ZABADANI (15.04.2012): Allerede ved det første af de syriske regeringsstyrkers check points omkring 6-7 km fra Zabadani er jeg ved at opgive. Vore to repræsentanter fra Informationsministeriet løber lidt for stakåndede rundt, som om der er en krise, og soldaternes kropssprog signalerer, at journalister i det her område slet ikke er noget, de er vante til. Men på forunderlig vis får vi lov til at køre ind. Papirerne er i orden, selvom det er klart, at soldaterne undrer sig.
Zabadani er kendt for at være oprørsk. Byen ligger lige på grænsen til Libanon, og folk har derfor altid haft en ganske betydelig ekstraindtægt fra smugleri frem og tilbage over bjergene. Det forklarer naturligvis også lidt om indbyggernes mildt sagt noget anspændte forhold til myndigheder i al almindelighed og Assad-styret inde i Damaskus i særdeleshed.
FN-observatører til Syrien:
Observer alt hvad myndighederne tillader
DAMASKUS (19.04.2012): FN-observatørerne er begyndt at ankomme til Damaskus. Nogle aviser og medier kalder dem fejlagtigt for en ”fredsbevarende styrke”. Det er forkert. Der er ikke nogen fred, der kan bevares. Det eneste FN-soldaterne kan, når styrken på et eller andet tidspunkt er ankommet, er at observere, om våbenhvilen – og det er noget helt andet end fred – bliver overholdt.
Egentlig behøver vi ikke en FN-observatørmission til at informere os om det. Svaret kender vi allerede. Våbenhvilen er blevet brudt lige siden det tidspunkt for snart to uger siden, hvor den trådte i kraft. Der er ganske enkelt ikke nogen våbenhvile at observere.
















