Blogartikler

KLAMPENBORG (12.09.2018): Vi har på TV2 lige haft et seminar – eller måske skulle man snarere kalde det et inspirationsmøde – på Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven i Klampenborg nord for København, hvor vi diskuterede fremtiden i medierne, og de dramatiske udfordringer, vi står overfor. 
     Det var en alvorsfuld snak, men omgivelserne var fænomenale. Uovertrufne. Der er ikke mange steder i landet, der er skønnere end Dyrehaven. Det kunne til tider være svært at koncentrere sig om dagens emne. 
     Udover den vigtige dagsorden om fremtiden, så tog Betina og Kim Jørgensen, som driver restauranten i Kirsten Piils Kilde, sig umådelig venligt af os, og bespiste os med noget af den lækreste mad, man kan forestille sig. Jeg er kommet i Kirsten Piils Kilde i en del år, og kvaliteten er fantastisk og stemningen altid afslappet.
     Men intet kan konkurrere med omgivelserne.
TRANEKÆR (26.08.2018): Jeg har i dag haft en hyggelig eftermiddag ude i haven. Ikke med at luge ud i mit højbed med krydderurter (selvom det kunne have brug for det), men i stedet med at lege lidt med blanding af det naturlige lys og kunstlys. Når man fotograferer – forstås. Det vil sige at fotografere med en blanding af solens naturlige lys og det kunstlys, der kommer ud af et flash-system. De to ting kan det til tider godt være lidt svært at blande.
     Min gamle gode ven og tidligere TV2-kollega John Rasmussen, som også fotograferer, kom på besøg, og uden andet end en kop kaffe til at starte dagen på, kastede vi os ud i haven for at dygtiggøre os selv indenfor fotografiet.
I lang tid har mit fotografi ligget stille. Alt for lang tid. Det har der været mange grunde til, men de er ligegyldige nu. Nu er jeg i det mindste begyndt at fotografere lidt igen, og det er dejligt.
     Om jeg begyndte at fotografere igen fordi min kone og jeg i går var inviteret til frokost hos nogle af vore skønne langelandske venner, er det svært at sige. Den ene er billedkunstner og den anden bibliotekar, og vi diskuterede højrøstet og lystigt kunst, landskabsmaleri, fotografi, kultur, politik og alt mulig andet, mens vi spiste. Det var skønt, og det var meget inspirerende.
Hele den palæstinensiske Hamas-gruppes ledelse, som Israel anser for at være terrorister, befinder sig i øjeblikket i Gaza-striben. Det er første gang nogensinde, hele Hamas-ledelsen er samlet, skriver Hamas’ website Safa. Både de lokale ledere og ledelsen udefra. Mange af dem står højt på Israels ”hitliste” – listen over topterrorister, som de israelske myndigheder meget gerne vil slippe af med. Men ifølge flere forskellige kilder har Hamas via FN fået den israelske regerings forsikringer om, at Israel ikke vil forsøge at ramme dem.
     En lille gruppe højtstående Hamasfolk vendte sent torsdag aften tilbage til Gaza-striben fra et kort besøg i den egyptiske hovedstad Kairo. Ifølge den libanesiske avis Al Akhbar har de – med egypterne og FN som mellemmænd – forhandlet en våbenhvile på plads med Israel. Aftalen skal ifølge forlydenderne også føre til en forbedring af forholdene for almindelige palæstinensere i Gaza-striben.
Ind imellem kan man tage fejl. Det gør alle. Tager totalt fejl eller man formulerer sig bare så uklart, at det alt for nemt kan misforstås. Jeg gør i hvert fald. Og jeg har gjort det igen.
     I flere år har det naget mig, at jeg tilbage i 2013 lavede en lidt for kritisk og lidt for negativ anmeldelse af et nyt Canon-objektiv, jeg den gang lige havde købt. Et Canon zoomobjektiv. EF 24-70mm L f/2.8 II USM hedder det. 
     Overskriften på min anmeldelse den gang var ”24-70mm’s kedelig højkvalitet”.
     Det var egentlig ikke en rigtig anmeldelse. Det har jeg ganske enkelt ikke tilstrækkelig teknisk viden eller erfaring til at lave. Snarere blot en omtale af mine første oplevelser med det nye objektiv.

Portrættet blev indbegrebet af den afghanske flygtningetragedie. Og måske endog meget mere.
     Det er i hvert fald blevet et af denne verdens mest kendte og ikoniske fotografier. Der er dem, der ligefrem kalder det for fotografiets Mona Lisa.
     En lille, trist, beskidt afghansk flygtningepige, indhyllet i et hullet, rødt klæde, som stirrer lige ind i kameraets linse og videre ind i vores sjæl med sine gennemborende, grønne øjne. Tryglende øjne der uden ord spørger os ”Hvorfor?”

TRANEKÆR (28.07.2018): I disse dage er det 65 år siden, den våbenhvile blev indgået, som endte kamphandlingerne i Koreakrigen. Ikke en fredsaftale, men blot en våbenhvile, der førte til en årtier lang deling af den koreanske halvø i et kommunistisk et-mandsstyre i nord, og et markedsøkonomisk næsten-demokrati i syd.
     Årsdagen har fået det navnkundige fotoagentur eller -kollektiv MAGNUM til minde os om den forfærdelige krig, ved at genoffentliggøre nogle af fotografen Werner Bischof’s billeder og beretninger fra krigen.
Jerusalem er en… om ikke mærkelig by, så i hvert fald en meget anderledes by. Historien, religionen og moderne politik har gjort Jerusalem til noget helt udover det normale.
     ”En korsvej imellem Paradis og en galeanstalt” kaldte Virtus Schade Jerusalem i en kæmpeartikel i Berlingske Tidende for mange år siden, da jeg var praktikant på avisen. Og han havde ret.
     Jerusalem lader sig ikke beskrive. Den skal opleves. For Jerusalem er det hele og dets modsætning.
     Jerusalem er fantastisk og forfærdelig. Smuk og grim. Velsignet og forbandet. Vidunderlig og helt umulig. Fredelig og krigerisk. Harmonisk og kontrastfyldt. Gammel og moderne. Fortsæt gerne modsætningerne. De passer helt sikkert på Jerusalem.
…gælder alle kneb, siger man. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne blev adopteret af mange, fredsprocessen et pet project for endnu flere, og nu står en tidligere nærmest ikonisk konflikt pludselig i skyggen af mange andre, langt større konflikter og humanitære katastrofer i et uroligt Mellemøsten.
     Denne artikel er mit bidrag til Historielærerforenings blad, som denne gang er et temanummer om Israel-Palæstinakonflikten i anledning af 70-året for Israels oprettelse og det palæstinensiske flygtningeproblems begyndelse.
USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Og i maj 2018 blev det fulgt op af at den amerikanske ambassade blev flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Dermed har USA brudt med årtiers amerikansk udenrigspolitik og også med den linje, de fleste af USA allierede fører. Fra mange sider var der frygt for at det amerikanske skridt, som faldt sammen med Israels 70-året for Israels oprettelse, og dermed også 70 året for den palæstinensiske flygtningetragedie, kunne føre til udbruddet af en ny palæstinensisk opstand. En ny Intifada, men det skete ikke.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 58
næste