Jeg har skrevet om det nogle gange allerede. Jeg er i gang med et projekt, hvor jeg kører rundt i det, nogen kalder ”Udkantsdanmark”. Denne
road trip rundt i mit gamle fædreland har i de seneste par dage bragt mig til Fejø i Smålandshavet.
Efter rigtig mange år i Mellemøsten… mange år, hvor jeg har dækket krig, konflikt og kaos, er det en sand lise for sjælen at få lov til at beskrive skønhed, samvær og social solidaritet. Efter i årtier at have vadet rundt i menneskelig lidelse, er det ubeskriveligt at få lov til at besøge steder, hvor folk næsten har genskabt paradis på jord.
Dem, som taler om ”udkant”, kan næppe selv have været ”derude”, for udkanten er skøn. Det er i hvert fald min
foreløbige konklusion efter at have kørt rundt herude i vandkanten i et par uger. Smukt og fredfyldt er det. Venligt. Glad. Energisk. Menneskeligt. Og så videre… det er ganske enkelt skønt.
Jeg er blot lige landet her fra Mellemøsten for et par uger siden, så bær venligst over med mig, når jeg lige bliver nødt til at lave et lille bibelsk sidespring. Det gør vi altid dernede, hvor bogen faktisk blev til.
En gang langt tilbage i tiden – da Gud skabte verden - var æblet på Kundskabens Træ en forbuden frugt. Alt måtte vi nyde, blot ikke
det. Spiste mennesket af Kundskabens Træ, ville vi blive smidt ud af Paradisets Have, fordi vi ville få
al for megen viden og kundskab. Vi ville komme
alt for tæt på Gud selv, og det var strengt forbudt.
Det første menneske gjorde selvfølgelig lige præcis det, han ikke måtte. Naturligvis. Tog en bid af æblet. Og så fik vi sparket. Ud af Edens Have. Det gjorde os i virkeligheden til
rigtige mennesker. Vi var ikke længere blot væsener, der viljeløst vandrede rundt i Guds paradisisk, beskyttende foster af en have, men
uafhængige mennesker med egen vilje, som
selv skulle vælge imellem godt og ondt,
selv skulle gøre skaberværket færdigt, og nu også med kun et begrænset liv, som begyndte med moderens smerte og afsluttedes med en endegyldig død. Måske lidt sørgeligt, men på den anden side gav det også livet betydning, fordi det ikke længere var evigt. Vi blev en slags partnere med Gud. Han begyndte skaberværket, men det var op til os at færdiggøre det.
Beklager denne udflugt til skabelsesberetningen og æbletræet. Tilbage til virkeligheden.
Fejø har et bedre og mildere klima end mange andre steder i det efterårsgrå, småregnende, kolde Danmark. Derfor er øen berømt for sin frugt. Især sin dyrkning af æbler. Og lad mig lige i parentes bemærke: Æblerne på Fejø
er virkelig helt specielle. De er langt bedre end noget, jeg nogensinde har smagt. Og den glæde, venlighed og gæstfrihed, man møder, når man besøger denne skønne ø, får ligefrem en til at spekulere på, om Paradis, da Adam og Eva blev smidt ud derfra, efter de havde smagt på det vidunderlige æble, lige så stille, uden at nogen har opdaget det, blev flyttet til Fejø, hvor det i al stilhed har eksisteret, uden at ret mange udefra har taget notits af det.
At denne oase af skønhed med nogle af de bedste æbler, man kan forestille sig, er en alt for velbevaret "hemmelighed".
I disse dage er vi i den sidste del af æblehøsten.
Tonsvis at lækre, knasende, sprøde, saftige æbler bliver høstet.
Hundredvis af liter most bliver presset. Cider bliver produceret.
Man føler sig faktisk lidt i Edens Have herovre.
Her er så smukt og fredeligt. Folk er ovenud venlige.
Jeg ankom ret tidligt, for jeg skulle nå frem til den lille skole, inden alle går på efterårsferie.
Ingen på øen kender mig. Jeg har aldrig været her før. Men alle hilser. Sådan er det vare.
Ned ad landevejen midt på øen stopper alle op, kigger op, når man kører forbi, og op kommer hånden til en venlig hilsen. Ligegyldigt hvem man er,
bliver man budt velkommen. Man føler sig straks hjemme.
Der var ikke mere plads på øens B&B’s. Heller ikke på kroen var der værelser. Selv sommerhusene var allerede fuldt booket. Folk, der kender denne lille perle, vender tilbage igen og igen. Så min kameramand, John Rasmussen, og jeg var hjemløse. Men på ganske kort tid havde "jungletrommerne" gjort sit, en meget venlig lokal stillede et par værelser til rådighed for min kameramand og mig. Kvit og frit. Sådan er man herovre. Der er altid plads til en besøgende mere.
Skolen er også en skøn lille oase. Der er kun 14 elever fordelt på 0.-4. klasse. De undervises sammen og hjælper alle sammen hinanden. Da jeg ankommer fra færgen lidt efter kl. 08:00 læses der historier. Børnene sidder rundt i hjørner og kroge og hygger sig. De ældre elever læser højt for de mindre, der betagede lytter efter. Her er ro, orden, venlighed og hjælpsomhed på tværs af aldersgrupperne. Sådan begynder solidariteten og fællesskabsfølelsen, som er essentiel for et lille samfund. Man hjælper og passer på hinanden.
Endnu en gang har tastaturet taget magten fra mig, og har gjort det, der blot skulle være et ganske kort opslag om min
road trip rundt i Danmark, til et langt, sludrende epos. Jeg beklager.
Her blot et par billeder fra min og min kameramand John Rasmussens to-dagestur til Fejø. John filmer for mig på turen rundt i vores skønne land. Resultatet af vores slid kan I se om en måneds tid. Her blot endnu en lille forsmag, blot for at dele vores begejstring for vores fælles, skønne land.
Tag ud og oplev det.
* * *
Slutteligt til fotonørderne:
Det hele er fotograferet med mine to Sony A7R II'ere. Det ene med et Sony/Zeiss 55mm f/1.8-objektiv, og det andet med et Zeiss Batis 25mm f/2.