Dødens forfærdelige banalitet:

Genfærdet på min harddisk

ISTANBUL (31.03.2017): Han ligger udstrakt ved siden af en udbrændt bil. Stiv. Livløs. Er ligesom begyndt at vokse sammen med jorden under ham. Ligeså stendød. For ikke så lang tid siden levede han, smilede, havde drømme og håb. Måske en kone? Børn?
 
Jeg ved ikke om bilen var hans. Om han var på vej et eller andet sted hen, da han blev indhentet af Mellemøstens ubarmhjertige skæbne her ude i denne, flade, tørre gudsforladte ødemark? 
 
Ved ikke om der et eller andet sted i området er nogen, der savner ham?
 
Nu ligger han i hvert fald på jorden. Død.
 
Ingen bøn. Ingen begravelse. Intet farvel fra nogen kære. Ingen tårer.
 
Døden er så underlig hverdagsagtig her. Triviel. Så skamlig ligegyldig. Og den er overalt.
 
Vi er i det nordlige Irak. Lige udenfor den krigshærgede by Mosul. Her dør folk og bliver dræbt uden nogen som helst grund. Hele tiden.
 
Blot fordi de er her. 
 
Fordi de er født ind i den ”forkerte” religion, etniske gruppe eller bare fordi de befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
 
Det er lige så banalt, som det er skamligt.
 
* * *
 
 
 

Vi var egentlig bare stoppet for at fotografere en lang række af udbombede bilvrag, der stiplede vejsiden som perler på en snor. Vi havde passeret dem på vejen herud og besluttet, at vi på vejen tilbage skulle stoppe og filme og fotografere dem. De var jo allerede udbrændte, så de løb ingen steder, derfor koncentrerede vi os først og fremmest om dagens historie.
 
Det var sidst på eftermiddagen inden vi på vejen tilbage til vores hotel endelig fotograferede bilvragene.
 
”Vil I have et billede af en dræbt Islamisk Stat-kriger, så ligger der en deroppe”, sagde en lokal bonde, som passerede os på sin traktor, og pegede op ad vejen.
 
Vi var færdige med bilvragene og skulle alligevel videre i den retning, så hvorfor ikke? Traktorføreren viste vej.
 
Vi havde ikke opdaget liget på vejen herud, for manden lå på den fjerne side af det udbrændte bilvrag. Køretøjet må have skygget for den døde, da vi passerede om morgenen.
 
Stanken indikerer, at han må have været død i et par dage. 
 
En stor del af den ene side af hovedet er blæst væk. Han må være blevet skudt på ret nært hold. Den udstrakte stilling antyder også, at han har stået stille eller knælet. Ikke løbet eller været på flugt, da han blev skudt. 
 
Så ser vi rebet. Eller snarere det hvide tørklæde.
 
Han er bagbundet, men ligger ovenpå hænderne. Derfor så vi dem ikke i første omgang.
 
Altså ikke død i kamp, men henrettet. 
 
Myrdet efter at han er blevet taget til fange.
 
Hvordan traktorføreren ved, at der er tale om en Islamisk Stat-kriger, ved ingen. Han kan godt have været det, men det er umuligt at verificere eller afvise nu.
 
Der er ikke noget våben, men det kan der jo godt have været. Han har heller ikke længere nogle sko på, men det har han i hvert fald haft, for han har stadigvæk sine sokker på. Så det ene eller begge dele - våben og sko - må nogen have taget. Når der ikke længere er noget våben, er det umuligt at sige, hvem eller hvad han havde været. Kriger, terrorist, civil, offer, skyldig, uskyldig... Han kan have været hvem som helst og hvad som helst.
 
En irregulær kriger med et våben kan være en terrorist det ene øjeblik. Lægger han geværet fra sig er han pludselig blevet civil med ret til beskyttelse. Også selvom han bare er en gemen forbryder. 
 
Who cares?
 
Hernede får end ikke de civile den beskyttelse, de har krav på.
 
Ham her er imidlertid blevet henrettet. Islamisk Stat eller ej.
 
Sådan er de barske realiteter i det her nabolag.
 
Vi fotograferer liget. Går tilbage til bilen. Børster støvet af os og kører tilbage til byen. Om aftenen tager vi en drink på terrassen. Vasker døden af os. Vi er i live. 
 
Jeg bruger aldrig billedet.
 
 

* * *
 
Hvorfor skriver jeg så denne beretning og viser billedet nu, flere måneder efter det blev fotograferet i helvedets forgård ovre i Irak?
 
Det er svært at forklare.
 
Dårlig samvittighed?
 
Det er muligt. Jeg ved det ikke.
 
Jeg havde allerede dårlig samvittighed, da jeg tog billedet. Noget sagde mig, at jeg ikke burde.
 
Han lå der – forsvarsløs i sin elendighed. Kunne ikke sige hverken ja eller nej til at blive fotograferet. Havde ingen advokater til at tale sin sag.
 
Ville han have sagt: ”Ja. Fotografer mig! Ta' billedet! Vis hvilket mareridt vi gennemlever. Vis det til verden! Få den til at vågne op!” 
 
Eller ville han have sagt: ”Hvor vover du?!? Har du slet ingen skam i livet? Kan du end ikke respektere mig, selv nu hvor jeg er død!”
 
Jeg ved det ikke, men jeg tænker tit på det.
 
Hans eneste forsvar var at forlade sig på min moral og etik.
 
 

* * *
 
Jeg har fotograferet og filmet mange døende og døde mennesker. Det følger med jobbet. Og med nabolaget, jeg arbejder i. Her er krig, kaos, kampe, katastrofer i overflod overalt. Døden er desværre ikke en mangelvare.
 
Det er aldrig nemt at fotografere døde, men jeg gør det alligevel.
 
Jeg forsøger ikke at bruge billederne uden omtanke eller uden nogen god grund.
 
Dette billede brugte jeg ikke. Indtil nu.
 
Af en eller anden mærkelig grund forfølger denne døde mand udenfor Mosul mig mere end de fleste andre, jeg har fotograferet. Jeg har ikke nogen forklaring på hvorfor.
 
Til at begynde med, besluttede jeg, at jeg ikke ville offentliggøre billedet.
 
Jeg kendte for lidt til baggrunden for mandens død, så jeg kunne ikke fortælle hans historie, og jeg kunne ikke tillade mig blot at bruge billedet som en slags ”tapet” i en tilfældig anden historie, hvor jeg blot skulle bruge et billede af en død mand. Så derfor blev billedet liggende på min harddisk.
 
Urørt.
 
Jeg kunne end ikke få mig selv til at hente det frem for at gense det eller bearbejde det på computeren.
 
Det var som om, det var downloadet til min harddisk med en slags medfølgende gravfred.
 
Det giver slet ikke mening. Jeg ved det godt... sært!?!
 
Det giver endnu mindre mening, at jeg nu føler, at jeg nu må hente billedet frem og vise det. Fortælle historien. Hvilken historie? Jeg kender den jo ikke. Jeg kender end ikke mandens navn. Og alle har et navn! Blot ikke ham her. Jeg ved ikke, hvem han er. 
 
Jeg kender kun historien om, hvordan jeg endte med at have en serie billeder af en død mand i det nordlige Irak i mit kamera.
 
Alene det siger en masse om dødens uacceptable, ligegyldige tilfældighed i det her område. Livets ringe værdi. Bortgangens banalitet.
 
Måske er det historien, der skal fortælles?
 
Jeg håber, at genfærdet på min harddisk hermed er stedt til hvile.



 
Tilføj kommentar
 
 
2 Kommentarer: