Blogartikler

MOSUL (14.02.2017): En hel fløj er jævnet med jorden, taget er styrtet sammen, væggene hullet af artillerigranater, og dele af bygningerne er simpelthen brændt af, bare fordi der er tale om en kirke. Jeg har ikke set en eneste uskadt kirke i Mosul-området. Det er et sørgeligt syn, der venter de kristne, når de vender tilbage efter krigen imod Islamisk Stat… hvis de vender tilbage.
     Det er stadigvæk farligt, men vi kan nu køre rundt i den østlige del af Mosul, som er blevet tilbageerobret fra terrororganisationen Islamisk Stat. I et par uger har jeg rejst rundt i området. Både i Mosul og i området udenfor byen, hvor en stor del af de civile flygtninge har søgt tilflugt.
     Udover alle de øvrige tragedier, som en sådan ekstremt brutal krig altid medfører, så er der nogle civile, der er særligt udsatte – minoriteterne. Især de ikke-muslimske. De kristne, yazidierne og andre.
MOSUL (12.02.2017): Solen står allerede lavt på himlen, da vi kører ind i Khazer-flygtningelejren udenfor Mosul.
     Lejren ser nærmest helt idyllisk ud i det smukke, lave aftenlys fra den nedgående sol, men selvom forholdene i flygtningelejren er så fine, som de kan være, når folk skal bo i midlertidige telte og intet som helst har, så er problemet lige så meget – måske mere – de sår og kvæstelser flygtningene har fået på sjælen og sindet.
     Flugten fra Islamisk Stats barbari har betydet, at de fleste her har måttet efterlade alt, de nogensinde har ejet. Men selvom de har tabt alt, så har de taget traumerne fra de sadistiske islamisters brutale regime med sig. Dem kan de ikke flygte fra, og det vil sikkert tage årtier, inden de kan lægge dem bag sig, hvis det nogensinde sker.
ISTANBUL (10.02.2017): Det er efterhånden en uges tid siden, at jeg sidst var inde i Mosul i det nordlige Irak, og et par dage siden jeg kom tilbage til Istanbul, men denne historie - en del af den har været vist i TV2/Nyhederne - har ligget og samlet støv på min computer i alt for lang tid. Derfor får I den først nu, desværre svært forsinket. Men i dag startede offensiven imod Islamisk Stat ovre på den anden - vestlige - side af Tigrisfloden. Derfor var det på høje tid at få historien på hjemmesiden. Så her er den.
Fortællingen har den sørgelige sidehistorie, at det sted inde i Mosuls centrum, hvor en lille smule normalitet endelig er vendt tilbage, og hvor vi spiser vores frokost, fordi en række restauranter er genåbnet, bliver bombet af en IS-terrorist kort tid efter. Den ene af dem, vi interviewer bliver dræbt.
Normalitet og et ordentligt, anstændigt liv strider så meget imod Islamisk Stats islam-opfattelse, at de er villige til at myrde uskyldige mennesker for at forhindre det.
ODENSE (22.01.2017): Wooomppp!!! Buuum!!!
     Man mærker det mere i indvoldene, end man egentlig hører braget med ørene. Drønet er så øredøvende, at trommehinderne giver op. Trykbølgen derimod rammer som et slag i mellemgulvet, så luften bliver slået ud af lungerne. Granaten rammer højen lige overfor. Eksplosionen får jorden til at sitre som et mindre jordskælv, så al støvet over et større område som på kommando letter en halv snes centimeter fra jorden, så det ser ud som om en sky har lagt sig på jordoverfladen. 
     Rundt om ligger soldater og dækker sig for de flyvende granatfragmenter. Nogen af dem holder med begge hænder hjælmen fast på hovedet. Hellere miste en hånd end få et stykke metal igennem hjernen.
KØBENHAVN (28.12.2016): Jeg skulle helt bogstaveligt op ”før en vis mand fik skoene på”. I hvert fald for et B-menneske som mig, der i sin tid for mange år siden elskede sit liv på Berlingske i begyndelsen af 80’erne, hvor man, fordi det er en morgenavis, mødte ved 10-11-tiden om formiddagen og først gik hjem, når avisen var kommet på gaden, lige efter midnat… hvis man da ikke lige først skulle et smut ned forbi ”Fru Lind” i Pilestræde.
     Men når man nu bliver inviteret til at optræde i Go’morgen Danmark, så er det – som navnet antyder – noget der uden hensyn til min natur foregår om morgenen. Her om vinteren, på en af årets allerkorteste dage, så er det med morgen lidt af et definitionsspørgsmål. Det føles i hvert fald langtfra som noget der faktisk afvikles om morgenen. Det fornemmes mere som et ”late night show”. Det er bare mørkt og koldt.
TRANEKÆR (02.01.2017): Året 2016 vil gå over i tyrkisk historie. Og ikke for det gode. 2016 var et særskilt hårdt og smertefuldt år. Endog ovenpå en række forudgående år, som heller ikke på nogen måde var gode.
     Det er gået fra dårligt til værre.
     Terror – massevis af terror. Terror en gros, kalder mange det. En sand bølge af blodige terrorangreb har ramt landet – fra Istanbul i det europæiske nordvestlige hjørne af det kæmpemæssige land, over hovedstaden Ankara i centrum, til de kurdiske byer i øst og grænseområdet til Syrien i sydøst. Vi taler om dusinvis af terrorangreb.
ODENSE (25.12.2016): Med hjælp fra eksperter forudså vi med meget stor sikkerhed én ting, og så udviklede virkeligheden sig stædigt i den totalt modsatte retning. Hvorefter vi med samme store analytiske evne bagefter forklarede, hvorfor vi havde taget så gruelig fejl.
     Den egocentriske mangemilliardær Donald Trump var simpelthen for dum til at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Det var alle enige om. Han blev det bare alligevel. Og ikke bare det. Nu er det selvsamme ”fugleskræmsel” gået hen og også blevet USA’s næste præsident. Verdens mest magtfulde job. Og det selvom journalister og eksperter havde dømt ham ude i allerførste runde.
     Listen af lignende situationer, hvor vi var helt galt afmarcheret er desværre lang.
TRANEKÆR (18.12.2016): Det er mørkt, når jeg står op, og det har allerede været mørkt en halv dag, når jeg går i seng. Vi ser lige lyset i nogle timer midt på dagen. Det ved i alle bedre end mig. Jeg er kun på besøg. Men lys er det ikke meget af i Danmark på den her årstid. Selvom jeg elsker Danmark højt, så kan jeg godt, når jeg lige er på en kort visit, forstå, at mange søger redning under ”sydens sol og varme” når deres hjemland er indhyllet i mørke, kulde og klamt gråvejr.
     Manglen på lys skaber naturligvis lidt problemer for fotografer. Som de fleste jo ved, så betyder ”fotografi” direkte oversat ”at tegne med lys”. Det bliver jo svært, når der er så lidt af det.
TRANEKÆR (08.12.2016): Mørke, kulde, småregn, glögg, brunekager og juleri alle vegne. I TV, forretninger, på pladser, gader og stræder, overalt. Postkassen er fuld af tryksager med grønne grangrene, rød-hvide julehjerter og nissemænd påtrykt. Næsten for meget. Nej, det ER for meget. Og jeg har blot været her i halvanden dag. 
     Jeg er tilbage i Danmark igen for en kort bemærkning. På vej fra Kairo tilbage til Istanbul. Omvejen fordi jeg har efterladt en del ting heroppe, jeg ikke ville slæbe med til den egyptiske hovedstad. 
     Så nu tager jeg lige et par dage i det kolde, julende Danmark.
KAIRO (04.12.2016): Kairo er ikke en by. Kairo er en verden – en hel verden… eller et univers helt for sig selv.
     At sige at Kairo er kæmpestor er en underdrivelse. Den er kæææmpestor. Enorm!!!
     Jeg er kommet her i mere end 30 år, og jeg overraskes stadigvæk. Hver gang, jeg kommer, er byen blevet større. Lige for tiden formerer Kairo sig ved knopskydning med satellitbyer ude i ørkenen omkring. Byerne hedder noget andet, og officielt er det selvstændige byer, men det er Kairo, der vokser.
     Ingen ved helt hvor mange mennesker, der bor i byen. Tallet svinger alt efter hvem jeg spørger. Og fra jeg spørger folk første gang, indtil jeg gentager spørgsmålet, er der allerede kommet mange flere til.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 54
næste