Med Phase One på polarekspedition ...næsten:

Røde kinder og forfrosne fingre

TRANEKÆR (01.03.2018): Det sner som bare pokker. Det er ikke nogen nyhed. For det er jo tophistorien i både TV2/Nyhederne, TV-Avisen og Radioavisen. Og jeg er sneet inde.
 
Vi har lige købt en ny bil, og i et forsøg på at spare lidt penge lige nu, hvor vi har mere end udgifter nok, forsøgte jeg at vente med at købe vinterdæk indtil næste vinter. Det var naturligvis indtil sneen pludselig kom. Hvem havde dog troet, at vinteren ville begynde nu? På det tidspunkt hvor foråret officielt indledes ifølge kalenderen? Men jeg har sikkert været så længe borte fra Danmark, at jeg har mistet følingen med det danske vejrs uforudsigeligheder. 
 
Så det korte af det lange er, at jeg er sneet inde. Bilen kan ikke komme ud af indkørslen. Hjulene spinner bare rundt. 
 
Det er sådant set også godt det samme, for de sidste par dage har jeg ligget i sengen med influenza, så jeg mister næsten årets vejrmæssige højdepunkt… hvis det ikke lige var fordi alle danske nyhedsmedier, som har sat samtlige ressourcer ind på at dække hvert snefnugs skæbne ned i mindste detalje. Så jeg har indtil i dag fulgt med i istiden fra sengekanten, så at sige. Jeg kan naturligvis også bare kigge ud af vinduet.
 
Men her i eftermiddag sagde jeg til mig selv, at nu ku’ det være nok. Nu ville jeg selv opleve det.
 
 

Op af sengen. På med sokker, gummistøvler, lange underbukser, overtræksbukser, strikket trøje og parkacoat – og ud i den friske luft. Feberen hjalp naturligvis også til. Influenzakroppen er sit eget kraft-varmeværk, og den sibiriske kulde er måske bedre end Panodil til at slå feberen ned, tænker jeg.
 
I første forsøg på at komme ud, havde jeg pakket en rygsæk med flere forskellige kameraer og objektiver, så jeg var forberedt på lidt af hvert, og ikke mindre end hele to stativer. 
 
Jo, jo. Det er en rigtig polarekspedition, når Jensen vover sig ud i vinteren. 
 
De nogen steder mere end en halv meter høje snedriver, den overdreven megen beklædning, der fik mig til nærmest at ligne en astronaut på rumvandring og så sygdommen, der sikkert gjorde mig svagere end jeg troede, inklusive alt for meget fotoudstyr i rygsækken, gjorde at polarekspeditionen i første forsøg sluttede i bunden af min have.
 
Tilbage til basis-lejren (læs: mit hus): Al fotoudstyret efterlades på spisestuebordet undtagen mit gamle analoge Hasselblad med det fantastiske Phase One digitale bagstykke, jeg har lånt, påmonteret og et stativ. Så endnu et forsøg på at nå frem til – om ikke Nordpolen, så i det mindste bare det gamle egetræ på engen lige udenfor mit hus.
 
Jeg må ærligt indrømme, at det var lidt af en prøvelse. Jeg væltede flere gange. Heldigvis var kameraet og det dyre digitale bagstykke, som sad på stativet, som jeg samtidig brugte til at støtte mig til som en vandrestav, pakket ind i en Dagli’Brugsen-bærepose. Det fik nemlig flere ture ned i sneen, når jeg væltede. 
 
Jeg gik i en kæmpe bue udenom egetræet, for ikke at skulle fotografere mine egne fodspor, men det gjorde naturligvis bare polarvandringen endnu længere og udmattende. Da jeg endelig kom i position, var jeg fuldstændig udaset. 
 
Om det er mine 62 år, min influenza eller min dårlige kondition – eller en kombination af det hele – ved jeg ikke, men det var ganske ydmygende. Godt at jeg var alene.
 
Hasselblad-kameraet er en ”gammel pæn dame”, som ikke er udstyret med lysmåler. Jeg har ikke en separat lysmåler. Normalt ville jeg måle lyset med et af mine andre kameraer, og så sætte værdierne ind på Hassien. Men det øvrige fotoudstyr lå hjemme på spisestuebordet. Derfor var jeg nødt til at sjusse mig frem til eksponeringen. 
 
Det gik nogenlunde, hvilket fik mig til at føle mig rigtig stolt. 
 
Hvis jeg ikke er nogen stor polarudforsker, så kan jeg i hvert fald godt snyde mig ind som fotograf, hvis jeg kan sjusse mig frem til eksponeringen uden lysmåler. I febervildelsen, og med det lave selvværd fra den ynkelige polarekspedition, havde jeg brug for at styrke mit ego lidt ude i vinterstormen, så undskyld selvrosen.
 
Selvom jeg kunne se mit hus, følte jeg mig meget, meget langt ude i en umenneskelig ødemark.
 
Lige så snart jeg fik handskerne af, og gjorde klar til at fotografere, var mine fingre ved at fryse af. 
 
 

Måske er det mine mange år i Mellemøsten, men jeg er tilsyneladende blevet urimelig kuldskær. Jeg havde troet, at jeg kunne leve højt på feberen, men den hjalp heller ikke ret meget. Den tærede blot på energien.
 
For at gøre en lang historie kort (og det er allerede for sent), så fik jeg slet ikke fotograferet så meget, som jeg gerne have villet. På det her tidspunkt ville jeg bare tilbage til huset, til en kop brændende varm te med honning og citron og en varm seng. 
 
Enhver plan om at tage en endnu længere spadseretur rundt om den lille skov, der ligger ude på min eng, blev opgivet. Nu handlede det bare om at få taget i det mindste et enkelt billede, som kunne bruges, så jeg kunne vende tilbage til huset med en lille smule af æren i behold.  
 
Hasselblad-kameraet er bare en bunke gammeldags mekanik. Ikke noget fancy stuff eller elektronik her. Men Phase One IQ1-bagstykket?!? Hvor robust er det? Det er en dyr lille boks pakket med den allermest avancerede højteknologi, man kan forestille sig. Og når jeg siger dyr, så er det lidt af en underdrivelse. Bagstykket er ekstrem dyrt. Kr. 180.000,- i den ordinære udgave, så vidt jeg har kunnet finde frem til på nettet. Mit bagstykke er så af Phase One blevet ombygget, så det kan bruges på det gamle analoge Hasselblad-kamera. Det er sikkert one-of-a-kind, og derfor endnu dyrere. Og nu ligger jeg her og vælter rundt i sneen med det.
 
Jeg fik næsten kuldegysninger ved at tænke på det, men det undlod jeg, for jeg frøs allerede så meget, at kuldegysninger fornemmedes som forskellen på undergang og varm te.
 
Lad mig med det samme sige, at Phase One-bagstykket klarede sig til topkarakter. Det fungerede upåklageligt.
 
Hvis mine fingerspidser næsten fik forfrysninger ude i kulden, så var Phase One-bagstykket nærmest blevet til en isterning. Det var isnende koldt at røre ved. Men fordi menupunkterne på skærmen er så få, så store og tydelige, så kan man nemt klare det lidt, der skal indstilles, selv under mindre end ideelle forhold. Det er faktisk et overraskende nemt stykke udstyr at bruge, selvom det er designet til de allermest kræsne og topprofessionelle fotografer i verden.
 
Selv nu, hvor jeg har siddet indendørs et par timer, er kameraet og i særdeleshed bagstykket isnende koldt. Ekstrem kulde virker nogen gange meget dårligt på batterierne, men selvom jeg var ude i sneen i nogle timer, og batteriet kun var halvt opladet, da jeg drog ud (jeg havde et par ekstra batterier med i lommen), så kunne man næsten ikke se nogen forskel på batterimåleren, da jeg kom tilbage til huset. Bagstykket har en forbavsende god batteriøkonomi, selv når det fungerer i minus 8 grader, som med vindfaktoren sikkert kommer ned på minus 12, så var der ingen problemer.
 
Jeg har valgt at lave alle billederne om til sort-hvidt. Det passede bedst til situationen, syntes jeg. Det er klart, at jeg havde fotokunstneren Michael Kenna i baghovedet, selvom jeg naturligvis ikke kom i nærheden af noget, der bare når ham til knæhaserne. Men jeg forsøger igen. Jeg skal bare lige have lidt mere energi og lidt mindre selvmedlidenhed. Jeg vil prøve lidt mere i samme stil i de kommende dage, hvis influenzaen tillader det, og bilen kan komme ud af indkørslen.

* * *

Læs også: "Hvad pokker er et digitalt bagstykke for noget?"


 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: