Fotografi med Phase One:

Fotografi som i de gode gamle dage... næsten

Louise Fenne i sit smukke atelier på Lehnskov Gods på Sydfyn. Billedet er fotograferet med det Phase One-bagstykke, som omtales i artiklen.
Louise Fenne i sit smukke atelier på Lehnskov Gods på Sydfyn. Billedet er fotograferet med det Phase One-bagstykke, som omtales i artiklen.

Dette er den anden af tre artikler om mine oplevelser med et lånt Phase One IQ1-digitalt bagstykke påmonteret mit gamle, klassiske, analoge Hasselblad-kamera. Denne gang har jeg forsøgt mig med en række konkrete foto-opgaver, hvor jeg også til sammenligning har brugt mit supermoderne, spejlløse Sony A7R II-kamera.

 
 
 

”Phase One” lyder lidt som den første fase i en eller anden amerikansk selvhjælpsbog, der skal bringe en til et bedre stadie i 12 faser. Det er det dog ikke. Det er heller ikke den første fase i en eller anden orientalsk transcendental, indre og kosmisk selvopdagelsesproces. 
 
Den ”Phase One”, jeg nu har tumlet med i nogle måneder, er en lille, tung, sort terning. Det lyder sikkert også lidt mystik, men denne sorte terning har virkelig magiske evner… evner til at lave helt formidable fotografier.
 
Phase One er en dansk kameraproducent… intet mindre. Måske ikke så kendt blandt almindelige mennesker, men indenfor fotoverdenen alment anerkendt som om ikke ligefrem verdens bedste kameraer og digitale bagstykker, så i hvert fald blandt det allerbedste. De producerer fotoudstyr til fotografer, som opererer helt oppe i de allertyndeste luftlag, hvor man kun finder de allerbedste indenfor faget.
 
Jeg får aldrig selv råd til at erhverve mig et Phase One-kamera eller -digitalt bagstykke, men jeg har været så heldig, at Phase One har lånt mig et digitalt bagstykke til mit gamle, klassiske Hasselbladkamera.
 
Dette er den anden artikel om mine oplevelser med dette Phase One-bagstykke. Ved at klikke her, kan du
 
 
nu læse den første af mine planlagte tre artikler om mit arbejde med dette vidunderlige stykke fotografiske elektronik.
 
I artiklen her skriver jeg om tre og en halv fotografiske situationer, som jeg på det seneste har brugt udstyret i. 
 
En ret traditionel portrætfotografering. Et arbejdsportræt eller et forsøg på at lave nogle eksempler på det, man kalder ”det fortællende portræt”. Det som angelsaxerne kalder ”environmental portrait”. Lidt stilleben med alt godt fra grønthandleren, og til slut et lille, alt for kort forsøg på at efterligne kunstfotografen Michael Kenna. Det endte dog med at ligne en klumpe dumpe udgave af en forfejlet polarekspedition ud i baghaven, så den tæller kun halvt.
 
I alle tre og en halv situationer forsøgte jeg også at fotografere med mit Sony A7R Mark II-kamera, som har en 42 megapixel full frame sensor (hvilket vil sige 24x36mm) og et Sony/Zeiss-produceret 55mm f/1.8 Plannar-objektiv påmonteret, men som naturligvis er ikke så lidt billigere, for at sammenligne resultaterne.
 
 
 
Kunstneren Louise Fenne fotograferet med Hasselblad/Phase One.

Phase One-bagstykket
Det bagstykke, jeg har lånt er et Phase One IQ1-bagstykke med en 50 megapixel mellemformat sensor. Den er 33x44mm stor. Altså meget større end Sony’ens 24x36mm. Men også en del mindre end Hasselbladets oprindelige analoge 60x60mm filmformat.
 
Bagstykket er egentlig produceret til Phase One’s egne kameraer, men teknikerne på Phase One var så søde, at de ombyggede denne ene udgave af bagstykket, så det kan påmonteres og bruges på mit gamle, klassiske, analoge Hasselblad 503cw-kamera.
 
Kombinationen Zeiss/Hasselblad/Phase One er både god og mindre god.
 
Den er god… eller egentlig ganske fantastisk på den måde, at den giver mit gamle, analoge kamera et nyt digitalt liv. Og også god fordi billederne, der kommer ud af det gamle Hasselblad-kamera med et lige så klassisk Zeiss 80mm f/2.8 Planar-objektiv, giver nogle fantastiske skarpe fotos med en helt særlig sprødhed, lækre farver og en smuk kontrast som disse gamle objektiver er kendte for.
 
Mindre god måske forstået på den måde, at IQ1-bagstykket i virkeligheden kan meget, meget mere, end det får mulighed for at vise, når det er påmonteret mit gamle veterankamera fra en anden tidsalder. 
 
Der er ingen dataudveksling mellem bagstykke på den ene side og kameraet og objektivet på den anden, udover et kabel, som forbinder centrallukkeren i objektivet med bagstykket, så de kan lukke op på samme tid. Der er ingen lysmåler i kameraet. Intet ”live view” på bagstykkets skærm, hvilket der er, når det samme bagstykke sidder på et af de Phase One-kameraer, det er designet til. Og intet af alt det, bagstykket ellers kan, får det lov til at vise i den her kombination.
 
Derfor vil nogle af mine mindre gode oplevelser eller frustrationer med Zeiss/Hasselblad/Phase One-kombinationen sikkert skyldes Zeizz/Hasselblad-delen, og det at den er bygget i en analog tidsalder, end det skyldes Phase One-bagstykket, som egentlig er bygget til et helt andet og langt mere moderne kamera- og objektivsystem. 
 
Andre frustrationer, og de har været mange, skyldes mere mine egne manglende erfaringer med mellemformat-fotografi. 
 
 
 
Hanne Foighel fotograferet med Hasselblad/Phase One-kombinationen.

Hasselblad/Phase One-kombinationen
Jeg har som sagt et af de gamle, klassiske, analoge Hasselblad-kameraer. Et 503cw. Den sidste model i den gamle V-serie, som Hasselblad havde produceret siden 1948. V-serien blev lagt i graven i 2013, og siden har Hasselblad udelukkende produceret digitale kameraer.
 
Så med mindre man er en analog film-aficionado, som elsker det gamle, lidt grynede filmlook, duften af kemikalier og mørkekammerets dæmpede, røde lys, så ligger et gammelt analogt kamera, som mit smukke, højtelskede Hassie bare som en slags museumsgenstand på boghylden og samler støv ved siden af alle fotobøgerne. 
 
Ind imellem har jeg drømt om at begynde at fotografere med det gamle, klassiske fotografiapparat igen, for jeg elsker det gamle filmlook. Men det er for besværligt at få filmene fremkaldt, og jeg gider ikke selv begynde at lege med fremkaldertanke og kemikalier igen. Så selvom det kriblede i fingrene for igen at begynde at fotografere med Hasselblad’et, så fik jeg blot eksponeret en håndfuld 120-film, men jeg fik dem aldrig fremkaldt. 
 
Og Hassi’en står og samler støv… eller stod, for nu er
 
 
Samme Hanne Foighel men her fotograferet med Sony A7R Mark II-kameraet.
jeg på grund af Phase One-bagstykket begyndt at bruge den igen.
 
 
Det traditionelle portræt
Midt i vinterkulden fik jeg besøg af min gamle, gode ven og kollega Hanne Foighel, som var på vej til Ærø for at holde foredrag. Hanne spurgte mig, om jeg ikke kunne tage nogle portrætter af hende, som hun kunne bruge til reklame for sine foredrag og lignende. 
 
Jeg var naturligvis fy og flamme.
 
Endelig er der nogen, der beder mig om at tage deres portræt, i stedet for at det altid er mig, der spørger, om jeg ikke nok må få lov til at fotografere dem. Jeg var stolt som en pave, og følte mig næsten som en rigtig fotograf.
 
 

Her var der endnu en chance for at prøve Hasselblad/Phase One kombinationen, og også at tage nogle ekstra billeder med mit Sony A7R II-kamera, så der er noget at sammenligne med.
 
Efter lidt flytten rundt på møbler blev mit udhus omdannet til et lille, trangt, interimistisk fotostudie, og Hanne kom over og sad meget tålmodigt model for mig.
 
Jeg dækkede vinduerne med et gråt, marmoreret bagtæppe, og som kunstlys brugte jeg mit Profoto-flashsystem, som består af to B1- og to B2-flashhoveder.
 
Portrætsessionen var meget kort, for min kone var ved at have frokosten med frisklavede fiskefrikadeller klar over i hovedhuset, så vi brugte kun en halv time på at fotografere. Alligevel kom der, efter min mening, en række ganske brugbare portrætter ud af det.
 
Billederne hvor Hanne har det kulørte sjal på er taget med Hasselblad/Phase One-bagstykket, mens de andre er fotograferet med Sony A7R II’eren.
 
 
 

De bedste filer, jeg nogensinde har arbejdet med
Det der stadigvæk overrasker mig er, hvor lidt billedfilerne fra det digitale Phase One IQ1-bagstykke skal bearbejdes. De kunne i virkeligheden bruges næsten uden bearbejdning. Men naturligvis vil jeg gerne hive lidt mere dynamisk spændvidde ud af dem. Få lidt mere frem i højlyset og også hive noget af det frem, der ligger gemt ude i skyggeområderne. Det fantastiske er, hvor afsindigt mange digitale informationer der er gemt i billedfilerne, og hvor relativt nemt de kan hives frem.
 
Selv hvis man eksponeringsmæssigt rammer lidt ved siden af, kan det nemt reddes i computeren i post-production. I starten eksponerede jeg ofte lidt ved siden af, fordi der ikke er nogen lysmåler på mit gamle analoge Hasselblad 503cw-kamera. Det er bare heldigvis ikke nogen katastrofe, for der er så megen eksponeringsmæssig ”robusthed” gemt i Phase One-filerne, at det ret problemløst kan reddes.
 
Det blev også tydeligt med portrætterne af Hanne.
 
På grund af manglen af en lysmåler, og fordi skærmen bagpå Phase One-bagstykket er så god, så troede jeg, at mine optagelser af Hanne var korrekt eksponerede, men de var faktisk en del underbelyste. Det var dog ikke noget problem. De kunne ret nemt hentes op i Adobe Lightroom bagefter.
 
Her kommer der lige en anden indrømmelse, som måske også har haft indflydelse på resultatet.
 
Da jeg lånte Phase One-bagstykket, fik jeg samtidig et abonnement til Phase One’s billedbehandlingsprogram Capture One. Der er næppe nogen tvivl om, at det program, som er skabt til netop at arbejde med Phase One’s billedfiler, er det bedste, men jeg er lige flyttet og endnu ikke kommet i orden, har et dagjob på TV2, som skal passes, og har været midt i en lang foredragsturne rundt i det ganske land, så jeg har ganske enkelt ikke haft tid til at sætte mig ind i det. Derfor er billederne bearbejdet i Adobe Lightroom.
 
Det åbner så på den anden side mulighed for at jeg senere, når jeg igen får tid, kan lave en artikel om mine erfaringer med Capture One i forhold til Lightroom.
 
Udover at jeg finder Phase One-billederne en smule varmere i farverne end billederne fra Sony-kameraet, så synes jeg, at det er svært at sige, hvilke billeder der er bedst.
 
Til tider synes jeg, at Sony-billederne er en smule skarpere end dem fra Hasselblad/Phase One-kombinationen, men det kan skyldes, at jeg har haft meget, meget svært ved at fokusere ordentlig på det gamle Hasselblad-kamera, og at Phase One-bagstykket er så krævende, for det afslører den mindste ”slinger i valsen”.
 
På den anden side er der en sprød, klassisk kvalitet til Hasselblad/Phase One-billederne, som jeg virkelig godt kan lide.
 
 
 
Og her er Louise fotograferet med det lydløse Sony-kamera mens hun arbejder.

Arbejdsportræt fra Guldalderen
På Lehnskov Gods i udkanten af Svendborg på Sydfyn har kunstneren Louise Fenne sit atelier. 
 
Jeg har længe korresponderet med Louise om at komme forbi for at fotografere hende, som en del af mit projekt med at fotografere nogle af de mange interessante, kreative mennesker, der lever og trives i vort lands såkaldte "udkant". I første omgang satte snestormen dog en stopper for det. Til slut var der kun én mulig eftermiddag, fordi jeg skulle i gang med min foredragsturne. Så jeg var presset.
 
Louise var presset, fordi hun skulle have billeder klar til en udstilling i USA, og hun ville helst have haft vores første session alene, uden model i atelieret,
 
 
Louise i modlys fra loftsvinduet i atelieret fotograferet med Hasselblad/Phase One.
men da mulighederne pludselig var udtømte, ankom jeg, mens Louise var i gang med en model, og hun var afsindig koncentreret. Der var nærmest elektricitet i luften. 
 
Jeg havde presset på for at komme, og jeg ville absolut ikke forstyrre. Derfor forsøgte jeg at være så diskret, lydløs og usynlig, som jeg overhovedet kunne. Det betød på den anden side, at jeg kun kunne fotografere med mine to Sony-kameraer, mens modellen var i atelieret. De kan nemlig fotografere lydløst. Helt og totalt uden det allermindste klik. Meget godt kan man sige om Hasselblad-kameraet, men lydløst er det ikke. Tværtimod. Der kommer et ordentligt klik, klask og et bang, når lukkeren og spejlet svinger op og ned igen. Dernæst kommer der en snurrende ”zwwiiittz”, når man på et lille håndsving på kamerahuset trækker fjederen til lukker og spejl op til det næste billede.
 
 
Under de samme lidt prøvende lysforhold, men her fotograferet med Sony A7R II'eren.

Bagefter, da modellen var gået, arbejdede Louise videre med et andet maleri, og da kunne jeg lege lidt med Hasselblad/Phase One-kombinationen. Men derfor er billederne hverken ens eller identiske.
 
Louise Fenne er uddannet i Italien, og, selvom motiverne og fortolkningerne er helt moderne, så maler hun i en nederlandsk guldalderstil. Jeg har aldrig set noget lignende. Helt fantastisk. Det giver en form for indbygget spændstighed mellem indhold og form, kunne man sige. 
 
Louise arbejder i et hyggeligt, smukt atelier med et helt fantastisk ovenlys. Omgivelser som det er en drøm at fotografere i, og hvor man slet ikke behøver kunstlys… og det kunne jeg så godt have brugt en gang imellem alligevel, når jeg nogle gange skulle fotografere i modlys. Eller i det mindste en reflektorskærm ville have været godt. Jeg havde det med, men ville blot ikke tage det frem, fordi jeg forsøgte at være så diskret som muligt. Det var nok en fejl, som jeg planlægger ikke at gentage, når jeg skal over til Louise næste gang.
 
Men igen var det fantastisk, hvad der kunne hentes ud af skyggeområderne, så der stadigvæk kan ses noget i skyggen, selvom billedet er fotograferet i direkte modlys.
 
 
 

En vegetarisk dag med frugt & grønt
En dag sneede og blæste det så meget herovre på Langeland, at vejret mere ansporede til indendørs sysler end til de store ekspeditioner ud i naturen. Derfor besluttede jeg at lege lidt med at fotografere opstillinger. Det man indenfor malerkunsten kalder ”stilleben”. Her er der en stolt tradition for at male frugt og grøntsager, brød, vin i flasker og i glas, nedlagt vildt eller friskfangede fisk, madretter og så videre. 
 
Det er synd at sige, at det er en form for fotografi, jeg har nogen erfaringer med. Jeg har aldrig prøvet det før. Har faktisk ingen anelse om, hvordan man arrangerer tingene, så det ser ordentlig ud på billedet. Derfor brugte jeg formiddagen på at pløje nogle af
 
 
Køleskabet er tømt, og det vegetariske fotografi er lavet med det gamle Hasselblad med det moderne digitale bagstykke fra Phase One påmontret.
min fars gamle kunstbøger igennem, og til at stjæle fra (jeg kalder det at blive inspireret af) de gamle mestre.
 
Først hentede jeg bare af nogle peberfrugter, som jeg fotograferede i sort-hvid, sådan lidt a la Edward Weston.
 
Så blev jeg lidt bidt af det. Jeg tømte køleskabet for alt godt fra grønthandleren, og hentede også Hasselblad’et og Phase One-bagstykket over i udhuset. Når jeg ikke kunne komme ud i uvejret, kunne jeg i det mindste lave lidte vegetarisk fotografi. 
 
En lidt sjov oplevelse.
 
Også her har jeg forsøgt mig med både Hassie/Phase One og Sony A7R II’eren. Lyset er leveret af nogle LED video-lyspaneler, som leverer fast lys, og som jeg egentlig bruger, når jeg laver TV. Altså ikke foto-flash. Det gav mig mulighed for at flytte rundt med lamperne og umiddelbart se resultaterne, uden at skulle tage et billede først og downloade det til computeren.
 
 
 

Et halvt foto-forsøg
I dagevis havde vi en sibirisk blæsende og råkold snestorm her på Langeland på et tidspunkt hvor kalenderen i strid med virkeligheden påstod, at det var begyndelsen af foråret. ”The Beast from the East”, kaldte vi den.
 
Det sneede som bare pokker. Det var tophistorien i både TV2/Nyhederne, TV-Avisen og Radioavisen. Og jeg var sneet inde.
 
Jeg havde ikke fået købt vinterdæk til min bil, for hvem havde regnet med sibirisk snestorm, når det efter kalenderen skulle være forår? Jeg har sikkert været så længe borte fra Danmark, at jeg har mistet følingen med det danske vejrs uforudsigeligheder. 
 
Så det korte af det lange var, at jeg var sneet inde i nogle dage. Bilen kunne ikke komme ud af indkørslen. Hjulene snurrede bare rundt. Familien var i Israel, så jeg var alene, og for at det ikke skulle være løgn, blev jeg ramt af influenza og lå i sengen det meste af tiden.
Så en eftermiddag sagde jeg til mig selv, at nu ku’ det være nok. Nu ville jeg selv opleve snevejret udenfor.
 
Op af sengen. På med sokker, gummistøvler, lange underbukser, overtræksbukser, strikket trøje og parkacoat – og ud i den friske luft. Feberen hjalp naturligvis også til. Influenzakroppen er sit eget lille kraft-varmeværk. Så jeg brændte. Måske ville den sibiriske kulde være bedre til at slå feberen ned end Panodil’erne, jeg ellers næsten havde levet af.
 
I første forsøg på at komme ud, havde jeg pakket en rygsæk med mine to Sony-kameraer og en håndfuld objektiver, mit Hasselblad med Phase One-bagstykket og ikke mindre end to stativer. 
 
Jo, jo. Det var en rigtig polarekspedition.
 
 

Den gik dog ret hurtig i stå.
 
Nogen steder var snedriverne mere end en halv meter høje. Den overdreven megen beklædning, der nærmest fik mig til at ligne en astronaut på rumvandring, og sygdommen, der sikkert gjorde mig svagere end jeg troede, og ikke mindst det halve ton fotoudstyr, jeg slæbte rundt på i rygsækken, gjorde at polarekspeditionen i første forsøg sluttede i bunden af min have.
 
Tilbage til basis-lejren (læs: mit varme hus): Al fotoudstyret efterlades på spisestuebordet undtagen det gamle Hasselblad med Phase One bagstykket. Derefter endnu et forsøg på at nå frem til… om ikke Nordpolen, så i det mindste bare det gamle egetræ på engen lige udenfor mit hus.
 
Jeg må ærligt indrømme, at det var lidt af en prøvelse. Jeg væltede flere gange. Heldigvis var kameraet og det dyre digitale bagstykke, som sad på stativet, pakket ind i en Dagli’Brugsen-bærepose. Kameraet og stativet brugte jeg også som vandrestav. Alligevel fik det hele og jeg selv flere ture ned i sneen, når jeg væltede. 
 
Jeg gik i en kæmpe bue udenom egetræet, for ikke at skulle fotografere mine egne fodspor, men det gjorde naturligvis bare polarvandringen endnu længere og udmattende. Da jeg endelig kom i position, var jeg fuldstændig udaset. 
 
Om det er mine 62 år, min influenza, fotoudstyret eller min dårlige kondition – eller en kombination af det hele – ved jeg ikke, men det var ganske ydmygende. Godt at jeg var alene.
 
Hasselblad-kameraet er en ”gammel pæn dame”, som ikke er udstyret med lysmåler. Jeg har ikke en separat lysmåler. Normalt ville jeg måle lyset med et af mine andre kameraer, og så sætte værdierne ind på Hassien. Men det øvrige fotoudstyr lå hjemme på spisestuebordet. Derfor var jeg nødt til at sjusse mig frem til eksponeringen. 
 
 

Det gik nogenlunde, hvilket i det mindste fik mig til at føle mig en lille smule stolt. 
 
Hvis jeg ikke var nogen stor polarudforsker, så kunne jeg i hvert fald godt snyde mig ind som fotograf, hvis jeg på den måde kunne sjusse mig frem til eksponeringen uden lysmåler. I febervildelsen, og med det lave selvværd fra den ynkelige polarekspedition, havde jeg brug for at styrke mit ego lidt ude i vinterstormen, så undskyld selvrosen.
 
Selvom jeg kunne se mit hus, følte jeg mig meget alene og meget langt ude i en umenneskelig ødemark. Lige så snart jeg fik handskerne af, og gjorde klar til at fotografere, var mine fingre ved at fryse af. 
 
Måske er det mine mange år i Mellemøsten, men jeg er tilsyneladende blevet urimelig kuldskær. Jeg havde troet, at jeg kunne leve højt på feberen, men den hjalp heller ikke ret meget. Den tærede blot på energien.
 
For at gøre en lang historie kort (og det er allerede for sent), så fik jeg slet ikke fotograferet så meget, som jeg gerne have villet. På det her tidspunkt ville jeg bare tilbage til huset, til en kop brændende varm te med honning og citron og en varm seng. 
 
Lad mig med det samme sige, at Phase One-bagstykket klarede sig til topkarakter. Det fungerede upåklageligt.
 
Hvis mine fingerspidser næsten fik forfrysninger ude i kulden, så var Phase One-bagstykket nærmest blevet til en isterning. Det var isnende koldt at røre ved. Men fordi menupunkterne på skærmen er så få, så store og tydelige, så kan man nemt klare det lidt, der skal indstilles, selv under mindre end ideelle forhold. Det er faktisk et overraskende nemt stykke teknologi at bruge, selvom det er designet til de allermest kræsne og topprofessionelle fotografer i verden. Eller måske netop derfor.
 
Selv efter at have siddet indendørs et par timer, var kameraet og i særdeleshed bagstykket isnende koldt. Ekstrem kulde virker nogen gange meget dårligt på batterierne, men selvom jeg var ude i sneen i nogle timer, og batteriet kun var halvt opladet, da jeg drog ud (jeg havde et par ekstra batterier med i lommen), så kunne man næsten ikke se nogen forskel på batterimåleren, da jeg kom tilbage til huset. Bagstykket har en forbavsende god batteriøkonomi. Selv når det fungerer i minus 8 grader, som med vindfaktoren sikkert kom ned på minus 12, så var der ingen problemer.
 
Jeg har valgt at lave billederne fra snevejret om til sort-hvidt. Det passede bedst til situationen, syntes jeg. Det er klart, at jeg havde fotokunstneren Michael Kenna i baghovedet, selvom jeg naturligvis ikke kom i nærheden af noget, der bare når ham til knæhaserne. 
 
Udflugten i snestormen mens jeg havde influenza og måtte efterlade Sony-kameraerne inde i huset, tæller kun for en halv fotoopgave, men I får alligevel et par billederne fra den vinterkolde, sibiriske travetur.
 
 
 
Her en scene fra Louise Fenne's atelier fotograferet med mit Sony-kamera.

De gamle dyder
At fotografere med det gamle Hasselblad-kamera med Phase One-bagstykket påmonteret går langsomt. Det er omstændigt. Kan endog være besværligt. Man skal tænke sig om. Overveje hvad man gør, og så oveni købet gøre sig umage. 
 
Det er næsten som når man med kærlighed og følelser laver mad til nogle gæster, man gerne vil forkæle. Man gør det med hjerte og omhu. Mellemformat-fotografering er en slags fotografisk slow food i modsætning til burgerbarens eller pizzariaets fast food, som man hæsblæsende griber og gnasker i sig i farten på vej til noget helt andet.
 
Det er dejligt at lave slow photography.
 
 
Louise fotograferet med Hassie/Phase One-kombinationen.

Det giver anderledes resultater.
 
Selvom jeg næppe nogensinde får råd til et digitalt mellemformat-kamera – hverken et digitalt Hasselblad, et Phase One, et Fujifilm eller andet – så har det været en fantastisk oplevelse at lege med den type fotografi. Måden man gør det på, kan jeg jo sagtens tage med mig tilbage til min mere normale fotografering med mine full frame Canon- eller Sony-kameraer, som, selvom de teknisk set sagtens kan fotografere meget hurtigt og effektivt, måske ind imellem godt kunne bruge en fotograf med mere omtanke, følelse og hjerte til at betjene dem, end en der bare stakåndet skyder vildt til højre og venstre på alt, der rører sig.
 
Oplevelsen med det lånte Phase One-bagstykke har været fantastisk.
 
Selvom jeg aldrig selv kommer til at bruge et sådant fast, har jeg lært – eller genopdaget – en masse om fotografiet og dets gamle dyder, som vil påvirke mig og mit fotografi i mange andre sammenhænge, lang tid fremover.
 
 
* * *
 
 

Det her er den anden af tre planlagte artikler om mine oplevelser med Phase One IQ1-bagstykket. Min første artikel kan du læse, ved at klikke på linket herunder.
 
Fotografi med Phase One: Billederne er lækre udover alle grænser
 
Så har jeg også haft et par mindre omtaler af mine erfaringer med bagstykket, som du kan se her.
 
Hvad pokker er et digitalt bagstykke for noget?

Med Phase One på polarekspedition ...næsten

 
 
 
 


 
Tilføj kommentar