Er atomkrisen nu overstået?

JERUSALEM (17.05.2010): Den iranske atom-aftale, som du kan se i sin helhed andetsteds her på hjemmesiden, har fået en ret blandet modtagelse. Mens den arabiske Liga hilser aftalen velkommen som et gennembrud, så synes det meste af resten af verden at være mildt sagt skeptiske.

USA siger, at aftalen er et skridt i den rigtige retning. ”Men Iran må tage skridt for at garantere det internationale samfund om, at dets atomprogram kun er til fredelige formål”, siger Det hvide Hus’ talsmand Robert Gibbs. Højtstående amerikanske embedsmænd antyder, at USA vil fortsætte med at presse på for at få skærmet sanktionerne imod Iran.

Også den russiske præsident Dmitri Medvedev siger, at aftalen ikke er vidtgående nok til at dæmpe omverdenens frygt for det iranske atomprogram.

”Et spørgsmål er, om Iran vil fortsætte med også selv at berige uran. Så vidt jeg forstår, så vil berigelsen fortsætte. Og er det tilfældet, så vil den internationale bekymring bestå”, siger den russiske præsident.

FNs generalsekretær Ban Ki-moon kalder igennem sin talsmand aftalen for ”opmuntrende”, men understreger, at Iran stadigvæk må efterkomme FNs resolutioner: ”…det vigtigste er, at der allerede eksisterer en række resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd om spørgsmålet, og dem må Iran leve op til”, siger Martin Nesirky på generalsekretærens vegne.

FNs Sikkerhedsråd har i fem resolutioner krævet, at Iran helt indstiller sit uranberigelsesprogram

Ifølge aftalen skal Iran deponere 1.200 kg af sin lavt berigede uran i Tyrkiet, hvor FNs Atomenergiagentur, IAEA, kan overvåge det. Til gengæld skal Iran have berigede uran-brændselsstave retur, som landet kan bruge i sin forsøgsreaktor.

Mens den uran, som Iran deponerer i Tyrkiet, i en højere berigelsesgrad kunne bruges til fremstilling af atomvåben, så kan de brændselsstave, som Iran får retur ikke bruges til at lave atomvåben med.

Så langt synes aftalen jo at være en drøm, der er realiseret.

Problemet er bare, at de 1.200 kg uran, der skal til Tyrkiet, ikke er alt den uran, Iran er i besiddelse af. Og den resterende uran vil Iran fortsætte med at berige i landets egne mange atomcentrifuger. Det har Iran allerede i dag selv gjort klart....der ikke er nogen forbindelse mellem denne atom-udvekslingsaftale, og vores eget arbejde med at berige uran... Vi fortsætter med at berige uran op til 20 pct. renhed.

Chefen for Irans atomprogram, Ali Akbar Salehi, siger direkte, at ”der ikke er nogen forbindelse mellem denne atom-udvekslingsaftale, og vores eget arbejde med at berige uran... Vi fortsætter med at berige uran op til 20 pct. renhed.”

Og så er man jo på sin vis lige vidt.

Det eneste, der i virkeligheden er ændret er, at det nu ikke – i en overskuelig fremtid i hvert fald – vil være muligt at skærpe sanktionerne overfor Iran på grund af landets atomprogrammet. For uanset om man kan lide atom-udvekslingsaftalen eller ej, så kan den altid fremstilles som et forsøg på at give diplomatiet endnu en chance. Og det kan ingen sidde overhørigt.

Dermed har Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad formentlig opnået det, han hele tiden har været ude efter: Mere tid. Og han har fået skudt en kile ind i den koalition, der muligvis var ved at formes imod hans land.

Israel, som af gode grunde er specielt bekymrede over det iranske atom-program, holder indtil videre en meget lav profil. Både premierminister Netanyahu’s kontor og det israelske udenrigsministerium har indskærpet overfor alle, der har med det iranske atom-spørgsmål at gøre, at de ikke må udtale sig. Regeringen i Jerusalem vil først vente og se, hvordan de vesteuropæiske lande med USA i spidsen reagerer. Men den israelske regering frygter, at atom-aftalen vil betyde, at FN-sanktionerne imod Iran ikke vil blive strammet.

Hvor langt er Iran så fra at kunne producere atomvåben?

Det afhænger helt af, hvem man spørger.

 

 

Præsident Ahmadinejad besøger en atomfacilitet med centrifuger.

Iranerne selv siger, at de er imod atomvåben, og at deres atomprogram udelukkende har fredelige formål. På et pressemøde jeg deltog i med den iranske præsident Ahmadinejad, under Klimatopmødet i København i vinter, holdt han et mindre foredrag om, hvordan atomvåben strider imod Islam.

Problemet er bare, at atomenergiagenturet IAEA ikke har fri, åben og uhindret adgang til at inspicere alle Irans atomfaciliteter. Og hvis Iran ikke har noget at skjule, så giver denne uvillighed kun næring til mistanken om, at der foregår noget, der ikke tåler dagens lys. Desuden har Iran en længere historie med at holde dele af sine atom-faciliteter hemmelige for IAEA, hvilket heller ikke hjælper på tilliden.

Flere vestlige efterretningstjenester siger, at Iran formentlig kan producere sine egne atomvåben om alt fra et til fem år. Den israelske efterretningstjeneste siger, at Iran kan have en funktionsdygtig atombombe allerede om ét år, hvis Teheran vel at mærke ønsker det. Men, siger israelerne videre, det ikke ser ud som om iranerne har noget hastværk med at fremstille den første bombe.

Israelerne mener, at iranerne ønsker at have komponenterne liggende klar, så de hurtigt kan samle sig et atomvåben, hvis de skulle ønske det, men at de ikke vil samle våbnet, for ikke at gøre sig selv til mål for et muligt israelsk såkaldt ”præventivt angreb”.

* * *

Hvis du vil læse atom-aftaleteksten, kan du se den her:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/89-dokument-den-iranske-atom-udvekslingsaftale/