Så åbner vi i morgen:

Vagter på en siciliansk bjergtop

Alfio Bonanno med De Tre Sentineller i baggrunden på bjerget over Nizza de Sicilia.
Alfio Bonanno med De Tre Sentineller i baggrunden på bjerget over Nizza de Sicilia.
 
 
Udsigten over en del af naturreservatet Parco Rocca di Buticari over Nizza de Sicilia.

TRANEKÆR (07.09.2016): Nu er vi klar. Øen er også så småt ved at være parat. Enkelte steder skal det allersidste lige ordnes. Men ellers er alt fejet og poleret. Skjorterne er strøget. Håret friseret. Gardehusarerne har med deres heste øvet sig i at ride stille og roligt ned ad Østergade – hovedgaden i Rudkøbing -- så det hele kan ske i god ro og orden, når Dronningen kommer. På vej til Odense i forgårs så jeg massevis af motorcykelpoliti på vej sydover, og jeg formoder at de også er kørt til Langeland, hvor de skal være en del af kortegen.
 
I Rudkøbing – vores ”hovedstad” på øen – har kunsten invaderet næsten alle forretningsvinduerne. Biblioteket har udstillinger. Nye skulpturer afsløres og ser dagens lys. Alle gallerierne – og vi har en del – åbner med helt nye udstillinger. Teater- og musikscener alle vegne. Der er underholdning på gader og stræder.  ØP – Ørsteds Pavillonen, Rudkøbings ny renoverede kulturcenter, skal stå sin prøve (selvom stedet allerede har været i gang et stykke tid).

Nu venter vi bare på Dronningen herself!
 
I morgen går det løs.
 
Den årlige Kulturnat er på grund af dronningebesøget blevet til en Kulturdag, og den er, selv når dronningen ikke kigger forbi Langeland, en fantastisk skøn dag,
 
 
Luli, min kone, og Alfio på vej op igennem naturreservatet til Alfio's kunstværk oppe på bjergtoppen.
som formentlig fortsætter hen over weekenden, vil jeg antage.
At dronningen i år også kommer giver bare dagen et yderligere ”swung”
 
Det arrangement, jeg selv er med i – foto-/kunstudstillingen ”Krydsbestøvning” sammen med Alfio Bonanno i hans galleri i Østergade, er nu færdig. Billederne er trykt, indrammet og hængt op. I går blev plakaterne og kataloget trykt. Nu står vi hændervridende og med hjertebanken og venter på ”folkets dom”. Venter på at se og høre, hvad andre synes om vores anstrengelser.
 
Når jeg nu sidder og tænker lidt mere over det, så synes jeg egentlig, at en sådan dag er ret fantastisk. Tænk at et enkelt lille samfund har så mange kunstnere, kunsthåndværkere, kreativt interesserede, hobby kunstnere, musikere, sangere, gøglere og andre, og at de, udover alt det de til hverdag skaber, så oveni år efter år også kan lave et sådant festfyrværkeri, som hele resten af lokalsamfundet smukt og loyalt slutter op om.
 
Det vil naturligvis også være fint, om folk udefra også kan lide det, vi har lavet, det vil være en bonus oveni, men det er egentlig fint og godt som det er, hvis bare langelænderne selv er begejstrede. 
 
Det er selvlavet. Det er vellavet. Det er flot. På trods af alle problemerne, så er der alligevel utrolig meget gang i lokalsamfundet herovre, og det er skønt.
 
 
Sentinellerne - vagterne - er lavet i områdets sten, og har store brystplader af en mørkere bjergart.

* * *
 
Alfios og min udstilling tager udgangspunkt i vores fælles rejse til Sicilien tidligere på året. Den rejse har jeg allerede skrevet en del om i de seneste dage. Her får du den sidste lille beretning. I morgen skriver jeg kun en kort lille fortælling om selve udstillingen.
 
I et årstid inden jeg selv besøgte Sicilien, havde jeg fulgt med i Alfios forstudier til et stort skulpturprojekt på en bjergtop. På talrige rejser var værket blevet skabt. Jeg havde på afstand fulgt med. Set billederne og hørt om alle problemerne. Men det så fantastisk ud, og derfor var jeg også spændt på ved
 
 
Alfio med en lille del af det entourage, der fulgte os op på bjergtoppen.
selvsyn at opleve værket.
 
Vejen derud… eller snarere derop er en lang, snørklet bjergvej, som flere steder er en grusvej. Den er flot skiltet, så man farer ikke vild. Til slut venter en travetur op til bjergtoppen ad en snoet sti. Men den lange vej til trods – eller måske netop på grund af den – så opleves bjergtoppen og Alfios kunstværk så meget des mere spektakulært, når man endelig når frem.
 
På en bjergtop højt hævet over Nizza di Sicilia lige syd for Messina på Sicilien ligger ruinerne af et forhistorisk vagttårn, der har beskyttet området i umindelige tider.
 
 

På dette strategisk vigtige bakkedrag har det lille kommunalråd i byen langt nede af skråningen lavet en naturpark – Parco Rocca di Buticari. Den dristige borgmester Giuseppe Di Tommaso i den lille by på bare 3.000 indbyggere bad Alfio, som de indtil da kun havde læst om i medierne som en dansk-siciliansk kunstner, der gjorde sig i Land Art, om at skabe et kunstværk, der både ville understrege stedets kvaliteter, historie og harmonere med omgivelserne.
 
Som med vore øvrige ture rundt på Sicilien, så voksede vores følge undervejs. Nede i Nizza di Sicilia sluttede den stolte borgmester sig til os sammen med et par andre personer fra bystyret. Der var også en
 
 
kunsthistoriker fra Rom og et par andre interesserede, som ville med. 
 
Vi er i et område af verden, der har været marineret i kunst og kultur i årtusinder, og interessen for kunst vises langt tydeligere, end vi er vant til i Danmark. Her er et engagement og en begejstring, som fænger.
 
Det var med hele dette entourage, vi stønnende (læs: gispende) og med sved på panden ankom til bjergtoppen over Nizza di Sicilia. 
 
Oplevelsen var fantastisk.
 
De tre Sentineller – vagtposter – står og skuer ud over Messina Strædet, over mod den sydligste bid af den italienske støvlespids. 
 
Store, solide, forstenede, urørlige står sentinellerne. I lyse, lettere gyldne sten med store brystplader i en mørkere bjergart. De står fast. Klippefast. Rokker sig ikke. 
 
Kunstværket var endnu ikke officielt indviet, da vi besøgte det. Det var blot lige blevet færdigt i løbet af den forgangne sommer, men de tre forstenede vagter havde allerede fået sig en smuk patina, så de så ud som om de altid havde stået på stedet. De hørte til.
 
Fordi de er opført i lokale sten, fundet på stedet, passer de perfekt ind i omgivelserne, og de er i en slags dialog med det historiske vagttårn, som ved samme lejlighed er blevet restaureret, så det nu også kan nydes og bestiges.
 
For min kone og mig var det en fantastisk oplevelse både at følge en kunstner som Alfio, møde en masse kunstinteresserede sicilianere, og bruge tiden på at opleve og diskutere kunst, skulptur, billeder, kultur, fotografi og andet interessant med ham og hans sicilianske venner. Noget der er så uendelig fjernt fra det militante, religiøse vanvid, der i de seneste år har opslugt Mellemøsten, og som har været en stor del af min hverdag, fordi jeg har dækket det for TV2. For mig er rejsen til Sicilien en sand lise for sjælen, sindet og ånden. Livsnødvendig så jeg ikke går helt fra forstanden. 
 
Samtidig kunne jeg så også bruge tiden til at lave fotos til den bog om Langeland, som jeg stadigvæk arbejder på. Alfio er en af de personer, der optræder i den planlagte bog.
 
 

Problemet er bare, at jeg fotograferede Alfio til bogprojektet. Ikke til en udstilling. Og det er mildt sagt noget helt andet. Derfor kom det også som en stor overraskelse, da Alfio tilbage i det langelandske pludselig spurgte, om vi ikke sammen skulle lave en kombineret foto- og kunstudstilling, for mine billeder er tænkt ind i en helt anden sammenhæng. Til dato er jeg stadigvæk i tvivl om, om det er en god ide.
 
Det bliver dog alt sammen afklaret i de kommende dage. 
 
Nu åbner udstillingen i morgen, og så får vi helt automatisk folkets dom.
 
* * *
 
Kig tilbage til denne side igen i morgen. Da skriver jeg den sidste optaktshistorie op til åbningen af udstillingen.

Vil du læse gårsdagens historie, så klik her.
 

 
 
”KRYDSBESTØVNING”
Foto-/kunstudstilling af Steffen Jensen og Alfio Bonanno
8. september 2016 – Fernisering kl. 17:00
Galleri Bonanno
Østergade 10 , 5900 Rudkøbing
+45-6251 3293
mail@alfiobonanno.dk


 
Tilføj kommentar