Blogartikler

ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.
Så fik jeg det endelig gjort. Forudbestilt bogen… eller snarere bøgerne, for det er et kæmpemæssigt bogprojekt den danske fotograf Jan Grarup har gang i.
     ”And then there was Silence”, hedder bogværket.
     Et kæmpemæssigt tilbageblik på Jan Grarups imponerende karriere som fotojournalist i verdens krigs- og katastrofezone. Et flere årtier langt slid med fotografiapparatet over skulderen og et fromt håb i hjertet om at råbe en tilsyneladende uinteresseret verden op.
     ”And then there was Silence” – og derefter var der stille. 
     Stilheden efter krigens larm? 
     Eller stilhed efter man har forsøgt at råbe verden op – de privilegerede, dem der ikke er ramt af krigen og katastrofen, dem der ikke er ofre, ikke er flygtet, dem der burde hjælpe?
ISTANBUL (31.03.2017): Han ligger udstrakt ved siden af en udbrændt bil. Stiv. Livløs. Er ligesom begyndt at vokse sammen med jorden under ham. Ligeså stendød. For ikke så lang tid siden levede han, smilede, havde drømme og håb. Måske en kone? Børn?
     Jeg ved ikke om bilen var hans. Om han var på vej et eller andet sted hen, da han blev indhentet af Mellemøstens ubarmhjertige skæbne her ude i denne, flade, tørre gudsforladte ødemark? 
     Ved ikke om der et eller andet sted i området er nogen, der savner ham?
     Nu ligger han i hvert fald på jorden. Død.
     Ingen bøn. Ingen begravelse. Intet farvel fra nogen kære. Ingen tårer.
     Døden er så underlig hverdagsagtig her. Triviel. Så skamlig ligegyldig. Og den er overalt.
     Vi er i det nordlige Irak. Lige udenfor den krigshærgede by Mosul. Her dør folk og bliver dræbt uden nogen som helst grund. Hele tiden.
Det er ind imellem så hårdt at være på opgave i en krigszone, og jeg har så travlt, at når der så endelig fra tid til anden er en halv fridag, så kan jeg ofte slet ikke stable sig selv på benene til at lave noget som helst fornuftigt. Derfor kommer her endnu en af disse efterhånden alt for mange historier, jeg ikke nåede at få skrevet til min hjemmeside, da jeg i sin tid var ude på reportagerejsen. Men "bedre sent end aldrig", som man siger. Nu kommer der alligevel endnu en af disse forsinkede af slagsen.
     Den nordirakiske by Qayyarah lige udenfor Mosul er omgivet af brændende oliefelter. Nogle af den inde i byens yderkvarterer. Islamist Stat satte ild til dem, da de flygtede. Målet var, siger de lokale, at skabe denne giftige, uigennemsigtige sorte sky, så koalitionens fly og droner ikke så nemt fra luften kunne kigge igennem og observere Islamisk Stats tilbagetrækning.
     Nu lever befolkningen i et skræmmende, usundt, dommedagsagtigt, brændende inferno.
MOSUL (14.02.2017): En hel fløj er jævnet med jorden, taget er styrtet sammen, væggene hullet af artillerigranater, og dele af bygningerne er simpelthen brændt af, bare fordi der er tale om en kirke. Jeg har ikke set en eneste uskadt kirke i Mosul-området. Det er et sørgeligt syn, der venter de kristne, når de vender tilbage efter krigen imod Islamisk Stat… hvis de vender tilbage.
     Det er stadigvæk farligt, men vi kan nu køre rundt i den østlige del af Mosul, som er blevet tilbageerobret fra terrororganisationen Islamisk Stat. I et par uger har jeg rejst rundt i området. Både i Mosul og i området udenfor byen, hvor en stor del af de civile flygtninge har søgt tilflugt.
     Udover alle de øvrige tragedier, som en sådan ekstremt brutal krig altid medfører, så er der nogle civile, der er særligt udsatte – minoriteterne. Især de ikke-muslimske. De kristne, yazidierne og andre.
MOSUL (12.02.2017): Solen står allerede lavt på himlen, da vi kører ind i Khazer-flygtningelejren udenfor Mosul.
     Lejren ser nærmest helt idyllisk ud i det smukke, lave aftenlys fra den nedgående sol, men selvom forholdene i flygtningelejren er så fine, som de kan være, når folk skal bo i midlertidige telte og intet som helst har, så er problemet lige så meget – måske mere – de sår og kvæstelser flygtningene har fået på sjælen og sindet.
     Flugten fra Islamisk Stats barbari har betydet, at de fleste her har måttet efterlade alt, de nogensinde har ejet. Men selvom de har tabt alt, så har de taget traumerne fra de sadistiske islamisters brutale regime med sig. Dem kan de ikke flygte fra, og det vil sikkert tage årtier, inden de kan lægge dem bag sig, hvis det nogensinde sker.
ISTANBUL (10.02.2017): Det er efterhånden en uges tid siden, at jeg sidst var inde i Mosul i det nordlige Irak, og et par dage siden jeg kom tilbage til Istanbul, men denne historie - en del af den har været vist i TV2/Nyhederne - har ligget og samlet støv på min computer i alt for lang tid. Derfor får I den først nu, desværre svært forsinket. Men i dag startede offensiven imod Islamisk Stat ovre på den anden - vestlige - side af Tigrisfloden. Derfor var det på høje tid at få historien på hjemmesiden. Så her er den.
Fortællingen har den sørgelige sidehistorie, at det sted inde i Mosuls centrum, hvor en lille smule normalitet endelig er vendt tilbage, og hvor vi spiser vores frokost, fordi en række restauranter er genåbnet, bliver bombet af en IS-terrorist kort tid efter. Den ene af dem, vi interviewer bliver dræbt.
Normalitet og et ordentligt, anstændigt liv strider så meget imod Islamisk Stats islam-opfattelse, at de er villige til at myrde uskyldige mennesker for at forhindre det.
ODENSE (22.01.2017): Wooomppp!!! Buuum!!!
     Man mærker det mere i indvoldene, end man egentlig hører braget med ørene. Drønet er så øredøvende, at trommehinderne giver op. Trykbølgen derimod rammer som et slag i mellemgulvet, så luften bliver slået ud af lungerne. Granaten rammer højen lige overfor. Eksplosionen får jorden til at sitre som et mindre jordskælv, så al støvet over et større område som på kommando letter en halv snes centimeter fra jorden, så det ser ud som om en sky har lagt sig på jordoverfladen. 
     Rundt om ligger soldater og dækker sig for de flyvende granatfragmenter. Nogen af dem holder med begge hænder hjælmen fast på hovedet. Hellere miste en hånd end få et stykke metal igennem hjernen.
KØBENHAVN (28.12.2016): Jeg skulle helt bogstaveligt op ”før en vis mand fik skoene på”. I hvert fald for et B-menneske som mig, der i sin tid for mange år siden elskede sit liv på Berlingske i begyndelsen af 80’erne, hvor man, fordi det er en morgenavis, mødte ved 10-11-tiden om formiddagen og først gik hjem, når avisen var kommet på gaden, lige efter midnat… hvis man da ikke lige først skulle et smut ned forbi ”Fru Lind” i Pilestræde.
     Men når man nu bliver inviteret til at optræde i Go’morgen Danmark, så er det – som navnet antyder – noget der uden hensyn til min natur foregår om morgenen. Her om vinteren, på en af årets allerkorteste dage, så er det med morgen lidt af et definitionsspørgsmål. Det føles i hvert fald langtfra som noget der faktisk afvikles om morgenen. Det fornemmes mere som et ”late night show”. Det er bare mørkt og koldt.
TRANEKÆR (02.01.2017): Året 2016 vil gå over i tyrkisk historie. Og ikke for det gode. 2016 var et særskilt hårdt og smertefuldt år. Endog ovenpå en række forudgående år, som heller ikke på nogen måde var gode.
     Det er gået fra dårligt til værre.
     Terror – massevis af terror. Terror en gros, kalder mange det. En sand bølge af blodige terrorangreb har ramt landet – fra Istanbul i det europæiske nordvestlige hjørne af det kæmpemæssige land, over hovedstaden Ankara i centrum, til de kurdiske byer i øst og grænseområdet til Syrien i sydøst. Vi taler om dusinvis af terrorangreb.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 54
næste