overalt.
     Vi er i det nordlige Irak. Lige udenfor den krigshærgede by Mosul. Her dør folk og bliver dræbt uden nogen som helst grund. Hele tiden.
Det er ind imellem så hårdt at være på opgave i en krigszone, og jeg har så travlt, at når der så endelig fra tid til anden er en halv fridag, så kan jeg ofte slet ikke stable sig selv på benene til at lave noget som helst fornuftigt. Derfor kommer her endnu en af disse efterhånden alt for mange historier, jeg ikke nåede at få skrevet til min hjemmeside, da jeg i sin tid var ude på reportagerejsen. Men "bedre sent end aldrig", som man siger. Nu kommer der alligevel endnu en af disse forsinkede af slagsen.
     Den nordirakiske by Qayyarah lige udenfor Mosul er omgivet af brændende oliefelter. Nogle af den inde i byens yderkvarterer. Islamist Stat satte ild til dem, da de flygtede. Målet var, siger de lokale, at skabe denne giftige, uigennemsigtige sorte sky, så koalitionens fly og droner ikke så nemt fra luften kunne kigge igennem og observere Islamisk Stats tilbagetrækning.
     Nu lever befolkningen i et skræmmende, usundt, dommedagsagtigt, brændende inferno.
MOSUL (14.02.2017): En hel fløj er jævnet med jorden, taget er styrtet sammen, væggene hullet af artillerigranater, og dele af bygningerne er simpelthen brændt af, bare fordi der er tale om en kirke. Jeg har ikke set en eneste uskadt kirke i Mosul-området. Det er et sørgeligt syn, der venter de kristne, når de vender tilbage efter krigen imod Islamisk Stat… hvis de vender tilbage.
     Det er stadigvæk farligt, men vi kan nu køre rundt i den østlige del af Mosul, som er blevet tilbageerobret fra terrororganisationen Islamisk Stat. I et par uger har jeg rejst rundt i området. Både i Mosul og i området udenfor byen, hvor en stor del af de civile flygtninge har søgt tilflugt.
     Udover alle de øvrige tragedier, som en sådan ekstremt brutal krig altid medfører, så er der nogle civile, der er særligt udsatte – minoriteterne. Især de ikke-muslimske. De kristne, yazidierne og andre.
MOSUL (12.02.2017): Solen står allerede lavt på himlen, da vi kører ind i Khazer-flygtningelejren udenfor Mosul.
     Lejren ser nærmest helt idyllisk ud i det smukke, lave aftenlys fra den nedgående sol, men selvom forholdene i flygtningelejren er så fine, som de kan være, når folk skal bo i midlertidige telte og intet som helst har, så er problemet lige så meget – måske mere – de sår og kvæstelser flygtningene har fået på sjælen og sindet.
     Flugten fra Islamisk Stats barbari har betydet, at de fleste her har måttet efterlade alt, de nogensinde har ejet. Men selvom de har tabt alt, så har de taget traumerne fra de sadistiske islamisters brutale regime med sig. Dem kan de ikke flygte fra, og det vil sikkert tage årtier, inden de kan lægge dem bag sig, hvis det nogensinde sker.
Sider : 1 ... 2 3 4 5 6 ... 58
 forrige     næste