Golfkrigen 1990-91

JERUSALEM (19.12.2006): En århusiansk gymnasieelev ved navn Jeppe skriver i øjeblikket opgave om Golfkrigen i 1990-91. Han skrev til mig for et par dage siden, og bad om mit input. Han havde tre spørgsmål:

1. Hvilke intentioner mener du USA havde, da de valgte at gå ind i Golfkrigen?
2. Hvilke væsentlige konsekvenser har Golfkrigen, efter din mening haft på Mellemøsten? Har Mellemøsten fået nogle "ar eller mén" fra Golfkrigen?
3. Saddam Husseins officielle grund for at invadere Kuwait var af økonomiske årsager (Kuwaits overproduktion af olie, medvirkede til at Iraks eneste indtægtskilde for udenlandsk valuta pludselig var i fare). Men tror du der lå andet til grund for invasionen? Evt. religiøse årsager eller et allerede eksisterende had til Kuwait Irak?

Jeg har netop sendt Jeppe mit svar, og tænkte så, at det jo også udmærket kan bruges her på bloggen.

* * *

Kære Jeppe

Her kommer – desværre lidt forsinket, det undskylder jeg – mine svar på dine spørgsmål. Jeg håber, du kan bruge dem til noget. Du kan bare ”klippe og klistre” som du vil.

1. Hvilke intentioner mener du USA havde, da de valgte at gå ind i Golfkrigen?

Med hensyn til hvilke intentioner USA havde, så tror jeg, at amerikanerne fra starten var ret åbne om det, selvom meget naturligvis overfor pressen blev pakket ind i det noble forsvar af det lille, magtesløse sheikhdømme Kuwait, som var blevet løbet overende af en brutal tyran. På dagen hvor fristen udløb til Irak om at trække sig betingelsesløst ud af Kuwait, og Golfkrigen dermed officielt blev indledt (de egentlige kamphandlinger kom først to dage senere), sagde Præsident George Bush (faderen til ”W”) for eksempel rimeligt klart:

”Adgangen til Den persiske Havbugts olie og vore allieredes sikkerhed i området er afgørende for USAs nationale sikkerhed... og det har længe været vores politik, at USA er rede til at forsvare sine vitale interesser i området – om nødvendigt med militær midler imod en hvilken som helst magt, som søger interesser der truer vore egne. Irak har, med sin uprovokerede invasion af Kuwait den 2. august 1990 og sin efterfølgende brutale besættelse, klart vist, at det er et land med mål, der truer vore interesser.”
Præsident George Bush, National Security Directive 54, 15. januar 1991

Det er formentlig rimelig klart, at havde sheikh Jaber al-Sabah siddet i et lille fattigt arabisk sheikhdømme uden olie og uden kystlinie til Den persiske Havbugt, så havde USA og Vesten næppe rørt en finger for at redde ham og hans land.

Så krigen var naturligvis ”vores” krig for at forsvare vores adgang til Mellemøstens olie til en rimelig pris, og en støtte til de arabiske sheikhdømmer i Golfen, der deler disse interesser, og som også af hensyn til sig selv ønsker at sikre denne olies frie og uhindrede vej ud igennem Golfen til markederne i Vesten.

Desuden kunne USA og Vesten ikke leve med, at en brutal og uberegnelig diktator som Saddam Hussein, fik lov til at tyranisere sine arabiske naboer på den måde, for det ville i fremtiden gøre hans ”ord til lov” i et område, der er strategisk helt afgørende for os, og det blev ikke anset for at være i Vestens interesse.

Havde Saddam fået lov til at blive i Kuwait, så havde han også kunnet føje store olieforekomster til de kæmpe oliereserver, som Irak allerede sad på. Desuden ville Irak have fået direkte adgang til Den persiske Havbugt (nu og dengang skal Irak udskibe sin olie fra Bashra og Umm Qasr til havbugten igennem Shatt al-Arab-strædet – det lille stykke vandvej, hvor Eufrat- og Tigris-floderne er løbet sammen ned mod Golfen). Med nye oliekilder og egen olieterminal i Golfen ville Iraks olieindtægter eksplodere til astronomiske højder, og Irak og Saddam ville få en helt afgørende indflydelse på det internationale oliemarked – på udbuddet og prisdannelsen.

Men – på den anden side – var det heller ikke  i Vestens interesse, at Irak under en eventuel krig faldt fra hinanden. For Irak var den eneste arabiske militære magt i Golfområdet, der i begyndelsen af 90’erne kunne udgøre en militær og strategisk modvægt til Iran’s dominans.

Gik Irak i opløsning (det er det rædselsscenarie vi nu sidder med efter Den anden Irak-krig), så ville det være det samme som at levere kontrollen over Den persiske Havbugt på en sølvbakke til præstestyret i Iran, hvilket heller ikke kunne være i Vestens interesse.

* * *

2. Hvilke væsentlige konsekvenser har Golfkrigen, efter din mening haft på Mellemøsten? Har Mellemøsten fået nogle "ar eller mén" fra Golfkrigen?

USA forsøgte i begyndelsen af 90’erne at få slået en ”Ny Verdensorden” fast. På det her tidspunkt var Sovjetunionen godt på vej til at falde fra hinanden. Østblokken (Warszawa-pagten) var gået i opløsning, og Den kolde Krig var i al væsentlighed overstået. Derfor har USA, set med sine egne øjne, for en gangs skyld mulighed for at sætte de internationale spilleregler som man vil, uden at skulle tage hensyn til en rivaliserende supermagts mulige modreaktioner.

Det lykkedes dog ikke helt.

For USA stoppede krigen uden at vælte Saddam Hussein. Den fremherskende opfattelse i Washington var, at Irak og dermed Saddam Hussein var så ydmyget, at det ville udløse et internt irakisk oprør imod ham, og at det ville være bedre for USA, at diktatoren blev væltet af sine egne snarere end af amerikanske tropper.

Inspireret af USA indledte kurderne i nord og shi’a-muslimerne i syd derfor faktisk et oprør imod Saddam Hussein. Begge grupper havde troet, at USA ville støtte dem og komme til deres undsætning, hvis det gik galt. Det gjorde USA imidlertid ikke. Hvilket Saddam Hussein udnyttede til utrolig brutalt at smadre oprørene og undertvinge sig områderne på den mest brutale facon.

Så et af arene efter denne første Golfkrig er dette ”svig”, som kurderne og shi’iterne opfatter det. Derfor ser de også i dag med stor skepsis på USAs involvering i Irak. Det forklarer for eksempel også den irakiske præsident Jallal Talebani’s ret vrede afvisning af den netop offentliggjorte Baker-Hamilton-rapport (The Iraq Study Group Report), som anbefaler, at USA trækker sine kampstyrker ud af Irak i løbet af foråret 2008. Talebani, som er kurder, ser det som et udtryk for at USA endnu en gang er på vej til at ”stikke halen imellem benene”, når problemerne bliver for uoverskuelige, og derefter overlader det til de lokale allierede at kæmpe på egen hånd.

Man kan heller ikke afvise, at de vestlige styrkers tilstedeværelse i den arabiske verden og i særdeleshed i Saudiarabien, kan have været medvirkende årsag til oprettelsen og udviklingen af Al Qaida og andre lignende anti-vestlige islamiske terrororganisationer. Det er i hvert fald hvad Osama Bin Laden selv siger.

Man man kan på den anden side heller ikke vide, om disse grupper under alle omstændigheder ville være opstået alligevel på grund af utilfredshed med Vestens politik i Mellemøsten som helhed og i særdeleshed i forhold til Israel-Palæstinakonflikten.

En anden konsekvens af Golfkrigen – og andre ting – var fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne.

Jeg kopierer lige ind – herunder – et par afsnit fra noget, jeg skrev om det i en anden sammenhæng:

Fredsprocessen i Mellemøsten
At en fredsproces overhovedet kom i gang mellem Israel og araberne bunder i dramatiske begivenheder i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Der var tale om grundlæggende omvæltninger som tvang alle parter til at tage deres hidtidige accepterede og fasttømrede holdninger op til revision. Disse dramatiske begivenheder var:

• Den kolde Krigs afslutning (1988-1990)
  Østblokkens opløsning og Sovjetunionens sammenbrud. Den arabiske ”afvisningsfront” mister sin supermagtsstøtte.
• Intifadaen (1987-1993)
  Den palæstinensiske opstand får både PLO og israelerne til at vågne op.
• Golfkrigen (1990-1991)
  Drømmen om ”Arabisk enhed” dør – arabere kæmper imod arabere, og PLO falder i unåde – også i den arabiske verden.

Lad os se på de tre grunde en for en:

Den kolde Krigs afslutning
Mellemøsten var blot en af mange skuepladser for Den kolde Krig og rivaliseringen imellem USA og Sovjetunionen. Men i modsætning til mange andre af konfrontationslinierne i denne periode, så var Mellemøstens parter ikke bare umælende ofre for supermagternes manipulationer. Parterne selv – israelerne og araberne – formåede i sjælden grad også at spille supermagterne ud imod hinanden og udnytte dette til egen fordel. Men med Østblokken og Sovjetunionen ude af ligningen, var det nye resultat næsten givet på forhånd. De arabiske stater, der tidligere havde været Sovjetunionens allierede, var nu uden supermagtsopbakning. Det ramte især PLO, Syrien, Irak, Libyen og Syd-Yemen.

Intifadaen – den palæstinensiske opstand
Den palæstinensiske opstand, Intifadaen, der brød ud i december 1987, var naturligvis et udtryk for den palæstinensiske befolknings ophobede vrede og frustration overfor den israelske besættelsesmagt. Men der var – i hvert fald i begyndelsen – også to andre vigtige elementer, som var afgørende.

Opstanden var også en protest imod PLO’s alt-eller-intet politik overfor Israel. Palæstinenserne i de besatte områder havde indset, at de aldrig ville få selvstændighed, hvis PLO ikke var villig til at gå på kompromis og acceptere Israels eksistens.

Og palæstinensernes opstand var også en protest imod de arabiske landes ”forræderi” imod den palæstinensiske sag. Set fra mange palæstinenseres øjne brugte de arabiske lande kun den palæstinensiske tragedie som et politisk slagord når det passede dem. Men når det kom til stykket stod palæstinenserne alene.

Israelernes bratte opvågnen
Israel havde placeret sig selv i en umulig situation. På den ene side forsøgte landet at sikre sit vestligt inspirerede demokratiske samfund. På den anden side betød den fortsatte konflikt og besættelse, at israelerne samtidig undertrykte et andet folkeslag.

Indtil slutningen af 80’erne troede mange israelere, at den ubehagelige men tålelige situation som besættelsesmagt kunne fortsætte indtil araberne bøjede sig for Israels krav. Men Intifadaen fik mange til at indse, at denne status quo ikke var stabil, og at en dramatisk nytænkning var nødvendig.

En anden trussel var det, man kaldte ”den demografiske bombe”.

Ondt, værre, værst
Den palæstinensiske befolkningstilvækst var langt større end den israelske. I løbet af en kort årrække ville den palæstinensiske befolkning i det område Israel kontrollerede overhale den jødiske.

Derfor havde israelerne i virkeligheden kun fire alternativer, som mange opfattede som et valg imellem dårligt, værre og værst:

• Deportere den palæstinensiske befolkning.
• Opgive at være en jødisk stat.
• Opgive at være en demokratisk stat.
• Trække sig ud af de besatte områder.

Ingen – udover en lille gruppe nationalistiske fanatikere – ønskede at overveje en deportation.

Men hvis Israel ville fortsætte med at være et demokrati, måtte alle have demokratiske rettigheder – også palæstinenserne. Det ville betyde, at palæstinenserne kunne vælge Yassir Arafat til landets premierminister og dermed ville Israel ikke længere være en jødisk stat.

Ville man undgå det, og sikre Israels jødiske karakter, kunne palæstinenserne ikke få stemmeret, og dermed ville Israel ophøre med at være en demokratisk stat.

Derfor: Hvis Israel ønskede at fortsætte både som en jødisk og en demokratisk stat, var der derfor ingen vej udenom en rømning af i hvert fald de tættest befolkede palæstinensiske områder.

Det var, mente mange, i virkeligheden i Israels interesse, at palæstinenserne fik deres egen stat.

Golfkrigen og den palæstinensiske kamp
Under Golfkrigen i 1990-91 allierede PLO og Yassir Arafat sig med Irak og præsident Saddam Hussein, som tabte krigen. Dermed blev PLO ikke bare blevet upopulær i Vesten. PLO og Yassir Arafat havde også lagt sig ud med en stor del af de arabiske lande, som havde kæmpet sammen med USA imod Irak – bl.a. de rige arabiske oliestater langs Den persiske Golf, som indtil da havde finansieret PLO.

Fra den ene dag til den næste smækkede de pengekassen i. PLO var på fallittens rand. Og 350.000 palæstinensere blev udvist fra de arabiske Golfstater. Den palæstinensiske sag, som indtil da nærmest havde været en religiøs trossætning i den arabiske verden, blev nu nedprioriteret til blot at være et politisk problem, som så mange andre som man kunne gå på kompromis med.

Alt dette styrkede de kræfter iblandt palæstinenserne, som mente, at fremtiden betød fred med og anerkendelse af Israel. Og at vejen til fred med Israel gik via USA.

Golfkrigen set fra Israel
Israel deltog ikke direkte i Golfkrigen, men blev alligevel inddraget, da irakiske SCUD-missiler begyndte at falde over landet. I første omgang skabte missilangrebene panik fordi ingen vidste, om missilerne var armerede med kemiske eller biologiske sprænghoveder. Det fik mange israelere til at indse, at de besatte områder ikke længere gav Israel den sikkerhed, man hidtil havde troet.

Et andet chok for israelerne var, at de ikke kunne svare igen. Indtil Golfkrigen havde Israel altid svaret hårdt og brutalt igen, når landet var blevet angrebet. Men angrebene kom ikke længere fra et naboland med fælles grænse. For at kunne svare igen imod Irak, måtte Israel krydse andre arabiske lande.

USA, som førte an i alliancen imod Irak, anså de irakiske angreb på Israel for at være en fælde. Saddam Hussin forsøgte at tvinge Israel ind i krigen, fordi det angiveligt ville få alliancen til at slå revner. Derfor tvang USA Israel til at holde sig ude af konflikten. Det fik israelerne til at indse, at Israel var ikke længere USA's eneste allierede i Mellemøsten. Under Golfkrigen ville Israels deltagelse direkte have været imod USA's interesser.

Nye trusler
For Israel var det pludselig klart, at landets hidtidige forsvarsdoktrin ikke længere slog til. Landet havde ikke et effektivt svar på truslen fra langtrækkende missiler affyret fra lande, der ikke grænsede op til Israel. For at kunne sikre sig imod fremtidens strategiske trusler, måtte Israel have fred med sine arabiske nabolande. Og fred med nabolandene ville kun komme, hvis Israel først fandt frem til en løsning med palæstinenserne.

Chokbehandling fører til forhandlinger
Alle disse mange dramatiske begivenheder og omvæltninger oveni hinanden var med til at gøre det muligt for USA efter Golfkrigen at presse - lidt med "stok og gulerod" - Israel og de arabiske lande til at deltage i fredskonferencen i Madrid i 1991. Palæstinenserne deltog dengang som en del af den jordanske delegation.

Dette blev indledningen til en periode med fredsforhandlinger mellem parterne, som senere blev videreført i den såkaldte "Oslo-proces" mellem Israel og palæstinenserne – repræsenteret ved PLO – direkte.

* * *

3. Saddam Husseins officielle grund for at invadere Kuwait var af økonomiske årsager (Kuwaits overproduktion af olie, medvirkede til at Iraks eneste indtægtskilde for udenlandsk valuta pludselig var i fare). Men tror du der lå andet til grund for invasionen? Evt. religiøse årsager eller et allerede eksisterende had til Kuwait Irak?

Iraks olieproduktionsfaciliteter, oliekilder og adgangen til udskibningen m.m. var af en beskaffenhed, som ikke tillod Saddam Hussein at skrue op og ned for eksporten, som det passede ham. Han producerede for fuld kraft, og kunne ikke skrue længere op.

Derimod kunne de fleste andre arabiske Golfstater bare skrue op for produktionen og justere indtægterne, når priserne på oliemarkederne faldt. Overpruduktionen fik naturligvis priserne til at falde endnu mere, men det justerede de små sheikhdømmer bare for i produktionen.

Det kunne Saddam ikke.

Så når Kuwait og De forenede Arabiske Emirater pludselig sendte mere olie ud på markedet, så tabte Saddam Hussein formuer.

Det var han rasende over, og derfor truede han flere gange både Kuwait og Emiraterne.

Desuden var Irak lige kommet ud af en otte år lang blodig og ødelæggende krig med nabolandet Iran. En krig hvorunder der formentlig blev dræbt omkring en million mennesker, som forårsagede enorme ødelæggelser, og den havde kostet en formue. Penge som Saddam til en vis grad havde fået fra de rige arabiske Golfstater. Nogle af pengene var kommet som gaver, andre som lån.

For eksempel havde Kuwait solgt en del af sin egen olie på verdensmarkedet som om den var irakisk, og så givet pengene til Irak. Irak kunne nemlig ikke under krigen udskibe sin egen olie igennem Shatt al-Arab-strædet, fordi den vandvej lå midt i frontlinien. (Det førte til ønsket om en egen irakisk oliehavn ude i Den persiske Havbugt, som man ikke var tvunget til at bruge Shatt al-Arab – se nedenunder).

Derfor sad Irak efter krigen tilbage med store lån, som skulle betales tilbage til bl.a. Kuwait. Samtidig skulle de ødelagte dele af landet genopbygges. Der var ikke penge nok. Iraks olieproduktion kørte ”for fulde gardiner”, og kunne ikke skrues længere op. Når så Kuwait og Emiraterne pludselig øgede deres produktion, så faldt Iraks olieindtægter, og det opfattede Saddam som en provokation. Især fordi, som han selv så det, så havde han under krigen med Iran også kæmpet for de andre arabiske staters sag. (Det var dog kun hans egen opfattelse). Derfor burde de, mente han, ”slå en streg over” lånene.

I starten pressede Saddam ”blot” for en eftergivelse af lånene, for at få en større bid af det store Rumeila-oliefelt på grænsen til Kuwait, og få råderetten over to kuwaitiske øer – Warba og Bubiyan lige syd for Iraks egen sydligste havn Umm Qasr – i Den persiske Havbugt, hvilket ville give Irak sin egen olieterminal ude i selve Golfen. Men det nægtede Kuwait at gå med til.

Desuden var det mange irakeres opfattelse, at Kuwait fra tidernes morgen i virkeligheden naturligt hørte med til Irak. At det – som det er tilfældet så mange andre steder i Mellemøsten – var de imperialistiske europæiske kolonimagter, der efter Den første Verdenskrig havde tegnet nogle tilfældige streger på et landkort, hvilket på uretfærdig vis havde skåret Kuwait ud af det irakiske moderland.

Hvad irakerne glemte var, at Irak også selv var et unaturligt produkt af denne selvsamme imperialistiske grænsetegning. Men irakernes opfattelse af sig selv er ofte, fordi landet som Syrien og Egypten har en stolt oldtidig højkultur, så er landet mere naturligt end mange andre stater i området, som indtil for en generation siden var beduiner og nomader, men så pludseligt blev ubegribeligt rige, fordi der blev fundet olie under ørkensandet.

* * *

Det skulle vist nogenlunde være svar på dine spørgsmål. Og husk, det er kun mine tanker om det, der dengang skete. Det er ikke sandheden, men en version af den - min version.

Der kan være ting, jeg har glemt, men det er så nogenlunde, hvad jeg kan huske fra dengang.

Send mig venligst en kopi af din opgave, når du får tid.

De bedste hilsner og glædelig jul fra Jerusalem

Steffen
19.12.2006